Mettes Have

Hannes inspirerende forårssalat

Mens jeg – og sikkert også mange andre – stadig går rundt og tygger i små-triste grøntsager fra sidste års sæson, er andre så heldige, at de kan sætte tænderne i små nye, sprøde og lækre forårssalater. I sidste uge modtog jeg en mail fra Hanne. Det er hende, der har sendt mig alle de fantastiske frø fra Bogø. Hanne er vist lidt af en salat-ekspert og jeg har fået lov til at dele hendes inspirerende salat med Jer andre:

“Dette som en lille forårsinspiration:

Så er det gode tider, for at begynde at gå på udkig efter grønne blade og spirer i have og mark.

Denne dejlige salat blev samlet og plukket i lørdags.

Forrest spirer af purløg, næste række en lille ‘rouge de véronesalat’ sat ud i efteråret, efterfulgt af peberrodsspirer, små mælkebøtteblade, feldsalat, bredbladet persille, rosenkålsblade og i bagerste række amerikansk havekarse, små bladselleribladspirer og sidst en lille ‘romana bionda’ også sat ud i det sene efterår.

Der er kommet revet citronskal og citronsaft i og en god olivenolie.

Det blev til en skønt smagende og fysisk og psykisk styrkende salat til middagsbordet.

Under en lille drivbænk i haven står flere små salater, sået i efteråret.”

Tak for forårsinspirationen til Hanne, som allerede er startet med at så forskellige slags salater i bakker indendørs. Hun sår 6-9 frø af hver slags. Ja…, jeg ved ikke med Jer andre, men jeg skal i gang med at så salatfrø lige med det samme.

Grøn november

Selv om vi nu er halvvejs inde i november og havesæsonen for længst synes forbi, kan der stadig hentes mange råvarer ind fra køkkenhaven. Det milde efterårsvejr har i år til vores store glæde forlænget høsttiden med adskillige uger.

Min søn Anton har fundet glæden og roen ved at fiske og det nyder vi andre godt af. Senest hjembragte han flotte regnbueørreder til aftensmaden.  De skulle selvfølgelig have selskab af masser af grønt. Koriander, dild og kørvel står stadig flot derude i køkkenhaven og sammen med hvidløg, hentet fra tørrepladsen i garagen og chili, der stadig kan holde varmen i mistbænken, var der nok at fylde fiskene med. Små spæde salatblade, der vist ikke når at vokse sig meget større, udgjorde sammen med finthakket, lilla grønkål, æbler og honningristede valnødder en knasende sprød vintersalat.  Jordskokker, der nu er klar til at blive høstet, og kartofler, der holder sig flotte i den kølige, sandede jord, blev til en gudeskøn, cremet og lækker gratin, der klædte de ovnbagte fisk overordentligt godt.

De kønne hokkaidoer blev efter et tip fra den lokale café langtidsbagt i ovnen for herefter at blive blendet med masser af hvidløg, citron, olivenolie, salt og peber. En sødme-fyldt græskar-aioli, der både pyntede og smagte dejligt sødt og stærkt.

Det blev et af de måltider, der ikke bare mindede mig om den ufattelige glæde og rigdom ved at kunne hente råvarer til sin madlavning ind fra køkkenhaven, men som også belønnede umagen med at så i flere omgange, og som endeligt kickstartede lysten til at gå i gang med planlægning af køkkenhaven årgang 2012. Og Antons fisk….. – de smagte himmelsk!

Borlotto-bønnerne er høstet

Den opmærksomme læser har måske undret sig over, at jeg endnu ikke har skrevet et eneste ord om bønner i denne køkkehavesæson. Grøntsagen over alle grøntsager, der uden sammenligning er min absolutte yndlingsspise fra køkkenhaven.

Vi har ellers som tidligere spist ufattelige mængder af bønner. Grønne bønner, gule bønner, lilla bønner, tynde, tykke, grimme og kønne bønner. Nye og gamle sorter. Min ellers så højtelskede Blauhilde-bønne, blev slået med flere længder af den lille, tykke Yin-Yang-bønne i år. Sidste år havde jeg én eneste plante, som kun blev brugt til frøformering. En plante blev derfor til mange i år og hvilket held! En hel bradepandefuld friske Yin-Yang-bønner  vendt i lidt olie, masser af hvidløg, salt og peber, på grillen eller i ovnen og man hørte ikke ret meget andre end tilfredse gnaskelyde rundt omkring spisebordet.

Nyhedsbønnen i år var ’Borlotto Lingua di Fuoco’.  En italiensk, klatrende bønneskønhed, der til fulde levede op til både navn og aner. Ikke underligt, at den er kendt som ”Ild-tunge” i Italien. En ”grøntsagsblomst”, jeg ikke kunne blive træt af at betragte. Kogt og grillet, synes jeg ikke, den var nogen succes. Bælgene fik i stedet fået lov til at vokse sig store og fede. De er som noget helt nyt i Mettes Have blevet tørret og gemt til vinterens forråd. Et lille plaster på såret og et minde om sommeren i den meget lange periode, hvor familien nærmest ikke spiser bønner. Vi er blevet så frygteligt forvænte med friske bønner i haven, at de frosne, kogte bønner bare ikke er helt det samme.

En kolibri på besøg

I begyndelsen af oktober blev det pludselig sommer igen. Temperaturen nåede om dagen helt op på 25 grader, så der var rig lejlighed til at nyde blomsterfloret i haven. Vi høstede bunkevis af frø til næste års blomster- og køkkenhave, mens vi sugede til os af havens energi – vel vidende, at det hele inden længe ville være slut. Efterårets regn og rusk ventede forude og vi vidste, at de første frostnætter lå lige om hjørnet.

Mens vi var optaget af at høste frø fra vores lange række af kæmpe-jernurt, der virkelig har været kæmpe i år, kom en lille, energisk flyver på besøg i køkkenhaven. Vi har tidligere haft den svirrende gæst på besøg, så vi var ikke i tvivl om, at vi igen havde en duehale i haven. Duehalen er en lille natsommerfugl, der er aktiv om dagen. Den ligner mest af alt en kolibri, når den med sin lange snabel foldet ud, står stille og suger nektar fra blomsterne. Det er derfor ikke tilfældigt, at den på engelsk lyder navnet ”Hummingbird”, som netop betyder kolibri.

Heldigvis var kameraet med i køkkenhaven, så vi nåede at forevige den, inden den i vild flugt forsvandt langs skovbrynet, lige så hurtigt som den var kommet.

Vores lille gæst var sikkert efterkommer af de duehaler, der hvert år kommer hertil på træk fra Sydeuropa i foråret. Ligesom os, sugede den til sig af køkkenhavens sidste energi. Måske forgæves, da den ikke er i stand til at klare vinterens kulde på vores breddegrader. Eller også er den efterfølgende fløjet sydpå, hvor den måske har fundet et sted at overvintre uden at blive overmandet af kuldegraderne.

Miljøplanterne holder på køkkenhavens næringsstoffer

Idéen er god, fordelene mange og alle de forskellige frø i min såkasse vidner om gode intentioner. Miljøplanter – også kaldet for grøntgødningsplanter eller efterafgrøde er et sikkert indkøb hvert eneste år. Lige så sikkert er det desværre, at jeg kun får sået en mindre del af de indkøbte frø. Poserne er store og måske når jeg alligevel et så-mæthedspunkt, når det sidst på sæsonen er tid at så efterafgrøde.

Som nævnt er fordelene mange. De fleste af disse planter virker med deres kraftige og dybtgående rødder jordforbedrende. Rødderne kan løsne jorden og gøre den gennemtrængelig for vand. Derudover opsuger rødderne den overskudende gødning fra jorden og forhindrer, at gødningen udvandes gennem vinteren. Den lagres i stedet i rødderne og frigives igen til jorden og de nysåede planter, når miljøplanterne om foråret hakkes ned i jordens øverste lag.

Tidligere har jeg haft honningurt som efterafgrøde i køkkenhaven. Jeg er vild med de kønne og sødligt duftende blomster og sommerfuglene elsker dem. Nyt skulle der til og i år faldt valget derfor på Gul lupin Lupinus luteus. Yndige gule blomster, der lyser op i efterårshaven og med det for lupiner meget karakteristiske smukke, lette løv.

En fordel ved lupinerne er, at de ligesom ærter og valsk bønne er i stand til at udvinde kvælstof fra luften. De binder simpelthen luftens kvælstof til rødderne, som igen frigives efterhånden som rødderne nedbrydes. Det er da fantastisk.

Hermed en opfordring til Jer derude – og mig selv – om at tænke miljøplanterne med i planlægningen af køkkenhaven. Ingen bare pletter, hvor næringsstofferne lige så langsomt siver ud af jorden. I stedet jordforbedrende og gødningssamlende kønne planter, der helt ubemærket gør et stort arbejde for årets efterfølgende køkkenhave.

Græskarhøsten er en fest af farver og former

Lokket af fristende, farvestrålende græskar overalt i butikkerne kunne jeg i dag ikke længere holde mig fra græskarbedet. De tidligere så smukke, grønne blade er den seneste tid blevet dækket af meldug og stænglerne er ved at visne. I stedet er et mylder af græskar dukket frem i alle tænkelige faconer og farver.

Tre trillebørfulde blev i løbet af ganske kort tid høstet og langt til tørre i den solvarme gård. Der er endnu ufattelige mængder tilbage og det er så småt ved at gå op for mig, hvilken overflod der kommer ud af 130 græskarplanter.

I følge Camilla Plum modner græskar fra omkring 1. september. Når stilken begynder at blive hård og tørre ind er det tid til at høste. Græskarrene skal høstes inden den første nattefrost. De kan ligge i stuetemperatur i omkring 14 dage, hvorved stilk og bund tørrer helt ind. Man kan på den måde undgå at græskarret rådner. I et køligt rum vil græskarrene efter sigende kunne holde sig hele vinteren.

Størstedelen af mine græskar er pyntegræskar. De har i første omgang gjort sin pligt ved at dække min ukrudtsbekæmpende plastikdug. Nu kan de få lov at pynte ude og inde. Hokkaido-, Halloween- og Blue Hubbard-græskar udgør resten af flokken og de vil i den grad holde mig beskæftiget med at høste, sylte, bage, koge, grille og dele ud i den kommende tid.

Planternes dag på Glud Museum

Eftersom efteråret er plantetid, har der den sidste måneds tid været gang i plantemarkeder rundt omkring i det ganske land. Jeg har desværre ikke haft tiden til at deltage i så mange af dem, men i søndags lykkedes det mig at overtale en del af familien til ”Planternes dag” på Glud Museum.

Til trods for, at det var forsøgt gemt godt af vejen, lykkedes det mig til sidst at finde frem til det, jeg primært var kørt af sted efter – nemlig plantesælgerne. Heriblandt Staudefeen, der var kommet hele vejen fra Fyns land. Det kom der en vældig hyggelig have- og blogsnak ud af, som også Lisbeth fra Høneballehaven deltog i.

Med hjem i kurven kom Ø-salt og Rosensukker fra Endelave Lægeurtehave, en længe ønsket hestemynte – Monarda ’Fishes’ – og en rigtig fin engblomme – ’Djupedal’ – fra Staudefeen. To forskellige stjerneskærm, lyserød torskemund, nyserod og ikke mindst en peberrods-plante sneg sig også med. Nu skal de blot i jorden og forhåbentlig sprede masser af glæde i Mettes Have de næste mange år.

Efteråret er frøtid

Hver årstid har sin charme og forskellige haveopgaver knyttet til sig. Om vinteren skal der studeres havelitteratur, lægges haveplaner og indkøbes frø. I foråret skal der forkultiveres, prikles, ompottes og udplantes. Om sommeren har vi travlt med at luge, plukke og nyde og endelig er der det højaktuelle efterår, hvor frugten af årets arbejde skal høstes, syltes, henkoges og gemmes til trange tider.

Men det er ikke blot bær, blomster og grøntsager, der høstes. Lige i øjeblikket er jeg mest af alt optaget af frø. Fascinationen over at jeg i foråret puttede et lille frø i jorden, der velvilligt udviklede sig til en køn plante med smukke blomster og som lige nu gavmildt leverer tusindvis af frø for at sikre artens overlevelse. En næsten uforståelig mangfoldighed og rigdom.

På de fåtallige tørre dage, høster jeg frø i lange baner. Tørrebakker fylder i bryggerset og de første frøposer er pakket og nogle er sendt af sted. Der er allerede godt gang i frøbytningen og små lykkeposer er modtaget med posten. Tak til AnneMarie og til Berit fra Irishaven for at være med til at sprede frø- og blomsterglæden. Det gør godt for en havesjæl at tænke på, at Postdanmark i øjeblikket helt uvidende spreder frø over hele Danmark.

En vild fødselsdagsgave

Sådan midt i en kold novembertid, hvor der efterhånden ikke er meget at hente ind fra køkkenhaven, var det en stor glæde at vende hjem fra arbejde og finde en nedlagt fasankok hængende udenfor min dør. Mine kære naboer havde været forbi med en anderledes fødselsdagsgave.

Den smagte ikke bare fantastisk sammen med tranebær, hvidløg, løg og masser af timian fra haven. Det gav også rigtig god mening at spise kød fra et dyr, der formentligt har levet et dejligt, frit og lokalt fasanliv. For ungerne var det samtidig en stor oplevelse at være med til at flå den. Der er masser af læring i at se, hvordan sådan et dyr ser ud indeni, og at opleve dyret bag det kød, der senere kommer til at ligge på tallerknen.

Når det så er sagt, så jeg håber jeg i det stille, at det ikke er lige den fasankok, der dagligt besøger Mettes Have og som vi alle har stor fornøjelse af blot at kigge på…

Beskæring af stauder – vent til foråret

I øjeblikket har mange travlt med at gøre haven vinterklar. Der graves, ryddes op og pakkes væk. I denne oprydningsiver kan det være fristende at finde havesaksen frem og klippe alle de visne staudetoppe ned. De står jo alligevel bare der, ser lidt halvtriste ud og minder os om, at sommeren er forbi.

Det skal man imidlertid lade være med. Det visne løv omkring planten yder en god beskyttelse mod vinterens kulde og nogle stauder har hule stængler, hvori vandet kan samle sig, hvis de klippes ned. Hvis vandet fryser til is kan det skade plantens rodklump. Stauderne skal have fred og ro til at tilbagetrække alle næringsstoffer fra blade og stængler, så næringen kan lagres i rodklumpen vinteren over.

Havens fugle er en anden god grund til at lade de visne stauder stå. Mange af dem har stor fornøjelse af de visne frøstande, som også er med til at skabe et godt overvintringsmiljø for mange af havens andre smådyr. Stauderne kommer til at fungere som naturens små insekthoteller.

Pak derfor havesaksen væk og lad den – ligesom stauderne – hvile til det bliver forår. Her skal den til gengæld findes frem igen, for så skal stauderne beskæres som noget af det første.