Arkiv over indlæg for Dyreliv i haven

Et magert år i køkkenhaven rinder ud

Rose_2012

Der findes fede år og der findes magre år. En sandhed, der i den grad går op for én, når man er køkkenhave-dyrker. År 2012 i Mettes Have var på mange måder et år af de magre og jeg håber ikke, at der venter 6 mere forude, før de fede år begynder igen.

Vejret kan altid få skyld for meget. Først kulde, så tørke og endelig alt for meget regn var nogle af de vejrmæssige faktorer, der gjorde det udfordrende at dyrke køkkenhaven. Bønnehøsten var elendig, ærtehøsten ligeså. Græskarrene en total katastrofe.  Da den første nattefrost satte ind i oktober var rankerne endnu bugnende fulde af umodne græskar!

Ordene flød heller ikke som tidligere og bloggen blev i den grad blev forsømt. Lysten til at formidle forsvandt for en stund og tiden blev brugt på noget andet.

Når det er sagt, så var det ikke elendighed det hele. Masser af skønne salater prydede køkkenhaven takket været Hanne fra Bogø. Hvidløgshøsten var en kæmpe succes. Et nyt rosenbed med de yndigste roser blev anlagt i gårdhaven og selvom sommerfuglene ikke flaksede i samme antal som vanligt, fik vi fornemt besøg.

Der er plads til forbedringer i det nye år. Selvom livet i køkkenhaven har medført ærgrelser i året, der er gået, er det lige nu vældigt energiskabende. En spirende lyst til at komme igang og gøre det endnu bedre. Derfor ønskes I alle et godt og ’fedt’ have-nytår 2013.

De sjældne sommerfugle elsker kæmpe-jernurt

Så kom de ENDELIG – sommerfuglene. Fjerlette og på afstand som hvide, orange, gule, røde og brune flaksende pletter i luften. Længe ventet grundet en kold og våd start på sommeren. I hobetal dukkede de op sammen med de lune vinde og drages, som jeg, nu af blomsterne i Mettes Have.
Særligt én blomst – kæmpe-jernurt (Verbena bonariensis) – er fuldstændig omsværmet og ser ud til at tiltrække dem alle: Kålsommerfuglene, storplettet perlemorsommerfugl, nældens takvinge, dagpåfugleøje, citronsommerfugl, lille ildfugl, vejrandøje. Og i skumringen besøger hundredevis af gammaugler, en lille natsværmer, den rige nektarkilde. Derudover kan den åbenbart også tiltrække særligt fornemme gæster.


Sidste år var den kolibri-lignende duehale på visit. Den opholdt sig kun på kæmpe-jernurten, den korte tid den var i haven. For få dage siden dukkede endnu et sommerfugle-hit op. En svalehale, som er ekstremt sjælden i Danmark, fandt vejen forbi. Tiltrukket af kæmpe-jernurtens nektar opholdt den sig længe i haven og veg ikke fra de små lilla skærme. Et smukt syn, der for mit vedkommende var det første syn af svalehale i Danmark. Jeg får den næppe nogensinde at se igen her i landet.

Behøver jeg skrive, at jeg lige i øjeblikket holder lidt ekstra øje med mine mange kæmpe-jernurt i haven?

Wildlife Gardening

På min forårstur til England havde jeg lejlighed til at opleve, hvad englænderne kalder Wildlife Gardening. Jeg fornemmer en spirende interesse for denne dimension af havelivet i Danmark, der ikke mindst promoveres af Haveselskabet i deres blad Haven. I England er det dog allerede en veludviklet disciplin. Det handler om, at vi i vores haver kan skabe levesteder og fødesøgningsmuligheder, som fx fugle, insekter, småpattedyr og padder, kan have vanskeligt ved at finde i de intensivt udnyttede områder, der ofte omgiver vores haver.

Jeg giver her nogle eksempler på, hvordan man på en dekorativ måde kan bringe dødt træ ind i haven. Dødt træ er ofte en mangel i vores intensive skovbrug, så det er her haveejeren virkelig kan gøre en forskel, hvis vi skal stoppe tabet af biodiversitet. Og det skal vi.

Tyntesfield så jeg flere eksempler på, at man med simple midler kan skabe levesteder for fx trælevende billelarver. En kæmpe egestamme havde fået lov at ligge et skyggefuldt sted og selvom den kun er nogle få år gammel, er den allerede levested for et væld af svampe, mosser og billelarver. Nedbrydningen af den vil tage årtier!

Et andet sted havde en gammel eg måttet give afkald på en kraftig gren under en storm. Det var blevet til nogle kraftige kævler, der blot lå der og pyntede, mens de første mosser havde indfundet sig.

I Siccaridge Wood, der er en gammel stævningsskov, så vi dette simple, men smukke hegn, der udgør et fænomenalt skjulested for småfugle og sikkert også tjener som overvintringssted for pindsvin. Det kræver ikke de store håndværkerevner at lave den slags. Pointen er netop, at det ikke skal være alt for pænt. Det er det Wildlife Gardening handler om.

Det sidste eksempel er en rigtig ”designer-vindfælde”. Umiddelbart ligner det en helt almindelig tømmerstabel, men det er i virkeligheden et forsøg på at efterligne en vindfælde, dvs. roden fra et træ, der er væltet i en storm. Stablen er nemlig hul i midten. Dette skulle efter sigende give optimale betingelser for vækst af svampe og dermed nedbrydningen af træet til gavn for fx larver af træbiller.

Efter nogle år er nedbrydningen fremskreden. Stablen er faldet sammen efterhånden som adskillige generationer af billelarver, bænkebidere og tusindben har gnavet sig gennem træet. Mon ikke der kan findes et par kvadratmeter til sådan en smuk stabel i de fleste danske haver?

Jeg håber, at disse eksempler kan være til inspiration, så vi får lidt mere wildlife ind i de danske haver, der somme tider er lige så golde ørkner, som det, der ofte kendetegner det moderne skov- og jordbrug. Der skal ikke så meget til. Lad det rode lidt, find et hjørne til det læs grenaffald, der ellers skulle være kørt på genbrugspladsen og du vil inden længe kunne opleve et vælde af smådyr i din have. Til gavn for biodiversiteten. God fornøjelse.

En kolibri på besøg

I begyndelsen af oktober blev det pludselig sommer igen. Temperaturen nåede om dagen helt op på 25 grader, så der var rig lejlighed til at nyde blomsterfloret i haven. Vi høstede bunkevis af frø til næste års blomster- og køkkenhave, mens vi sugede til os af havens energi – vel vidende, at det hele inden længe ville være slut. Efterårets regn og rusk ventede forude og vi vidste, at de første frostnætter lå lige om hjørnet.

Mens vi var optaget af at høste frø fra vores lange række af kæmpe-jernurt, der virkelig har været kæmpe i år, kom en lille, energisk flyver på besøg i køkkenhaven. Vi har tidligere haft den svirrende gæst på besøg, så vi var ikke i tvivl om, at vi igen havde en duehale i haven. Duehalen er en lille natsommerfugl, der er aktiv om dagen. Den ligner mest af alt en kolibri, når den med sin lange snabel foldet ud, står stille og suger nektar fra blomsterne. Det er derfor ikke tilfældigt, at den på engelsk lyder navnet ”Hummingbird”, som netop betyder kolibri.

Heldigvis var kameraet med i køkkenhaven, så vi nåede at forevige den, inden den i vild flugt forsvandt langs skovbrynet, lige så hurtigt som den var kommet.

Vores lille gæst var sikkert efterkommer af de duehaler, der hvert år kommer hertil på træk fra Sydeuropa i foråret. Ligesom os, sugede den til sig af køkkenhavens sidste energi. Måske forgæves, da den ikke er i stand til at klare vinterens kulde på vores breddegrader. Eller også er den efterfølgende fløjet sydpå, hvor den måske har fundet et sted at overvintre uden at blive overmandet af kuldegraderne.

 

 

 

Blåhoved (Gilia capitata)

Blåhoved (Gilia capitata) er én af de blomster, jeg helt tilfældigt har lært at kende. En dag, da jeg var forbi en lokal Dagli’Brugs, der om foråret sælger ud af et for stedet imponerende frøudvalg, faldt jeg over denne lille skønhed. Jeg husker ikke præcis baggrunden for, at jeg fandt den interessant, men i indkøbskurven røg den og det har jeg ikke fortrudt sidenhen.

Blåhoved viste sig på flere måder at være en overraskende glæde. Ikke bare er det en yndig blå blomst med et kønt, grønt og let løv. Det er også en blomst man længe har glæde af. I hele havesæsonen kommer der nye blomstrende skønheder til. Som en ekstra bonus og til min mands store glæde er blåhoved fuldstændig omsværmet af sommerfugle, svirrefluer og bier fra morgen til aften. Blåhoved er uden tvivl den blomst i vores have, der tiltrækker flest insekter. Det er smukt at kigge på og så er det nyttigt at have insekter som disse i køkkenhaven.

Blåhoved er en etårig sommerblomst, der oprindeligt stammer fra Nordamerika. Den er let at dyrke og trives i fuld sol til halvskygge. Den gror uden problemer i min lette, sandede og til tider tørre jord. Blåhoved danner masser af små frøkapsler, som er nemme at høste frø fra. De sidste par år har jeg kunne høste frø nok til at så mange, lange rækker det efterfølgende år.

I én af rækkerne lod jeg sidste år selvsåede guldvalmuer (Eschscholzia californica) vokse frem og dette gav et utrolig smukt resultat. Blåhoveds blå og guldvalmuens orange farve komplementerer hinanden. Det vil sige at de er hinandens modsætninger i farvespektret. En sammensætning af sådan to farver er med til at skabe kontrast og dynamik. Resultatet er, at de to farver fremhæver hinanden. Kontrasten bliver stærkest, hvis der bruges meget af den ene og kun lidt af den anden. Som i min række af blåhoved, hvor enkelte guldvalmuer voksede frem hist og her.

Denne blåhoved-historie er med til at minde mig om at give plads til spontaniteten. Planlægning er på mange måder udmærket, når man skal anlægge en køkkenhave, men der skal samtidigt være åbenhed overfor afvigelser – ellers var min række med blåhoved smukt fremhævet af orange guldvalmuer aldrig være blevet til.

Rådyrene elsker køkkenhaven i december

I dag tittede solen endelig frem og kastede lidt glans på snelandskabet. En hel befrielse efter mange dage med grå himmel og små, hvide snefnug, der uden ende lystigt har dalet til jorden. Da vinteren satte ind med sne og kulde allerede i november, blev det klart for mig, at  jeg vist aldrig nåede at lægge sidste års lange, kolde vinter bag mig, før jeg pludselig stod midt i det igen. Glæden over vinterens komme har derfor indtil videre været begrænset.           

På en smuk solskinsdag som denne måtte jeg dog en tur i køkkenhaven. Ikke for at arbejde, men blot for at kigge lidt. Der er ikke meget andet at gøre, når haven er dækket af en halv meter sne overalt. Det stod dog meget hurtigt klart, at der er en del andre besøgende i haven, der ikke nøjes med at kigge.

Efter sporerne at dømme er der en livlig trafik i køkkenhaven. Især rådyrene har haft travlt og må have en særdeles god lugtesans. De har med stor præcision gravet sig ned gennem snemasserne og fundet frem til de bolsjestribede rødbeder, jeg aldrig nåede at få op af jorden, de store græskar, der fik lov at blive liggende og de grove bladbeder, der ikke længere var værd at spise.

Det er helt okay. Jeg deler gerne og er kun glad for, at jeg kan bidrage med føde til dyrene i disse strenge tider. Jeg kan dog ikke undgå at være en lille smule ærgerlig over, at dyrene ikke på samme måde går ind for at dele. Grønkålen, der som den eneste var nem at komme til i en vinter, som denne, er desværre også fuldstændig rippet.  Ungerne vil sikkert juble, mens jeg må konstatere, at der ikke bliver flere grønkålssalater fra Mettes Have i år.

En vild fødselsdagsgave

Sådan midt i en kold novembertid, hvor der efterhånden ikke er meget at hente ind fra køkkenhaven, var det en stor glæde at vende hjem fra arbejde og finde en nedlagt fasankok hængende udenfor min dør. Mine kære naboer havde været forbi med en anderledes fødselsdagsgave.

Den smagte ikke bare fantastisk sammen med tranebær, hvidløg, løg og masser af timian fra haven. Det gav også rigtig god mening at spise kød fra et dyr, der formentligt har levet et dejligt, frit og lokalt fasanliv. For ungerne var det samtidig en stor oplevelse at være med til at flå den. Der er masser af læring i at se, hvordan sådan et dyr ser ud indeni, og at opleve dyret bag det kød, der senere kommer til at ligge på tallerknen.

Når det så er sagt, så jeg håber jeg i det stille, at det ikke er lige den fasankok, der dagligt besøger Mettes Have og som vi alle har stor fornøjelse af blot at kigge på…

Undgå rådyr i haven

En have, der er omgivet af skov og marker, giver på godt og ondt et rigt dyreliv i og omkring haven. Jeg har tidligere berettet om alle de små nyttedyr, der er meget velkomne i min køkkenhave. I den anden ende af skalaen – og i en lidt anden størrelsesorden – er de dyr, der meget nemt kan gøre stor skade på en lækker og indbydende køkkenhave.

Ligesom jeg, elsker rådyr desværre også salat, gulerødder, ærter, jordbær og rigtig mange af mine blomster. Forskellen er, at mens jeg nøjes med at høste frugten, æder rådyrene det meste af hele planten. Jeg har de sidste år lidt for ofte mødt synet af ned-ganskede planter i min køkkenhave og har derfor indledt kampen mod rådyr i Mettes Have.

Der findes mange gode råd på det punkt. Min nabo, der ved alt om rådyr, foreslår hvert eneste år et vildthegn hele vejen rundt om køkkenhaven. Men det hverken pynter eller gør det nemt med landbrugsmaskiner i haven. Menneskehår ophængt i små poser, har jeg læst om mange gange, men endnu ikke afprøvet. I år har jeg nemlig haft så stor succes med vores rådyrskræmsel, at det ikke har været nødvendigt at ty til andre midler. Et rådyrskræmsel er egentlig et fugleskræmsel, men siden vi ikke har problemer med fugle i haven er det blevet til et rådyrskræmsel i stedet.  Jeg har dog erfaret, at det er alfa og omega at skræmslet flyttes et par gange eller tre i løbet af sæsonen ellers bliver det ikke ved med at virke.

Nu, hvor der ikke længere er ret meget spændende at komme efter i køkkenhaven, har rådyrskræmslet fået lov at blive stående det samme sted i en længere periode og samtidig med at føden er blevet mere knap omkring os er rådyrene rykket ind i haven. På denne tid af året deler jeg dog gerne lidt med de sultne rådyr, men til foråret starte kampen på ny.



Mettes Have © 2009–2013.