Arkiv over indlæg for Forår

Tilbagetrækkende krokus

krokus

 

Én efter én knækker de sammen og takker af for i år de kære krokus. Lilla, gule, hvide, stribede og ensfarvede skønheder, der så smukt hilste foråret velkommen.  Sjældent har de været et så kærkommet syn, som de var i år og sjældent har jeg nydt dem så meget. Nu er tilbagetrækningen allerede begyndt og en efter en sender de kraften tilbage til det lune, tørre løg.  Tak for nu kære krokus og på glædeligt gensyn til næste år.

Spirende glæde

Med udsigt til endnu en uge med sne, blæst og kulde kan det kan være en anelse svært at holde modet oppe. Jeg længes i den grad efter at gå fløjtende omkring udenfor, mens jeg fjerner efterårets blade og klipper roser, klematis og visne staudestængler ned. Alt imens jeg selvfølgelig går og frydes over fuglenes kåde forårssang og forårsblomster der pynter den bare jord.

Der er her, der er hjælp at hente i de små og store spirebakker i vindueskarmen. Her er der liv og forårsglæde. En efter én titter sprøde spirer standhaftigt frem helt upåvirkede af de vinterlige forhold udenfor. Klokkeranke, lilla og grøn spidskål, citron-, appelsin- og lakridstagetes har været de første til at finde vejen frem mod lyset og jeg kan love Jer for, at det virker. Ikke bare dulmer de smerten, de bringer også en helt vidunderlig forventningsglæde om sol, varme, duft og smag med sig. Og mest af alt et håb om, at foråret ER lige om hjørnet.

Jeg venter på roserne

Mit rosenbed

På denne tid af året er der altid uendeligt meget at glæde sig til. Det hele står på spring derude og venter kun på at lune vinde igen vil sparke foråret i gang. Udover at jeg som altid glæder mig til at komme i gang med køkkenhaven, glæder jeg mig rigtig meget til at roserne begynder at blomstre igen. I maj 2012 anlagde jeg et helt nyt rosenbed, hvor 6 forskelligt farvede roser kom til at stå side om side. Hver og en voksede til og bidrog med yndefuld skønhed, men helheden i bedet var svær at fornemme, da roserne endnu var små og havde det med at blomstre på forskellige tidspunkter.

Nu er jeg i den grad klar til at se, hvordan mit lidt vovede sammensatte bed kommer til at se ud. Der er gødet med hestemøg for første gang i år og når vinteren forhåbentligt snart slipper sit tag, skal jeg ud med beskærersaksen. Indtil bedet igen bliver lidt mere fotogen må I nøjes med billeder af de yndefulde madammer fra sidste sommer.

Anemone med x-faktor

Jeg elsker anemoner. Hvid og gul mod den blå himmel. Så savner man forår!

Anemonen er for mig en helt særlig blomst. Ofte ses den i flok, når hundredevis af anemoner danner store, indbydende tæpper i de danske bøgeskove. Går man helt tæt på får man øje på en naturlig skønhed, der næsten kan tage pusten fra én. Enkle hvide kronblade, solskinsgule støvdragere og grønt, fliget, let løv…. ret meget andet behøves ikke for at have x-faktor.

Et bidrag til moseplassen blomsterkonkurrence

Den forunderlige klokkeranke

Endelig skal jeg i gang med at så. Priklejorden er for længst indkøbt, diverse genbrugs-spirebakker er indsamlet i løbet af vinteren og mange frø er allerede landet i postkassen.  Februar er endnu spæd og det kan føles vel tidligt, men jeg ved, at det kan betale sig at være ude i god tid.

Det første der skal sås, er frø af klokkeranken Cobaea scandens. Sidste år havde jeg to violette pragt-eksemplarer i gårdhaven og det var svært at passere uden lige at skulle hen og kigge nærmere.  Klokkeranken vokser med en imponerende kraft og snor sig om alt, hvad den kommer i nærheden af. Blomsterne gennemgår en forunderlig forvandling fra de første spæde blomsterknopper til blomsten folder sig ud med en stilsikker skønhed.

I et af Trine Albinus’ meget informative nyhedsbreve har jeg læst, at det godt kan betale sig at så klokkeranken indendøre allerede i begyndelsen af februar. Den skal nemlig nå at klatre mange meter og danne masser af blade og ranker før den begynder at lægge an til de første blomster.

Frøene er et par uger om at spire og herefter er det vigtigt, at de små, spæde planter får lys nok. Først når risikoen for nattefrost er overstået plantes klokkeranken ud på friland. Sidste år havde jeg dog succes med gradvist at tilvænne planterne til det barske udeliv i drivhuset, før de blev plantet i krukker i gårdhaven.

Ifølge Trine Albinus kan man, hvis klokkenranken står i en krukke, klippe den ned til ca. 50-100 cm sidst på sæsonen og stille den frostfrit for vinteren. På den måde skulle der være gode chancer for at klokkeranken kan overvintre. Normalt har jeg ikke den store succes med overvintrende planter, men en overvintrende klokkeranke lyder tiltalende nok til, at jeg må oppe mig og gøre endnu et forsøg….., men allerførst skal der selvfølgelig lige sås.

Længsel efter lavendel

Rækken af lavendler

Der sker ikke voldsomt meget derude i haven for tiden. I stedet forsøger jeg på bedste vis at få tiden til at gå indtil temperaturen stiger, sneen smelter og foråret trænger sig på. Varmen holdes via haveblade, bøger og skønne blogs og – vigtigst af alt – fotografier. Alle de skønne havefotos, der ikke blot hjælper med at huske, men også i den grad er med til at forlænge og genopleve haveglæden.

Sidste år søsatte jeg flere nye haveprojekter. Særligt glad er jeg for min række af lavendler i gårdhaven. Lavendlerne blev plantet sidste efterår og brillerede med skønhed hele sommeren og langt ind i efteråret. Ikke bare ser de smukke ud, de dufter også svimlende fantastisk. Mellem lavendlerne satte jeg adskillige forårsløg, som bliver det første glædelige gensyn i år. Selvsåede californiske valmuer fik lov at blande sig og gjorde blot synet endnu kønnere.

Jeg glæder mig uendeligt til at rækken igen bliver vakt til live. Indtil da må jeg nøjes med at nyde billederne – og I må gerne kigge med…..

Skønne salater

Om ellers vejrguderne vil, så er der i den grad lagt op til salat-fest i år. Adskillige sorter er sået i haven og noget af det er allerede prøvesmagt. I år har jeg været særlig heldig. Hanne fra Bogø sendte mig lidt af en salat-overraskelse tilbage i januar måned. Ikke mindre end 8 forskellige sorter blandt andet af fransk og italiensk oprindelse. De første blev prøvesået sidst i marts og var ikke længe om at spire frem i drivhusets lune. Nu er de første små salater plantet ud og resten af frøene sået i køkkenhaven.

Men ikke nok med det det. Da vi i april tog på ferie i det forårsramte England stiftede vi bekendtskab med endnu en spændende salat-sort. Giant Red Mustard var et overraskende indslag i salatskålen. Ikke en salattype for de pivede. Stærk, med en betydelig smag af sennep og peber – og en gevaldig smuk farve.  Min begejstring var åbenbart så udtalt, at havens gartner forærede os en større mængde frø. Om de nogen sinde når samme imponerende dimensioner, som dem vi så i England, er endnu uvist. Men de er kommet godt fra start i køkkenhaven og en mindre udgave vil også kunne gøre det.  Resten er nu op til vejrguderne og jeg er formentlig ikke den eneste haveejer, der i øjeblikket ønsker sig lidt mindre blæst, lidt mere varme og mest af alt regn til køkkenhaven.

Mariehønevalmuen hilser sommeren velkommen

Der er travlhed i haven for tiden. Der såes, luges, plantes og vandes. Ikke megen tid er tilovers til skriveri, hverken på min egen blog eller hos andre havebloggere.

Jeg må dog finde tid til endnu engang at dele denne skønhed med Jer. Mariehønevalmuen – min favoritvalmue over dem alle. Små frø fra sidste år, tilfældigt båret ad vindens vej til kanten af græsplanen. Her dannede de overvintrende rosetter og står derfor allerede nu som skrøbelige, blomstrende skønheder og minder mig om alt det gode, der endnu er i vente.

Rigtig glædelig og blomstrende sommer til Jer alle.

 

Blomstrende mandeltræ

Siden jeg for år tilbage forelskede mig i et billede af et blomstrende mandeltræ i Camilla Plums bog ”Blomster”, har jeg vidst, at sådan et træ måtte finde vej til Mettes Have. Et ønske, der lå hengemt i en af hjernes utallige skuffer, parat til at blive trukket frem ved rette lejlighed. Sidste sommer skete det. På indkøbstur med familien efter alt andet end haverelaterede emner, stod det der pludselig, det lille smukke mandeltræ. Selvfølgelig kom det i indkøbsvognen og med hjem til en lun placering i en krukke op af en sydvendt mur.

Og hvilken fryd, da den første lyserøde blomst sprang ud midt i april. Et syn, der måtte og må nydes flere gange i løbet af en dag. Så fint, så skønt og glæden syntes uendelig…. Lige indtil jeg fik kigget nærmere på navnet. Prunus triloba – en rosenmandel. For de uvidende, der altså indtil for få timer siden omfattede mig selv, betyder dette, at det ikke er et frugtbærende træ. Altså ingen mandler på dette mandeltræ. Næste gang et mandeltræ krydser min vej, må jeg være bedre forberedt, så det helt rette træ kan fornøje familien med både blomster og frugter. Indtil da må jeg ”nøjes” med at nyde rosenmandlens uendeligt smukke, lyserøde blomster. Og det er heller ikke så ringe endda.

En forårstur til England

Netop hjemvendt fra en fuldstændig fantastisk forårstur i England og fyldt til bristepunktet med haveindtryk, drømme og idéer. Jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. At komme fra kolde og endnu golde Danmark til et forårsramt England, hvor solen skinner, himlen er blå, skyerne hvide og græsset grønt er i sig selv en oplevelse, der gør godt for en vintertræt sjæl.
Et brus af blomstrende hvide æble- og mirabelletræer sammen med sarte lyserøde kirsebærtræer. Magnolietræer, der var godt i gang med et drysse hvidt og smukt på det skriggrønne græs. De engelske bluebells lige på spring. Tulipaner i alverdens tænkelige farver og faconer. Den gråblå blåregn på ethvert engelsk hus med respekt for sig selv. De gule påskeliljer på vej til at takke af for i år, mens rosmarinen står i brusende blåt. I sandhed en farveeksplosion i skærende kontrast til et Danmark, der endnu er klædt i brunt og gråt.
Billeder er aldrig helt det samme, men i håb om, at de kan sprede lidt varme og farve i Danmark, må I gerne kigge med….



Mettes Have © 2009–2013.