Længsel efter lavendel

Rækken af lavendler

Der sker ikke voldsomt meget derude i haven for tiden. I stedet forsøger jeg på bedste vis at få tiden til at gå indtil temperaturen stiger, sneen smelter og foråret trænger sig på. Varmen holdes via haveblade, bøger og skønne blogs og – vigtigst af alt – fotografier. Alle de skønne havefotos, der ikke blot hjælper med at huske, men også i den grad er med til at forlænge og genopleve haveglæden.

Sidste år søsatte jeg flere nye haveprojekter. Særligt glad er jeg for min række af lavendler i gårdhaven. Lavendlerne blev plantet sidste efterår og brillerede med skønhed hele sommeren og langt ind i efteråret. Ikke bare ser de smukke ud, de dufter også svimlende fantastisk. Mellem lavendlerne satte jeg adskillige forårsløg, som bliver det første glædelige gensyn i år. Selvsåede californiske valmuer fik lov at blande sig og gjorde blot synet endnu kønnere.

Jeg glæder mig uendeligt til at rækken igen bliver vakt til live. Indtil da må jeg nøjes med at nyde billederne – og I må gerne kigge med…..