Det svære valg

Et skridt nærmere et smukt og blomstrende rosenbed i gården.

Efter mange og meget lange overvejelser, hvor alle de mange rosenforslag, som rosenelskere elskværdigt har bidraget med, blev kigget igennem. Efter meget nøje at have forholdt mig sig til rosengruppe, farve, størrelse, duft og hårdførhed og ikke mindst sammensætningen af disse, lykkedes det med stort besvær at udvælge fem smukke roser, som er værdige til at holde hof med min Queen of Sweden i det nye rosenbed.

Farvesammensætningen bliver vovet og tiden må vise om det bliver knald eller fald. De udkårne er:

Roserne er nu plantet efter alle kunstens regler. De små toppe syner ikke af meget i bedet, men forventningens glæde er i top. Mens jeg venter, kan jeg jo passende spekulere på, om der skal plantes noget i bunden mellem roserne – gode forslag modtages som altid gerne….

Wildlife Gardening

På min forårstur til England havde jeg lejlighed til at opleve, hvad englænderne kalder Wildlife Gardening. Jeg fornemmer en spirende interesse for denne dimension af havelivet i Danmark, der ikke mindst promoveres af Haveselskabet i deres blad Haven. I England er det dog allerede en veludviklet disciplin. Det handler om, at vi i vores haver kan skabe levesteder og fødesøgningsmuligheder, som fx fugle, insekter, småpattedyr og padder, kan have vanskeligt ved at finde i de intensivt udnyttede områder, der ofte omgiver vores haver.

Jeg giver her nogle eksempler på, hvordan man på en dekorativ måde kan bringe dødt træ ind i haven. Dødt træ er ofte en mangel i vores intensive skovbrug, så det er her haveejeren virkelig kan gøre en forskel, hvis vi skal stoppe tabet af biodiversitet. Og det skal vi.

Tyntesfield så jeg flere eksempler på, at man med simple midler kan skabe levesteder for fx trælevende billelarver. En kæmpe egestamme havde fået lov at ligge et skyggefuldt sted og selvom den kun er nogle få år gammel, er den allerede levested for et væld af svampe, mosser og billelarver. Nedbrydningen af den vil tage årtier!

Et andet sted havde en gammel eg måttet give afkald på en kraftig gren under en storm. Det var blevet til nogle kraftige kævler, der blot lå der og pyntede, mens de første mosser havde indfundet sig.

I Siccaridge Wood, der er en gammel stævningsskov, så vi dette simple, men smukke hegn, der udgør et fænomenalt skjulested for småfugle og sikkert også tjener som overvintringssted for pindsvin. Det kræver ikke de store håndværkerevner at lave den slags. Pointen er netop, at det ikke skal være alt for pænt. Det er det Wildlife Gardening handler om.

Det sidste eksempel er en rigtig ”designer-vindfælde”. Umiddelbart ligner det en helt almindelig tømmerstabel, men det er i virkeligheden et forsøg på at efterligne en vindfælde, dvs. roden fra et træ, der er væltet i en storm. Stablen er nemlig hul i midten. Dette skulle efter sigende give optimale betingelser for vækst af svampe og dermed nedbrydningen af træet til gavn for fx larver af træbiller.

Efter nogle år er nedbrydningen fremskreden. Stablen er faldet sammen efterhånden som adskillige generationer af billelarver, bænkebidere og tusindben har gnavet sig gennem træet. Mon ikke der kan findes et par kvadratmeter til sådan en smuk stabel i de fleste danske haver?

Jeg håber, at disse eksempler kan være til inspiration, så vi får lidt mere wildlife ind i de danske haver, der somme tider er lige så golde ørkner, som det, der ofte kendetegner det moderne skov- og jordbrug. Der skal ikke så meget til. Lad det rode lidt, find et hjørne til det læs grenaffald, der ellers skulle være kørt på genbrugspladsen og du vil inden længe kunne opleve et vælde af smådyr i din have. Til gavn for biodiversiteten. God fornøjelse.

Blomstrende mandeltræ

Siden jeg for år tilbage forelskede mig i et billede af et blomstrende mandeltræ i Camilla Plums bog ”Blomster”, har jeg vidst, at sådan et træ måtte finde vej til Mettes Have. Et ønske, der lå hengemt i en af hjernes utallige skuffer, parat til at blive trukket frem ved rette lejlighed. Sidste sommer skete det. På indkøbstur med familien efter alt andet end haverelaterede emner, stod det der pludselig, det lille smukke mandeltræ. Selvfølgelig kom det i indkøbsvognen og med hjem til en lun placering i en krukke op af en sydvendt mur.

Og hvilken fryd, da den første lyserøde blomst sprang ud midt i april. Et syn, der måtte og må nydes flere gange i løbet af en dag. Så fint, så skønt og glæden syntes uendelig…. Lige indtil jeg fik kigget nærmere på navnet. Prunus triloba – en rosenmandel. For de uvidende, der altså indtil for få timer siden omfattede mig selv, betyder dette, at det ikke er et frugtbærende træ. Altså ingen mandler på dette mandeltræ. Næste gang et mandeltræ krydser min vej, må jeg være bedre forberedt, så det helt rette træ kan fornøje familien med både blomster og frugter. Indtil da må jeg ”nøjes” med at nyde rosenmandlens uendeligt smukke, lyserøde blomster. Og det er heller ikke så ringe endda.

En forårstur til England

Netop hjemvendt fra en fuldstændig fantastisk forårstur i England og fyldt til bristepunktet med haveindtryk, drømme og idéer. Jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. At komme fra kolde og endnu golde Danmark til et forårsramt England, hvor solen skinner, himlen er blå, skyerne hvide og græsset grønt er i sig selv en oplevelse, der gør godt for en vintertræt sjæl.
Et brus af blomstrende hvide æble- og mirabelletræer sammen med sarte lyserøde kirsebærtræer. Magnolietræer, der var godt i gang med et drysse hvidt og smukt på det skriggrønne græs. De engelske bluebells lige på spring. Tulipaner i alverdens tænkelige farver og faconer. Den gråblå blåregn på ethvert engelsk hus med respekt for sig selv. De gule påskeliljer på vej til at takke af for i år, mens rosmarinen står i brusende blåt. I sandhed en farveeksplosion i skærende kontrast til et Danmark, der endnu er klædt i brunt og gråt.
Billeder er aldrig helt det samme, men i håb om, at de kan sprede lidt varme og farve i Danmark, må I gerne kigge med….

Mistelten: En snylter kom med posten

Jeg har været heldig at få en spændende gave af Birgitte Hasholt, som er en af mine mange favoritbloggere. Hun sendte mig en fin pakke med små bær af mistelten, som de fleste vist har prøvet at hænge op som julepynt. Misteltenen har to gode egenskaber. For det første må der kysses under den og for det andet holder den ifølge gammel folketro onde ånder bort. Det bør i princippet sikre, at man kun kysser de rigtige, men det hænder, at man kommer i tvivl.
Med frøene fulgte også et haveprojekt af den længerevarende slags. Frøformering af mistelten skulle efter sigende være forholdsvist nemt, men det tager adskillige år før man kan tillade sig at klippe den første kvist af til julepynt.

Da frøene mister spireevnen efter blot 2-3 dage i mørke skyndte jeg mig at ”så” dem. Dette betød i praksis, at jeg klemte frøene ud af bærrene sammen med den slimede masse, som omgiver dem. Den slimede masse snoede jeg omkring nogle et-årige kviste på mit gamle æbletræ. Slimen sikrer, at frøet holdes fast, mens det spirer, samtidig med, at det holder frøet fugtigt. Frøet vil det det første år sende to kimstængler ud fra kimplanten. De suger sig fast til træet, mens særlige sugeorganer forsøger at trænge gennem barken. Der går mindst et år, før man ser de første løvblade og dernæst skal man vente endnu et par år inden planten begynder at blomstre.
Det er meget spændende, om mine frø overlever mejserne, som flittigt afsøger æbletræet, og om de klarer den første regnbyge. Indtil videre har de fået en god start med masser af sol og varme.

Forlæng blomsterglæden i lavendelbedet

 

Sikke en have-weekend! Strålende sol, planter der myldrer frem og masser af arbejdsopgaver at tage fat på. Jeg har de seneste dage – blandt meget andet – kastet mig over mit lavendelbed i gården.  Jeg har altid haft en svaghed overfor disse blå-lilla og velduftende skønheder. Som så mange andre planter, har de levet en omskiftelig tilværelse i Mettes Have. I efteråret blev de dog langt om længe tildelt en permanent plads i gården, hvor en lang række pigsten måtte vige pladsen.

I et af de utallige have-reklameblade der dumper ind af postkassen for tiden, faldt jeg over flere rigtig gode lavendeltips, som jeg gerne vil dele med Jer andre:

  • Lavendler beskæres i pudefacon 20 – 25 cm. over jorden.
  • Et mindre areal beskæres igen efter 1. maj. På den måde kan man udsætte og derved forlænge den samlede blomstringsperiode.
  • Ved at plante busken Russisk salvie (Perovskia atriplicifolia) imellem lavendlerne, der blomstrer fra august til oktober kan man opnå en meget lang blomstringsperiode.
  • Løgplanten Spansk scilla (Scilla hispanica) kan ligeledes sættes mellem lavendlerne for at få tidlig blomstring i april- juni. De voksende lavendler vil hurtigt skjule de nedvisnede toppe.
  • Det bedste beskæringstidspunkt på året er begyndelsen af september. Planten vil kunne nå at levere en nyvækst, som er kønnere at kigge på vinteren igennem end sommertilvæksten med visne blomsterstande.

I weekenden har jeg både beskåret lavendlerne og sat løgplanter mellem dem. Nedvisnede vintergækker, spanske scilla og perlehyacinter i hvid, lilla og blå. Det er imponerede at se, hvordan det straks giver straks et helt andet udtryk, at der er lidt kønt at kigge på i rækken af nedklippede, små-triste lavendler. I bund og grund handler det, som meget andet i havelivet, om at tænke kreativt og tænke i, hvordan man kan få mest mulig glæde af en blomstring over en længst mulig periode.

Hvilke roser skal jeg vælge?

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at mit havehjerte først og fremmest banker for køkkenhaven. Fornøjelsen ved at så de første rækker og dag for dag følge med i, hvordan afgrøderne spirer frem, for så endeligt til sidst at sætte tænderne i friske og sprøde grøntsager. Det findes ikke bedre.

Langsomt, men sikkert er min haveglæde dog blevet udvidet til også at omfatte andre dele af havelivet. Sidste år kom der et staudebed til, hurtigt efterfulgt af krydderurtebede i gården, så et ”wood-land” under det smukke egetræ og nu endelig et kommende rosenbed i gårdhaven mellem de gamle pigsten.  Den store rosenfanatiker bliver jeg aldrig, men roser hører med og synet af de smukke, velformede blomster, der med en berusende duft kan få alt til at stå stille i et lille øjeblik, vil jeg ikke snyde hverken mig selv eller min familie for.

Jeg har en rose, som jeg er særligt glad for. Det er den meget yndige engelske rose ’Queen of Sweden’. Den har levet en kummerlig tilværelse, henvist til en uglaseret lerpotte, hvor den ofte har manglet både vand og næring. På trods af dette har den de sidste år beriget min havelive med smukke, velduftende blomster. Som belønning skal den nu have sit eget bed. Her skal den forkæles med lækker muld og dejlig hestemøg. Selskab skal den også have og det er her I kommer ind i billedet. Hvilke roser skal jeg vælge? Mange smukke sorter har jeg set rundt omkring på de mange, skønne haveblogs, der findes og nu kan jeg slet ikke vælge. Derfor vil jeg med taknemmelighed tage imod bud på alle Jeres favoritroser, så jeg kan blive inspireret til, hvilke roser, der skal stå og se smukke ud sammen med min ’Queen of Sweden’. Hvis I har lyst , så giv et bud med….

Hannes inspirerende forårssalat

Mens jeg – og sikkert også mange andre – stadig går rundt og tygger i små-triste grøntsager fra sidste års sæson, er andre så heldige, at de kan sætte tænderne i små nye, sprøde og lækre forårssalater. I sidste uge modtog jeg en mail fra Hanne. Det er hende, der har sendt mig alle de fantastiske frø fra Bogø. Hanne er vist lidt af en salat-ekspert og jeg har fået lov til at dele hendes inspirerende salat med Jer andre:

“Dette som en lille forårsinspiration:

Så er det gode tider, for at begynde at gå på udkig efter grønne blade og spirer i have og mark.

Denne dejlige salat blev samlet og plukket i lørdags.

Forrest spirer af purløg, næste række en lille ‘rouge de véronesalat’ sat ud i efteråret, efterfulgt af peberrodsspirer, små mælkebøtteblade, feldsalat, bredbladet persille, rosenkålsblade og i bagerste række amerikansk havekarse, små bladselleribladspirer og sidst en lille ‘romana bionda’ også sat ud i det sene efterår.

Der er kommet revet citronskal og citronsaft i og en god olivenolie.

Det blev til en skønt smagende og fysisk og psykisk styrkende salat til middagsbordet.

Under en lille drivbænk i haven står flere små salater, sået i efteråret.”

 

Tak for forårsinspirationen til Hanne, som allerede er startet med at så forskellige slags salater i bakker indendørs. Hun sår 6-9 frø af hver slags. Ja…, jeg ved ikke med Jer andre, men jeg skal i gang med at så salatfrø lige med det samme.

En have-elsker løfter blikket

Efter at have siddet de sidste 6 uger fordybet i efteruddannelse og kommunikationsteori, er jeg nu igen mere end klar til at løfte blikket. Det sidste punktum i opgaven er sat og jeg kan vende tilbage den verden, der står mit hjerte nært.

Glæder mig til at kunne nyde forårets komme, mens jeg sysler lidt i haven og igen kan følge med i alle de vidunderlige haveblogs der findes derude.

Et havemenneske vender tilbage. Vi ses derude…..

En fest af salat fra Bogø

Kong vinter har indtaget landet. De spæde forårsfornemmelser, født af december og januars lune vinde, er fuldstændig stivnet i kulden.  Brændeovnen buldrer på højtryk og alt hvad der varmer er i høj kurs.

I dag gav det varmen at åbne postkassen.  Glæde bredte sig helt ned i de blåfrosne tæer, da jeg opdagede brevet fra Hanne. Hanne fra Bogø. I har hørt om hende før. Det var hende med de velduftende og velsmagende bløde puder af appelsin- og citrontagetes, de fuldstændigt fantastiske mauritanske rødmalva og kønne, velduftende lathyrus. Ud af det blå dukkede hun pludselig op og har sidenhen beriget mig med alverdens spændende frø.

I dag skete det igen. Sommerasters, pastinakker og ikke mindre end 8 poser med diverse salatfrø. Spændende sorter hentet hjem fra Frankrig og Italien og sidenhen sået i det danske, hvorefter frøene sikkert nænsomt er høstet og sorteret efter alle kunstens regler.

Nu er der i den grad lagt op til en kommende sommerlig salatfest. Jeg takker Hanne og glæder mig mere end nogensinde til at få fingrene og frøene i jorden.



Mettes Have © 2009–2011.