Frost i køkkenhaven

I morges vågnede jeg op til et gruopvækkende syn. Det første mit øje rammer om morgenen, når jeg kigger ud af soveværelsesvinduet, er køkkenhaven. I morges var det ikke bare en fuldstændig nytilsået køkkenhave, jeg kiggede ud på, det var også en nytilsået køkkenhave fuldstændig dækket af rimfrost!!

Det er første gang i den tid, jeg har haft køkkenhave, at der har stået maj i min kalender, før såningen er skudt i gang og på trods af det, bliver jeg alligevel ramt af nattefrost få dage efter. De nyudplantede tagetesblomster, som jeg har sat imellem gulerodsrækkerne, har fået svitset bladene, mens blomsterhovederne ser ud som om, de har klaret det. Hvis ikke, er det en overkommelig opgave at sætte nye. Til gengæld krydser jeg så inderligt fingre for, at de små, kære frø har klaret det dernede i jorden – tanken om at en større eller mindre del af de mange rækker skal sås om, er ikke en energiskabende tanke en mandag aften.