Mettes Have

Hvor kommer haveglæden fra?

Forleden sendte min far mig dette foto af en lille Mette i min farmor og farfars køkkenhave. Det fik mig til at tænke på, hvornår min haveglæde opstod.

Hvornår starter haveglæde egentlig? Er den allerede ved fødslen solidt kodet ind i generne? Kommer den ind med modermælken, gennem opvæksten, uddannelsen eller noget helt andet?

Jeg husker tidlig haveglæde. Særligt fra de haver, hvor jeg ikke kom så tit.

Min farmor og farfars have var en drøm. Stor og mægtig med plads til opdagelse og leg. Køkkenhaven, der lå bagerst i haven, langt væk fra huset, lige ved siden af åen og blandt æbletræer og hasselbuske. Krydderurtebedet – duftende og summende af liv. Jordbærhøsten, der altid var en fest, og de voksne, der faldt i svime over nyopgravede kartofler. Krukkerne fyldt med tørrede urter, lammekøller og postejer krydret med ukendte smagsoplevelser. Måske var det her glæden blev vakt?

Eller var det i min mormors og morfars landhave midt i byen? Ikke så stor, men med plads til det, der var brug for. Haven var et bidrag til husholdningen. Rabarber blev til rabarberkompot, asier og græskar syltet, kartofler og porrer var en fast del af middagsmaden, æblerne kogt til æblegrød og fantastiske hindbær, der nænsomt blev plukket. Prydhaven fyldt med lupiner og brudeslør.

Eller var det i mine forældres drivhus, hvor vi fik lov at mæske os i solmodne tomater, agurker og peberfrugter? Eller da mine søstre og jeg fik lov at købe og så vores helt egne blomsterfrø? Smagen af de første radiser og synet af et stykke bar jord klar til anlæggelse af årets køkkenhave?

Jeg kender ikke svaret, men minderne og billedet fra min farmors og farfars have taler vist for sig selv. En haveglæde, der blev grundlagt i barndommen, som gik i glemmebogen i de år, hvor andre interesser nu engang hører sig til, for så endelig at bryde ud i lys lue, da jeg blev voksen, flyttede på landet og fik mærket efter….

Anemoner og skovsyre

Påskeferie og sommervejr er en forrygende kombination. I dag kunne jeg endelig tilslutte mig ferielivet og tog sammen med min familie til en særlig skøn plet på Djursland – nemlig Jernhatten.

Her er lidt af det hele. Højt til himlen, stejle skrænter, gamle, krogede bøgetræer, hulsten, sand og vand.

Skovbunden var, som mange andre steder i Danmark lige i øjeblikket, dækket af det yndigste anemonetæppe. Enkelte steder i denne frodighed fandt vi den lille skovsyre som jeg holder mindst lige så meget af. Som barn lærte jeg at spise den og elskede, som de fleste børn, dens syrlighed. En ekstra bonus i dag var, at den stod med helt friske, lysegrønne blade og kønne, hvide blomster. Et smukt, forfriskende forårssyn.

Skovsyren Oxalis acetosella er en lille, almindelig skovbundsurt, der vokser på næringsfattige områder. Det kan efter sigende godt lade sig gøre at have skovsyre i haven. Her vil den trives i et skyggefuldt, næringsfattigt hjørne. For mig er skovsyre dog forbundet med en tur i skoven og jeg har ingen intentioner om at flytte den ind i min have. Skovsyrens rette element er skoven og det er der, den hører hjemme.

Haven på skoleskemaet

Vi ved det godt alle sammen, at det er sundt og lærerigt for børn at være ude i naturen, men nu er det også videnskabeligt bevist, at børn blomstrer ved havearbejde.

The Royal Horticultural Society (RHS) har lavet en undersøgelse med 1,300 engelske lærere, der arbejder med skolehaver på skemaet. Her er det vist, at eleverne udover at være gladere og mere trygge også bliver mere læringsparate. Den foranderlige have stimulerer børnene til være tålmodige, fleksible og arbejde problemløsende. Havearbejdet hjælper også til med at gøre børnene sundere, idet de er mere villige til at afprøve grøntsager, de selv har dyrket. Aktuelt hjælper RHS mere end 11,500 engelske skoler med deres haveprojekter.

Stor var min glæde derfor, da jeg blev opmærksom på projekt Haver til Maver, der i 2006 blev søsat af Aarstiderne her i Danmark. Projektet går ud på, at skoleelever lærer at dyrke grøntsager i klassernes helt egne skolehaver. På Haver til Maver´s hjemmeside kan man læse mere om projektet – fx at der i 2010 var 46 skoleklasser der havde deres egen skolehave.

Man kan håbe at lignende projekter spredes landet over og indtil da kan jeg kun opfordre alle mødre, fædre, mostre, onkler og bedsteforældre til at tage de kære små med i køkkenhaven. Det er sundt og lærerigt for dem.

Georginer

Det er vist ikke muligt at have en haveblog uden at nævne georginerne. De står lige nu rundt omkring i det danske land og stråler om kap med solen og selvfølgelig har georginerne også en plads i Mettes Have.

Georginen er ellers ikke en blomst, jeg altid har holdt af. I starten var den mig lidt for gammeldags og ”mormor-agtig”. Blomsterne syntes voldsomme, bladene næsten kunstige og alle i ofte hysteriske farver.

Da vi flyttede på landet begyndte min datter Johanne at bringe georginebuketter hjem fra naboens have. Små og store buketter med georginer i alverdens farver og faconer og sat sammen med barnlig hånd. Disse blomster, som jeg enkeltvis opfattede som lidt for meget af det gode, så fuldstændig fantastiske ud i buketter og jeg blev omvendt med det samme.

I dag er det netop farverne og faconerne, jeg elsker mest ved georginerne og de er uden tvivl smukkest i flok. Drømmen om et stort georginebed lever stadig, men ovenpå en hård vinter, hvor alle mine overvintrende georgineknolde fik frost og blev ødelagt, har det lidt lange udsigter. År 2010 har derfor desværre været et georginefattigt år i Mettes Have. Fire forskellige slags er hvad jeg i foråret undte mig selv at købe. Kun stående i krukker i gårdhaven, hvor de oven i købet blev sat meget sent på grund af det kolde forår. En plante dukkede aldrig op over jordoverfalden, to er netop begyndt at blomstre og den sidste har kun lige sat knopper. Der bliver ingen store, farve- og faconrige buketter fra egen have i år og det ærgrer mig.

Georginer kan, hvis man passer dem ordentligt, blomstre i mange måneder og lige indtil frosten kommer. Georginer vil have sol, gødning og masser af vand. Det skal en del til, men til gengæld bliver man så rigeligt belønnet i form af en blomsterrigdom uden lige.

I september og oktober skal man holde godt øje med den første nattefrost. Fiberdug eller lagner, der lægges over georginerne om natten, kan afværge den første, lette frost. Georginer tåler simpelthen ikke frost og klasker sammen til ukendelighed af ganske få minusgrader. Har man behov for at kende form og farve inden udsætning til næste år, er det en god idé at mærke dem inden frosten sætter ind.

Når frosten har taget livet af blomsterne, skal alle knoldene graves op og tørres rigtig godt. Når de er helt tørre, bankes det sidste jord forsigtigt af og knoldene opbevares et tørt og frostfrit sted. Her vil de ligge i dvale vinteren over og samle kræfter til næste års blomsterrigdom.

Drømmehaver

Jeg havde glædet mig sådan. Sidste søndag gik det galt, men i dag skulle det lykkes. Jeg ville for én gang skyld se et haveprogram på fjernsynet. Kanalen var tunet ind på DR2 og selvom tidspunktet passede utrolig dårligt ind i en børnefamilies rytme, ville jeg for første gang se ”Drømmehaver” med Claus Dalby.

Johanne og Anton havde jeg endnu ikke nået at sende i seng. De benyttede sig af lejligheden til at være lidt længere oppe og ville da enormt gerne se ”Drømmehaven” sammen med mig. Jeg noterede mig hurtigt, at Johanne meget tidligt i programmet begyndte at skele over til mig. – Synes du, det er pænt mor, spurgte hun. – Hmm. Hun fornemmede helt rigtigt. Havde det ikke været for det sidste indslag med havebiblioteket, hvor det skæve var tilladt, havde jeg siddet tilbage efter udsendelsen lige så stram i betrækket, som de mange fremviste haver var. De stramme linier kombineret med det alt for pæne og enkelte høj-teknologiske indslag er bare ikke lige mig.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet og det er vel med haver som med alt andet: hver har sin egen stil og egen smag. Haveprogrammer er vel til for at underholde og måske inspirere. Om man er til Søren Ryge, Camilla Plum eller Claus Dalby er i bund og grund ikke så vigtigt, bare man er glad for sin have.

I min drømmehave, hvor jeg er glad, er der plads til det skæve og skæverter, det eksperimenterende og det traditionelle, frostvejr i maj og tørke i august, mælkebøtter i græsplænen og børn i æbletræet.

Og det skal ikke være en vedligeholdelsesfri have. Det er en misforståelse. En have skal mærkes hver dag – året rundt. Hvordan skal man ellers kunne få jord under neglene og luge sig lykkelig?

Grønne fingre

Englændere er ikke kun kendt som haveelskere. Velgørenhed er også et velkendt fænomen blandt englænderne og man kan sjældent bevæge sig ret meget omkring uden at blive konfronteret med diverse indsamlinger, doneringsmuligheder og lign. til dit, dut og dat.

Normalt er det ikke noget jeg i udlandet bruger den store energi på, men under et besøg i et havecenter i Thornbury, faldt jeg over ”Greenfingers”. For 1 £ kunne jeg blive den lykkelige indehaver af en lille bitte ”pin” med en grøn hånd. På æsken stod der “Every garden is special because every day is precious”. Det ramte lige ind i en haveelskers hjerte, ikke mindst da det gik op for mig, at ”Greenfingers” er en lille velgørenhedsorganisation, som skaber ”Magical gardens for children’s hospices”. De fik mit £ og jeg fik min lille ”pin” med grønne fingre.

Tjek det ud på http://www.greenfingerscharity.org.uk/

Børn i køkkenhaven

Jeg fik min første egen have, da mine børn var et og tre år gamle. Vi flyttede fra en lille to-værelseslejlighed i Århus og ud på Djursland i et lille lejet hus. Huset var koldt, klamt og ikke noget særligt og haven var et vildnis uden lige – men det var magisk. Skoven var lige om hjørnet, himlen syntes altid blå og haven var lige udenfor døren. Der kom hurtigt et par gynger og et bord med bænke til og dette blev starten på min families udeliv i haven.

En spirende lyst til at være derude i det grønne tonede sig frem. Ligesom et stærkt ønske om en have, hvor der var noget for børnene at kigge på, dufte til og ikke mindst smage på. Ungerne var ikke ret gamle, da de var med til at sætte de første frø i potter og jeg vil aldrig glemme, hvordan de med stor begejstring fulgte med i, hvordan det spirede frem. I skoven smagte vi på bøgeblade, skovsyre og ramsløg. I haven kiggede vi på smukke blomster. Det begyndte altså i det små og tog voldsomt fart, da vi købte vores egen, gamle gård fire år senere. Her var der plads til de helt store haveudfoldelser og ungerne var med på deres egen præmisser. I dag har de hver deres stykke køkkenhave, som stolt vises frem til, hvem der måtte komme forbi. De vælger selv frøene og det er sjovt at følge med i, hvad der efter deres smag skal i jorden. Det bliver ofte både til noget spiseligt og noget smukt at kigge på. Hvem havde fx troet, at en dreng på 9 år ville vælge pastinak, forårsløg og georginer til sin køkkenhave? Jeg hjælper til med at så og luge. Høsten klarer de selv og sådan skal det vel være – lidt endnu.