Borlotto-bønnerne er høstet

Den opmærksomme læser har måske undret sig over, at jeg endnu ikke har skrevet et eneste ord om bønner i denne køkkehavesæson. Grøntsagen over alle grøntsager, der uden sammenligning er min absolutte yndlingsspise fra køkkenhaven.

Vi har ellers som tidligere spist ufattelige mængder af bønner. Grønne bønner, gule bønner, lilla bønner, tynde, tykke, grimme og kønne bønner. Nye og gamle sorter. Min ellers så højtelskede Blauhilde-bønne, blev slået med flere længder af den lille, tykke Yin-Yang-bønne i år. Sidste år havde jeg én eneste plante, som kun blev brugt til frøformering. En plante blev derfor til mange i år og hvilket held! En hel bradepandefuld friske Yin-Yang-bønner  vendt i lidt olie, masser af hvidløg, salt og peber, på grillen eller i ovnen og man hørte ikke ret meget andre end tilfredse gnaskelyde rundt omkring spisebordet.

Nyhedsbønnen i år var ’Borlotto Lingua di Fuoco’.  En italiensk, klatrende bønneskønhed, der til fulde levede op til både navn og aner. Ikke underligt, at den er kendt som ”Ild-tunge” i Italien. En ”grøntsagsblomst”, jeg ikke kunne blive træt af at betragte. Kogt og grillet, synes jeg ikke, den var nogen succes. Bælgene fik i stedet fået lov til at vokse sig store og fede. De er som noget helt nyt i Mettes Have blevet tørret og gemt til vinterens forråd. Et lille plaster på såret og et minde om sommeren i den meget lange periode, hvor familien nærmest ikke spiser bønner. Vi er blevet så frygteligt forvænte med friske bønner i haven, at de frosne, kogte bønner bare ikke er helt det samme.