Arkiv over indlæg for Grøntsager

Farver i køkkenhaven

Rosenkål "Red Ball"

De boblende forårsfornemmelser, der utidigt havde sneget sig ind i kroppen lige efter nytår er for længst fortrængt af vinterens kulde.  Haven står hvid og forfrossen derude og der er ikke udsigt til havearbejde den næste lange tid.

I stedet planlægges der. Køkkenhaven skal både være frugtbar og uimodståelig smuk. Der tænkes i sædskifte, plantefamilier, gode naboplanter og så tænkes der i farver. Jeg holder utroligt meget af farver. Derfor falder jeg også ofte for farverige grøntsager. En pose med frø af lilla rosenkål fandt nemt vej til indkøbskurven sidste år og jeg blev ikke skuffet. Udbyttet taler vi ikke om, men sikke en skønhed.  Når de yderste lilla blade er fjernet, står man næsten fuldstændig paf tilbage og kigger på livets træ. Køkkenhave-livet er en gave….

Rosenkål "Red Ball"

Kål i køkkenhaven

Som så ofte set før på denne årstid handler det rigtig meget om kål. Kålkællingerne har indtaget fjernsynet, i Politiken kan du læse om blomkål i fremmarch og i diverse havemagasiner skrives spalte op og spalte ned med gode dyrkningstips og indbydende opskrifter. Kål er blevet hot.

Mettes Have følger tendensen og kål har langsomt, men sikkert indtaget mere og mere plads i køkkenhaven. Tidligere spiste vi sjældent andet end hvidkål, rødkål og til nød grønkål og det var ikke ligefrem jubelscener, disse kålretter frembragte. Via køkkenhaven har helt andre kålsorter gennem de sidste par år sneget sig ind køkkenet med følge af en langt mere kreativ udnyttelse.

I køkkenhaven kunne jeg næsten ikke holde øjnene fra det lilla knudekål sidste år, så fin var den. Den er et knasende sprødt bekendtskab og hittede særligt i en rå udgave. Den asiatiske kål Pak Choi er god i wok-retter. Desværre voksede den alt for hurtigt fra mig og gik lynhurtigt i stok. Efterfølgende har jeg erfaret, at den egner sig bedst til efterårsdyrkning efter 15. juli. Rosenkål i både en grøn og lilla udgave har sammen med den toscanske palmekål fået en sikker plads i haven. De står sikkert og længe og både pynter og smager godt, når der ikke er så meget andet at hente derude i haven.

Af uforklarlige årsager har spidskålen ikke fundet vej til Mettes Have tidligere. Den er ellers uden sammenligning blevet familiens favorit. Den kan tilberedes på et utal af måder og smager lige fantastisk uanset om du koger, bager, griller, steger eller spiser den rå. Fremadrettet må den være et ”must” i køkkenhaven og jeg har allerede indkøbt op til flere poser spidskålfrø fuldstændig klar til at blive forkultiveret.

Spidskålen bliver sammen med ’Summer Purple’ broccoli, savoykål og purpurkål de nye kålindslag i Mettes Have i 2013. At de skønne kålsommerfugle uden tvivl bliver mindst lige så begejstrede som jeg, vælger jeg at ’glemme’ lige et lille øjeblik endnu og vil nøjes med at glæde mig over, at der efterhånden ikke er længe til, at vi skal i gang med at så ’den hotte kål’.

Skønne salater

Om ellers vejrguderne vil, så er der i den grad lagt op til salat-fest i år. Adskillige sorter er sået i haven og noget af det er allerede prøvesmagt. I år har jeg været særlig heldig. Hanne fra Bogø sendte mig lidt af en salat-overraskelse tilbage i januar måned. Ikke mindre end 8 forskellige sorter blandt andet af fransk og italiensk oprindelse. De første blev prøvesået sidst i marts og var ikke længe om at spire frem i drivhusets lune. Nu er de første små salater plantet ud og resten af frøene sået i køkkenhaven.

Men ikke nok med det det. Da vi i april tog på ferie i det forårsramte England stiftede vi bekendtskab med endnu en spændende salat-sort. Giant Red Mustard var et overraskende indslag i salatskålen. Ikke en salattype for de pivede. Stærk, med en betydelig smag af sennep og peber – og en gevaldig smuk farve.  Min begejstring var åbenbart så udtalt, at havens gartner forærede os en større mængde frø. Om de nogen sinde når samme imponerende dimensioner, som dem vi så i England, er endnu uvist. Men de er kommet godt fra start i køkkenhaven og en mindre udgave vil også kunne gøre det.  Resten er nu op til vejrguderne og jeg er formentlig ikke den eneste haveejer, der i øjeblikket ønsker sig lidt mindre blæst, lidt mere varme og mest af alt regn til køkkenhaven.

Hannes inspirerende forårssalat

Mens jeg – og sikkert også mange andre – stadig går rundt og tygger i små-triste grøntsager fra sidste års sæson, er andre så heldige, at de kan sætte tænderne i små nye, sprøde og lækre forårssalater. I sidste uge modtog jeg en mail fra Hanne. Det er hende, der har sendt mig alle de fantastiske frø fra Bogø. Hanne er vist lidt af en salat-ekspert og jeg har fået lov til at dele hendes inspirerende salat med Jer andre:

“Dette som en lille forårsinspiration:

Så er det gode tider, for at begynde at gå på udkig efter grønne blade og spirer i have og mark.

Denne dejlige salat blev samlet og plukket i lørdags.

Forrest spirer af purløg, næste række en lille ‘rouge de véronesalat’ sat ud i efteråret, efterfulgt af peberrodsspirer, små mælkebøtteblade, feldsalat, bredbladet persille, rosenkålsblade og i bagerste række amerikansk havekarse, små bladselleribladspirer og sidst en lille ‘romana bionda’ også sat ud i det sene efterår.

Der er kommet revet citronskal og citronsaft i og en god olivenolie.

Det blev til en skønt smagende og fysisk og psykisk styrkende salat til middagsbordet.

Under en lille drivbænk i haven står flere små salater, sået i efteråret.”

 

Tak for forårsinspirationen til Hanne, som allerede er startet med at så forskellige slags salater i bakker indendørs. Hun sår 6-9 frø af hver slags. Ja…, jeg ved ikke med Jer andre, men jeg skal i gang med at så salatfrø lige med det samme.

Om at samle og købe frø

Det har været en forrygende weekend i frøenes tegn. Længslen efter forår og lysten til at komme i gang med årets køkkenhavesæson er bestemt ikke blevet mindre.

Først en lørdag, hvor jeg i selskab med en mængde frøinteresserede kvinder – og et par enkelte mænd – er blevet klædt på til at gå frøhøsten i møde.  Det med at samle frø fra blomster og grøntsager er ikke nyt for mig, men det er tidligere foregået uden dybere kendskab til frøsamlingens ”kunst”. Efter jeg meldte mig ind i Frøsamlerne har jeg måttet sande, at der var en hel del inden for denne verden, som jeg ikke havde det store kendskab til.

Nu ved jeg lidt mere. Fx at de forskellige arter af grøntsager bestøves på forskellige måder. At der findes selvbestøvende og fremmedbestøvende grøntsager og at det ikke er helt ligegyldigt i forhold til frøavl i praksis.  Ærter, bønner, tomater og salat er som hovedregel selvbestøvere. Det vil sige, at man kan være rimelig sikker på, at de høstede frø vil frembringe de samme grøntsagssorter året efter.  De fremmedbestøvende er straks helt anderledes besværlige at have med at gøre. De krydser sig sorterne imellem og man kan derfor ikke være sikker på næste års afkom, hvis man har flere forskellige sorter af samme art i nærheden af hinanden. Hvilket man jo ofte har, når man sår i plantefamilier. Kål, porre, løg, squash, græskar, gulerødder, bederne, spinat, m.fl. er fremmedbestøvere.

De fremmedbestøvende grøntsager bliver ikke lige det første jeg kaster mig over. Hvilket i øvrigt leder mig hen til weekendens andet frøhøjdepunkt. Da jeg godt mør hjemvendte fra frøsamlerkursus, lå der den skønneste frøpakke og ventede på mig. Som altid smukt indpakket og medfølgende en lille overraskelse modtog jeg adskillige frøposer fra Frøbutikken. Langt de fleste med fremmedbestøvende grøntsager. Heldigt nok, når det nu ikke er det første jeg vil kaste mig over. Så kan jeg også næste år beskæftige mig med min anden store interesse – nemlig indkøb af frø.

Græskar-aïoli

En af de grøntsager man forholdsvis nemt kan opbevare, og have glæde af vinteren over, er græskar. Tørret efter forskrifterne – i 14 dage ved stuetemperatur, så stilk og bund tørrer helt ind, gør at græskarrene efterfølgende kan holde sig hele vinteren i et køligt rum.

En af mine favorit-spisegræskar er hokkaido. Ikke nok med, at den er imponerende smuk med sin dybe og varme orange farve, den smager også himmelsk. Under et besøg på vores lille, lokale Café Laurits, fik jeg et godt tilberedningstip, som jeg efterfølgende har benyttet mig af flere gange.

En hel hokkaido – andre græskar kan også bruges – bages i ovnen tre til fire timer ved 100 grader. Herefter køles den ned, halveres og kernerne fjernes nemt med en ske. Hokkaidokødet blendes med citron, olivenolie, masser af hvidløg, salt og peber efter smag. Jeg elsker koriander og kommer derfor også stødt eller frisk koriander i. Med en ganske beskeden arbejdsindsats har man herefter den skønneste græskar-aïoli, hvor hokkaidoens sødme går op i en højere enhed med citronens syrlighed og den karakteristiske smag af hvidløg.  Server aïolien til frokost sammen med et lækkert brød og andet godt dippe-dip eller som et lækkert tilbehør til aftensmaden, hvor den går godt i spænd både med oksekød og kylling. Velbekomme!

Rød rødbedejul

Farven rød må være decembers farve. Røde filtede julehjerter, kræmmerhus og nissehuer. Enorme amaryllis, julestjerner og røde juletulipaner. Julemænd på gaden, i stormagasiner og i julekalenderen. En truende overdosis rød er nær, men inden da vil jeg snuppe mig en rød frokost.

Et styk rødbede fra haven, to røde æbler, et stort stykke frisk ingefær som pift. En grøntsags-presser, et drikkeglas og en meget rød, helsegivende drik, der kan både kan holde influenza og ondt i halsen på afstand.

Glædelig rød rødbedejul til Jer alle.

Grøn november

Selv om vi nu er halvvejs inde i november og havesæsonen for længst synes forbi, kan der stadig hentes mange råvarer ind fra køkkenhaven. Det milde efterårsvejr har i år til vores store glæde forlænget høsttiden med adskillige uger.

Min søn Anton har fundet glæden og roen ved at fiske og det nyder vi andre godt af. Senest hjembragte han flotte regnbueørreder til aftensmaden.  De skulle selvfølgelig have selskab af masser af grønt. Koriander, dild og kørvel står stadig flot derude i køkkenhaven og sammen med hvidløg, hentet fra tørrepladsen i garagen og chili, der stadig kan holde varmen i mistbænken, var der nok at fylde fiskene med. Små spæde salatblade, der vist ikke når at vokse sig meget større, udgjorde sammen med finthakket, lilla grønkål, æbler og honningristede valnødder en knasende sprød vintersalat.  Jordskokker, der nu er klar til at blive høstet, og kartofler, der holder sig flotte i den kølige, sandede jord, blev til en gudeskøn, cremet og lækker gratin, der klædte de ovnbagte fisk overordentligt godt.

De kønne hokkaidoer blev efter et tip fra den lokale café langtidsbagt i ovnen for herefter at blive blendet med masser af hvidløg, citron, olivenolie, salt og peber. En sødme-fyldt græskar-aioli, der både pyntede og smagte dejligt sødt og stærkt.

Det blev et af de måltider, der ikke bare mindede mig om den ufattelige glæde og rigdom ved at kunne hente råvarer til sin madlavning ind fra køkkenhaven, men som også belønnede umagen med at så i flere omgange, og som endeligt kickstartede lysten til at gå i gang med planlægning af køkkenhaven årgang 2012. Og Antons fisk….. – de smagte himmelsk!

 

 

Borlotto-bønnerne er høstet

Den opmærksomme læser har måske undret sig over, at jeg endnu ikke har skrevet et eneste ord om bønner i denne køkkehavesæson. Grøntsagen over alle grøntsager, der uden sammenligning er min absolutte yndlingsspise fra køkkenhaven.

Vi har ellers som tidligere spist ufattelige mængder af bønner. Grønne bønner, gule bønner, lilla bønner, tynde, tykke, grimme og kønne bønner. Nye og gamle sorter. Min ellers så højtelskede Blauhilde-bønne, blev slået med flere længder af den lille, tykke Yin-Yang-bønne i år. Sidste år havde jeg én eneste plante, som kun blev brugt til frøformering. En plante blev derfor til mange i år og hvilket held! En hel bradepandefuld friske Yin-Yang-bønner  vendt i lidt olie, masser af hvidløg, salt og peber, på grillen eller i ovnen og man hørte ikke ret meget andre end tilfredse gnaskelyde rundt omkring spisebordet.

Nyhedsbønnen i år var ’Borlotto Lingua di Fuoco’.  En italiensk, klatrende bønneskønhed, der til fulde levede op til både navn og aner. Ikke underligt, at den er kendt som ”Ild-tunge” i Italien. En ”grøntsagsblomst”, jeg ikke kunne blive træt af at betragte. Kogt og grillet, synes jeg ikke, den var nogen succes. Bælgene fik i stedet fået lov til at vokse sig store og fede. De er som noget helt nyt i Mettes Have blevet tørret og gemt til vinterens forråd. Et lille plaster på såret og et minde om sommeren i den meget lange periode, hvor familien nærmest ikke spiser bønner. Vi er blevet så frygteligt forvænte med friske bønner i haven, at de frosne, kogte bønner bare ikke er helt det samme.

Græskarhøsten er en fest af farver og former

Lokket af fristende, farvestrålende græskar overalt i butikkerne kunne jeg i dag ikke længere holde mig fra græskarbedet. De tidligere så smukke, grønne blade er den seneste tid blevet dækket af meldug og stænglerne er ved at visne. I stedet er et mylder af græskar dukket frem i alle tænkelige faconer og farver.

Tre trillebørfulde blev i løbet af ganske kort tid høstet og langt til tørre i den solvarme gård. Der er endnu ufattelige mængder tilbage og det er så småt ved at gå op for mig, hvilken overflod der kommer ud af 130 græskarplanter.

I følge Camilla Plum modner græskar fra omkring 1. september. Når stilken begynder at blive hård og tørre ind er det tid til at høste. Græskarrene skal høstes inden den første nattefrost. De kan ligge i stuetemperatur i omkring 14 dage, hvorved stilk og bund tørrer helt ind. Man kan på den måde undgå at græskarret rådner. I et køligt rum vil græskarrene efter sigende kunne holde sig hele vinteren.

Størstedelen af mine græskar er pyntegræskar. De har i første omgang gjort sin pligt ved at dække min ukrudtsbekæmpende plastikdug. Nu kan de få lov at pynte ude og inde. Hokkaido-, Halloween- og Blue Hubbard-græskar udgør resten af flokken og de vil i den grad holde mig beskæftiget med at høste, sylte, bage, koge, grille og dele ud i den kommende tid.



Mettes Have © 2009–2013.