Blomstrende mandeltræ
Siden jeg for år tilbage forelskede mig i et billede af et blomstrende mandeltræ i Camilla Plums bog ”Blomster”, har jeg vidst, at sådan et træ måtte finde vej til Mettes Have. Et ønske, der lå hengemt i en af hjernes utallige skuffer, parat til at blive trukket frem ved rette lejlighed. Sidste sommer skete det. På indkøbstur med familien efter alt andet end haverelaterede emner, stod det der pludselig, det lille smukke mandeltræ. Selvfølgelig kom det i indkøbsvognen og med hjem til en lun placering i en krukke op af en sydvendt mur.
Og hvilken fryd, da den første lyserøde blomst sprang ud midt i april. Et syn, der måtte og må nydes flere gange i løbet af en dag. Så fint, så skønt og glæden syntes uendelig…. Lige indtil jeg fik kigget nærmere på navnet. Prunus triloba – en rosenmandel. For de uvidende, der altså indtil for få timer siden omfattede mig selv, betyder dette, at det ikke er et frugtbærende træ. Altså ingen mandler på dette mandeltræ. Næste gang et mandeltræ krydser min vej, må jeg være bedre forberedt, så det helt rette træ kan fornøje familien med både blomster og frugter. Indtil da må jeg ”nøjes” med at nyde rosenmandlens uendeligt smukke, lyserøde blomster. Og det er heller ikke så ringe endda.
)
En skam at den ikke bærer frugt, for rosenmandel lyder da virkelig delikat.
Jeg er i gang med at anskaffe mig et mandeltræ på den langsomst mulige måde. Jeg har sået en mandel, fundet på en tur til Frankrig.