Spiseløg i blomst

Efter en lang periode med blæst og kulde og en utålmodig venten på lidt lunere vinde, er der nu langt om længe kommet rigtig godt gang i blomster, krydderurter og grøntsager i Mettes Have. Jeg bilder mig ind, at jeg nærmest kan se det vokse dag for dag.

Enkelte steder i køkkenhaven går det dog lidt for lystigt lige nu. I dag opdagede jeg at flere af min gule Kepa-løg samt et enkelt af mine rødløg er i gang med at sætte blomst. Her gælder det om at handle hurtig. Alle ansatser til blomster skal knibes af, mens de endnu er små. Ellers løber løgene i stok og der dannes blomsterhoveder på bekostning af løgene.

Den nærmeste tid skal der holdes ekstra skarpt øje. Både på grund af dannelsen af blomster og fordi, det er ved denne tid, at løgets vækst stopper. Løgene vokser kun i den periode, hvor dagene bliver længere og væksten stopper omkring Skt. Hans. Det er nu, der skal holdes øje med, hvornår løgtoppen lægger sig ned. Når løgskaftet er blevet slapt skal løgene tages op inden toppen visner ned. Løgene tørres og opbevares efterfølgende tørt, køligt og frostfrit. Det er skønt at kunne forsyne sig med hjemmedyrkede løg vinteren igennem, netop i den periode, hvor det ellers kniber med det hjemmeavlede.