Arkiv over indlæg for Høst

Tid til høst af hvidløg

Forventningens glæde har været stor. Lige siden jeg i efteråret 2011 modtog 2 kg hvidløgsfed med posten har jeg glædet mig enormt. 261 fed hvidløg, nøjsomt sat og nysgerrigt fulgt henover vinteren, foråret og første del af sommeren. Med fryd har jeg iagttaget, hvordan de første skud dukkede frem af den vinterkolde jord og hvordan de støt og roligt voksede sig kraftigere.

Da de første toppe begyndte at visne sidst i juni, blev viden om det helt rigtige høsttidspunkt eftersøgt. Med hjælp fra Vild med have blev jeg klogere. Tiden var inde. Det endelige resultat ventede under jorden og nærmest åndeløs af spænding høstede jeg mit første hvidløg. Det vil sige, jeg forsøgte at høste mit første hvidløg. Det viste sig at rodnettet var så kraftigt, at løget ikke sådan lige var at hive op af jorden. Et greb måtte til og da hvidløget dukkede frem efter 8 måneders mørke, troede jeg dårligt mine egne øjne. Et pragteksemplar af et hvidløg. Stort og mægtigt og ligeså var stort set resten af hvidløgene.

To store trillebørfulde hvidløg blev det til. De skal nu hænges til tørre de næste 3-4 uger og herefter flettes til smukke hvidløgsranker. Adskillige friske fed er allerede indtaget og Lotte Leis hvidløgssuppe sammen med ristet rugbrød, gnedet med hvidløg er nu et hit. Kan man ikke lide lugten af hvidløg, så hold afstand. Og Dracula, ham får vi nok ikke lige at se foreløbig.

Hannes inspirerende forårssalat

Mens jeg – og sikkert også mange andre – stadig går rundt og tygger i små-triste grøntsager fra sidste års sæson, er andre så heldige, at de kan sætte tænderne i små nye, sprøde og lækre forårssalater. I sidste uge modtog jeg en mail fra Hanne. Det er hende, der har sendt mig alle de fantastiske frø fra Bogø. Hanne er vist lidt af en salat-ekspert og jeg har fået lov til at dele hendes inspirerende salat med Jer andre:

“Dette som en lille forårsinspiration:

Så er det gode tider, for at begynde at gå på udkig efter grønne blade og spirer i have og mark.

Denne dejlige salat blev samlet og plukket i lørdags.

Forrest spirer af purløg, næste række en lille ‘rouge de véronesalat’ sat ud i efteråret, efterfulgt af peberrodsspirer, små mælkebøtteblade, feldsalat, bredbladet persille, rosenkålsblade og i bagerste række amerikansk havekarse, små bladselleribladspirer og sidst en lille ‘romana bionda’ også sat ud i det sene efterår.

Der er kommet revet citronskal og citronsaft i og en god olivenolie.

Det blev til en skønt smagende og fysisk og psykisk styrkende salat til middagsbordet.

Under en lille drivbænk i haven står flere små salater, sået i efteråret.”

 

Tak for forårsinspirationen til Hanne, som allerede er startet med at så forskellige slags salater i bakker indendørs. Hun sår 6-9 frø af hver slags. Ja…, jeg ved ikke med Jer andre, men jeg skal i gang med at så salatfrø lige med det samme.

Grøn november

Selv om vi nu er halvvejs inde i november og havesæsonen for længst synes forbi, kan der stadig hentes mange råvarer ind fra køkkenhaven. Det milde efterårsvejr har i år til vores store glæde forlænget høsttiden med adskillige uger.

Min søn Anton har fundet glæden og roen ved at fiske og det nyder vi andre godt af. Senest hjembragte han flotte regnbueørreder til aftensmaden.  De skulle selvfølgelig have selskab af masser af grønt. Koriander, dild og kørvel står stadig flot derude i køkkenhaven og sammen med hvidløg, hentet fra tørrepladsen i garagen og chili, der stadig kan holde varmen i mistbænken, var der nok at fylde fiskene med. Små spæde salatblade, der vist ikke når at vokse sig meget større, udgjorde sammen med finthakket, lilla grønkål, æbler og honningristede valnødder en knasende sprød vintersalat.  Jordskokker, der nu er klar til at blive høstet, og kartofler, der holder sig flotte i den kølige, sandede jord, blev til en gudeskøn, cremet og lækker gratin, der klædte de ovnbagte fisk overordentligt godt.

De kønne hokkaidoer blev efter et tip fra den lokale café langtidsbagt i ovnen for herefter at blive blendet med masser af hvidløg, citron, olivenolie, salt og peber. En sødme-fyldt græskar-aioli, der både pyntede og smagte dejligt sødt og stærkt.

Det blev et af de måltider, der ikke bare mindede mig om den ufattelige glæde og rigdom ved at kunne hente råvarer til sin madlavning ind fra køkkenhaven, men som også belønnede umagen med at så i flere omgange, og som endeligt kickstartede lysten til at gå i gang med planlægning af køkkenhaven årgang 2012. Og Antons fisk….. – de smagte himmelsk!

 

 

Græskarhøsten er en fest af farver og former

Lokket af fristende, farvestrålende græskar overalt i butikkerne kunne jeg i dag ikke længere holde mig fra græskarbedet. De tidligere så smukke, grønne blade er den seneste tid blevet dækket af meldug og stænglerne er ved at visne. I stedet er et mylder af græskar dukket frem i alle tænkelige faconer og farver.

Tre trillebørfulde blev i løbet af ganske kort tid høstet og langt til tørre i den solvarme gård. Der er endnu ufattelige mængder tilbage og det er så småt ved at gå op for mig, hvilken overflod der kommer ud af 130 græskarplanter.

I følge Camilla Plum modner græskar fra omkring 1. september. Når stilken begynder at blive hård og tørre ind er det tid til at høste. Græskarrene skal høstes inden den første nattefrost. De kan ligge i stuetemperatur i omkring 14 dage, hvorved stilk og bund tørrer helt ind. Man kan på den måde undgå at græskarret rådner. I et køligt rum vil græskarrene efter sigende kunne holde sig hele vinteren.

Størstedelen af mine græskar er pyntegræskar. De har i første omgang gjort sin pligt ved at dække min ukrudtsbekæmpende plastikdug. Nu kan de få lov at pynte ude og inde. Hokkaido-, Halloween- og Blue Hubbard-græskar udgør resten af flokken og de vil i den grad holde mig beskæftiget med at høste, sylte, bage, koge, grille og dele ud i den kommende tid.

Årets ærtehøst er en sejr

Jeg har kun én klage, hvad ærter angår: Når man først er begyndt, er det ikke til at stoppe. Må bare lige spise én mere og så lige én til og……

Allerede lyden af en knitrende ærtebælg i min hånd og den sprøde lyd, når ærtebælgen deles, får mit mundvand til at løbe. Forventningen om at veludvoksede, ormefri ærter venter indeni og endelig den søde, nøddeagtige og for ærter helt karakteristiske smag – det er næsten som en bid af himlen.

Årets ærtehøst, som i Mettes Have lige nu er på sit højeste, er en sejr. Jeg har måttet så ikke mindre end tre hold ærter førend det lykkedes. De første to hold ærtespirer blev nemlig omhyggeligt hevet op af jorden af nysgerrige og sultne fasaner. Meget i min køkkenhave deler jeg gerne med dyrene, men IKKE mine ærter. Der måtte skræmme-metoder i brug og heldigvis med succes.

Årets høst er derfor sen. Den har været ventet med længsel og måske derfor er glæden ved hjemmedyrkede ærter endnu større i år.

Haveportulak – ældgamle gener i salatskålen

Ruculaen er opgivet for i år. Ædt op af jordlopper, afblomstret og for længst gået i frø. Hele rækken er nu hevet op. Icebergsalaten, Johannes supersalat, er blevet slatten at se på. En ny række er sået, men langt fra høstklar. I stedet er haveportulak Portulaca oleracea blevet den foretrukne urt i salatskålen.

På trods af, at haveportulak er en ældgammel urt, der findes nævnt i litteraturen helt tilbage i 1500-tallet, har jeg først nu fået øjnene op for den. På en familietur til Museumsgården Karensminde stødte jeg på Frøsamlerne, der arbejder for at bevare gamle og sjældne sorter. De sælger ud af alverdens spændende sorter, som man dårligt kender til i forvejen – her i blandt haveportulak.

Haveportulakken blev sået og står nu struttende, sprød og kødfuld i min køkkenhave. Vældig køn og lidt sukkulentagtig at se på. Den gør sig fantastisk i salatskålen, men skulle efter sigende også kunne anvendes i supper, mos og stuvninger. Det må komme an på en prøve senere på året, hvor det er mere aktuelt med den slags retter. Skønt er det, at jeg med portulakken ikke bare kan glæde min familie med nye smagsoplevelser fra køkkenhaven, men også – som en ekstra bonus – er med til at bevare den genetiske og kulturelle arv indenfor havebrug.

En buket farvestrålende gulerødder

En gulerod behøver ikke kun at være orange. Lilla, gule og hvide gulerødder har på trods af tidligere års skuffelser igen fundet vej til Mettes Have. I år er de en stor succes. De ligner nærmest små blomsterbuketter, når de hives op af jorden. Friske, sprøde, farvestrålende og lige til at spise. Og spist bliver de. Når man er 9 og 11 år er det åbenbart sjovere at spise lilla gulerødder. Smagen er stort set den samme. Det er farverne, der gør forskellen – og så lige størrelsen. Gulerødderne er bedst lige nu – inden de bliver for store og gulerodsfluen sætter ind med sit andet og ødelæggende angreb. Vi har efterhånden lært det. Det er nu vi skal ud i rækkerne og op med rødderne.

Røde radiser i rasende fart

De røde radiser vokser i øjeblikket med rasende fart. For en uge siden var de helt perfekte og et dagligt indslag i salaten, madpakken eller som en lækker, sprød snack. I går hev jeg alle radiserne op. Lige så hurtigt som radiserne lystigt spirer frem og vokser sig til spisestørrelse, lige så hurtigt bliver de for store og for bitre. Kunsten er at så en lille række af gangen og med jævne mellemrum i det tidlige forår. En kunst som jeg endnu ikke har formået.

Radiser er bedst om foråret. De trives i fugtig og kølig jord og det er ofte ikke den store succes at så radiser efter Sankt Hans. Vejrudsigten taget i betragtning kunne nu godt give håb om endnu en mulighed og mon ikke jeg lige kan nå at så en række eller to mere inden højsommerens komme.

Efterårets frøhøst og et fejlkøb, der virker

Jeg er stadig i fuld gang med årets frøhøst. Det meste af min bordplads i bryggerset har de sidste mange uger været optaget af skåle, tallerkner og bøtter fyldt med blomster- og grøntsagsfrø, der ligger til tørring.

Det største arbejde ligger hverken i at samle eller tørre frø men derimod at gøre dem klar til opbevaring. Det er ofte et større sorteringsarbejde at få visne frøskaller, blomsterstilke, edderkopper og døde biller sorteret fra og jeg har manglet et brugbart redskab.

Til min store glæde fandt jeg under et af mine obligatoriske havecentre-besøg i England, lige præcis det, jeg stod og manglede – en si. Det lyder måske ikke ligefrem fuldstændigt fantastisk, men hjemme havde jeg afprøvet diverse køkkensier uden den store succes. Hullerne var simpelthen for små til de fleste frø. Her var en si beregnet til formålet….. troede jeg i hvert fald. Der var plads i kufferten og med hjem skulle den.

Jeg har senere fundet ud at, at min hjembragte ”Potting Riddle”, som den hedder, egentlig er beregnet til at si jord til forspiring. Ikke desto mindre er den i dag taget i brug. Den fungerer perfekt til at adskille de dyrebare frø fra visne skaller og døde dyr, så min “Potting Riddle” må fremover finde sig i at være en frø-si.

Efterårshindbær i pandekagekagen

Sene blomster, bær og frugter, der er med til at forlænge haveglæderne og høstsæsonen har en stor stjerne hos mig. I øjeblikket, hvor størstedelen af andet grønt synger på sidste vers, er efterårshindbærrene som små himmerigs mundfulde.

Sidste år var jeg så heldig at få foræret tre planter med efterårshindbær og i år giver de pænt med bær. Som alt andet i min have er de sent på den, men friske, lækre hindbær sidst i september måned, vil jeg ikke klage over.

Fordelen ved efterårshindbær er, at de først blomstrer sent og når hindbærbillens laver er færdige med at hærge. Får de samtidig vand nok i blomstringsperioden får man tilgengæld kæmpe, store hindbær uden orm. Som belønning giver man til gengæld en spand kompost tilbage, når de sidste bær er høstet.

Hjemme hos os er hindbær populære. De er skønne i smoothies og kager, da de tilfører alt det søde en dejlig friskhed. I øjeblikket, hvor vi fejrer mange fødselsdage, er kagemanden blevet erstattet af en pandekage-kage med hindbærfyld.

Vi bager en stor stak pandekager dagen i forvejen. På dagen moser vi ca. et halv kilo hindbær og gemmer en håndfuld hele bær. De mosede hindbær sødes med lidt rørsukker. Pandekagerne smørres med hindbær og en blandig af flødeskum, skyr eller creme fraiche og vaniliesukker. Pandekagerne lægges lagvis og hele bær fordeles hist og her i kagen for at give lidt højde. På toppen pyntes med hele hindbær og smukke blomster. Det ser flot ud og smager skønt.



Mettes Have © 2009–2013.