Forspiring af bønner

Forspiring foregår ofte i flere omgange hjemme hos mig. Dels er det en tidskrævende opgave og dels fylder det for meget i vindueskarmen til, at det kan klares i én omgang. Efterhånden som de første hold vokser sig ud af spirekassen og pottes om, rykker nye hold ind. Først kommer sommerblomsterne og sidenhen krydderurterne. Det næste jeg skal i gang med er at forspire bønnerne.

Bortset fra de spæde, sprøde asparges, som jeg tålmodigt har ventet i årevis på, er bønnerne den grøntsag i køkkenhaven, som jeg mest af alt glæder mig til. Hjemmedyrkede og friskhøstede bønner smager bare fantastisk.

Det første år med bønner i køkkenhaven gik godt, men vi havde alt for få. Hele familien elsker dem og en enkelt række med bønner er langt fra nok. Andet år var intet mindre end en katastrofe. De fleste bønnesorter er varmekrævende og trives bedst ved en jordtemperatur, der er over 14 grader døgnet rundt. Jeg fik sået de første hold alt for tidligt og så dem aldrig siden. Så købte jeg flere bønner. Til min store glæde spirede de godt nok frem, men de druknede i regn og flere af planterne rådnede simpelthen op. Sidste år var jeg fast besluttet på, at det skulle blive et godt bønneår og af den grund forspirede jeg dem alle. Det var en succes. Planterne trivedes godt og gav bønner nok til, at jeg kunne forsyne naboer, venner og bekendte. Min mand havde lavet et stativ til mig, som pralbønnerne voksede lystigt opad i harmoni med pyntegræskarrene. Det var smukt og lækkert og alt var fryd og gammen lige ind til den dag, hvor stativet væltede i en stiv kuling. Så var det var slut med såvel bønner som pyntegræskar.

I år skal bønnestativet stå sikkert og der skal forspires i flere omgange, så høstsæsonen kan blive lang og god. Intet mindre end 6 forskellige slags skal vi afprøve i år: Stangbønner i en lilla og grøn udgave, Bluehilde og Promotor. To slags lavtvoksende/buskbønner: De gule voksbønner, Sonestra og grønne med ekstra tynde bælge, Twix. Derudover skal jeg i år forsøge mig med to nye slags: Hestebønnen, Vicia faba og den smukke yin-yang bønne, som jeg købte til et foredrag om den smukke køkkenhave.

Planen er lagt og 2010 kan kun blive et godt bønneår…..