Bønner hele sommeren

 

Hvis man er stor bønne-fan ligesom jeg, kan man med en smule planlægning høste friske bønner fra midt i juli og helt hen til efteråret. Jordtemperaturen er som tidligere beskrevet altafgørende for om bønnerne spirer frem og bliver til livskraftige planter. Jorden skal være mindst 14 grader varm. I de fleste danske somre betyder det, at bønnerne spirer allerbedst fra midt i juni. Vil man gerne i gang tidligere med både at så og høste må man enten i gang med forkultivering, forspiring eller opvarmning af jorden i form af overdækning med plast.

Jeg er mest til det første og har forkultiveret bønner fra midt i maj. De første hold er vokset lystigt frem og er snart klar til at blive plantet ud i køkkenhaven. Især ved den lilla stangbønne Blauhilde har spiringsprocenten været god og jeg tror, at de stort set alle er kommet op. Voksbønnen Sonesta og havebønnen Phaseolus vulgaris er også godt med, hvorimod mange af stangbønnerne Promotor, stadig lader vente på sig. Jeg har dog heldigvis stadig mange bønnefrø tilbage i poserne, så jeg har mulighed for at så i flere omgange.

Voksbønnen er en tidlig bønnesort og god at vælge som en af de først bønner, der forkultiveres eller sås. Endnu kan der være en vis risiko for frost og det er en god ide kun at plante ud i små hold. I midten af juni, hvor jordtemperaturen er tilpas kan jeg så mit andet hold bønner direkte i jorden. Stang- og snitbønner skal ikke sås senere end juni, men de fortsætter derimod også med at give bønner helt hen i efteråret. Har man ønsker om en lang bønnesæson, kan man vælge at så lave bønner igen omkring 1. juli – og senest 15. juli. Her er det igen vigtigt at vælge en tidlig bønnesort såsom voksbønne eller perlebønner.

Når det så endelig bliver høsttid, skal man, hvis man ønsker et stort udbytte, høste af sine bønner mindst hver femte dag. Hvis bønnerne bliver for store, når de at sætte frø inde i bælgen, og derved bruger de deres energi på at udvikle frøene frem for at danne nye blomster.

Rigtig god bønnehøst!