Skønne salater
Om ellers vejrguderne vil, så er der i den grad lagt op til salat-fest i år. Adskillige sorter er sået i haven og noget af det er allerede prøvesmagt. I år har jeg været særlig heldig. Hanne fra Bogø sendte mig lidt af en salat-overraskelse tilbage i januar måned. Ikke mindre end 8 forskellige sorter blandt andet af fransk og italiensk oprindelse. De første blev prøvesået sidst i marts og var ikke længe om at spire frem i drivhusets lune. Nu er de første små salater plantet ud og resten af frøene sået i køkkenhaven.
Men ikke nok med det det. Da vi i april tog på ferie i det forårsramte England stiftede vi bekendtskab med endnu en spændende salat-sort. Giant Red Mustard var et overraskende indslag i salatskålen. Ikke en salattype for de pivede. Stærk, med en betydelig smag af sennep og peber – og en gevaldig smuk farve. Min begejstring var åbenbart så udtalt, at havens gartner forærede os en større mængde frø. Om de nogen sinde når samme imponerende dimensioner, som dem vi så i England, er endnu uvist. Men de er kommet godt fra start i køkkenhaven og en mindre udgave vil også kunne gøre det. Resten er nu op til vejrguderne og jeg er formentlig ikke den eneste haveejer, der i øjeblikket ønsker sig lidt mindre blæst, lidt mere varme og mest af alt regn til køkkenhaven.


Der skal rigtig smovses i salaterne
Jeg har også altid lidt af hvert og noget nyt, så det er anderledes end det man kan købe Brugsen.
Lige et kort øjeblik troede jeg, at det var dit drivhus fyldt med enorme mængder af salat. Jeg ville så foreslå, at du begyndte at sælge af den