Mettes Have

Et woodland tager form

En journalist skrev engang efter et besøg i Mettes Have: ”Deciderede blomsterbede er der ikke mange af. Alligevel vrimler det med blomster alle vegne”. Det er ikke skudt helt forbi. Jeg kan godt lide, at en have har et naturligt udtryk. I en have som min, der ligger midt i naturen med skov, mark og eng som naboer, stilles der særlige krav til, at haven falder naturligt ind i landskabet. Den må ikke se alt for anlagt og velplejet ud.

Den vilde have, hvor der er plads til naturens skønhed og skævhed har altid været en inspirationskilde for mig. Jeg kan godt falde i svime over de fuldstændig finpudsede haver, men det ville aldrig ville gå an i Mettes Have. Det ville simpelthen ikke passe ind – og jeg ville aldrig få tid til at passe den.

Enkelte bede findes dog. Under et gammelt egetræ i et hjørne af haven, har jeg gennem de sidste år – efter engelsk forbillede – forsøgt at skabe mig et ”woodland”. Mellem store sten, der oprindeligt lå på stedet og under egetræet skygge, har jeg nu sået og plantet diverse stauder, der tåler at vokse mellem lidt græs og andet ukrudt. Her skal de bidrage med blomstrende skønhed akkompagneret af naturens egen vildskab.

Digitalis, lupiner og hvid høsteanemoner står sammen med blandt andet ramsløg og stor linjekonval i det skyggefulde hjørne. Længere væk fra egetræet, ude i solen vokser hvid- og purpur kongelys, skabiose og hjortetrøst.  Alle er det blomster, der efter min mening passer godt ind i en vild og naturlig have.  Om balancen mellem kultur og natur kan opretholdes efterhånden som bedet vokser til, vil tiden vise, men det første år har slet ikke været så dumt endda.

Nem ukrudtsbekæmpelse i køkkenhaven

På en små-deprimerende regnvejrsdag som denne er det oplagt at beskæftige sig med et små-deprimerende emne som ukrudt. Alle haveejeres hovedpine.  Jeg har dog i denne havesæson erfaret at ukrudtsbekæmpelse ikke kun behøver at være deprimerende.

Vores køkkenhave er en del af en tilstødende mark. Et åbent stykke jord, der helt autonomt vil være grønt. Fra år til år inddrages et større eller mindre område til køkkenhave. Her luges og hakkes mellem rækkerne og med en ihærdig indsats kan ukrudtet holdes nede. Alt udenom vokser fuldstændig til i pileurt, senegræs og tidsler.

Inspireret af Bonderøven fik jeg i år lyst til at prøve en ny form for ukrudtsbekæmpelse. Et 120 m2 stort stykke kraftigt, sort plastik blev indkøbt hos en lokal landmand og lagt ud på et svært ukrudtsinficeret stykke jord. Samtidig med at adskillige squash – og græskarfrø blev sået i spirebakker. Midt i juni plantede vi hele molevitten ud – intet mindre end 130 små squash- og græskarplanter blev det til.

I løbet af kort tid voksede det til og i stedet for synet af sort plastik kunne vi nyde smukke grønne blade og vidunderlige gule blomster.

I dag er det fuldstændig vokset til og under den dækkende urskov af krybende ranker og grønne blade venter en rigdom af ‘Blue hubbard’, ‘Djævlens æg’, Turks turban’, vintersquash, sommersquash og halloweengræskar. Når frosten sætter ind og nådesløst gør det af med planterne, er der kun tilbage at indsamle og glæde familie, naboer, venner og kolleger med smukke ukrudsbekæmpende græskar fra Mettes Have.

Søren Ryge har omtalt min ukrudtsbekæmpelse i Politiken.

Hestemøg og maskiner i køkkenhaven

Der er mange måder at have køkkenhave på. Fra altankassen på 1.sal, højbede i gården, sirligt inddelte kvadrater omgivet af lægivende hække til den åbentliggende køkkenhave midt på en mark. Min køkkenhave tilhører sidstenænte kategori. Midt i det åbne med udsigt over mark og eng.

Uden læ og med gammel hedeslette som grobund for køkkenhaven vil nogen måske påstå, at betingelserne ikke er ideelle – og det har de ret i. Det har dog sin charme at få tingene til at lykkes på trods af de betingelser, man er givet. Det blev hurtigt klart for mig, at min sandjord uden evne til at holde på hverken vand eller næring måtte forbedres. Jorden skulle tilføres organisk materiale. Siden da er køkkenhaven årligt blevet tilført omkring 30 tons hestemøg, der på sigt skal forbedre sandjordens struktur og næringsbalance.

Det er her fordelen ved at have en åbentliggende køkkenhave kommer ind i billedet. Det kræver lidt mere end en greb og en trillebør at fordele 30 tons hestemøg og uden vores uundværlige og yderst hjælpesomme naboer ville projektet aldrig kunne lade sig gøre.

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at Jørn og Rasmus kigger forbi med et større udvalg af landbrugsmaskiner, når frosten er af jorden. På ganske kort tid er hestemøget fordelt ud over haven. Efter en tur med tallerkenharven er hestemøget klart til at blive pløjet ned i jorden. Slutteligt harves jorden igen og vupti er køkkenhaven såklar. Alt i mens jeg kan nøjes med at studere årets jordkvalitet, forekomsten af regnorm – og senegræs i jorden. Det er da fantastisk!

Haven på skoleskemaet

Vi ved det godt alle sammen, at det er sundt og lærerigt for børn at være ude i naturen, men nu er det også videnskabeligt bevist, at børn blomstrer ved havearbejde.

The Royal Horticultural Society (RHS) har lavet en undersøgelse med 1,300 engelske lærere, der arbejder med skolehaver på skemaet. Her er det vist, at eleverne udover at være gladere og mere trygge også bliver mere læringsparate. Den foranderlige have stimulerer børnene til være tålmodige, fleksible og arbejde problemløsende. Havearbejdet hjælper også til med at gøre børnene sundere, idet de er mere villige til at afprøve grøntsager, de selv har dyrket. Aktuelt hjælper RHS mere end 11,500 engelske skoler med deres haveprojekter.

Stor var min glæde derfor, da jeg blev opmærksom på projekt Haver til Maver, der i 2006 blev søsat af Aarstiderne her i Danmark. Projektet går ud på, at skoleelever lærer at dyrke grøntsager i klassernes helt egne skolehaver. På Haver til Maver´s hjemmeside kan man læse mere om projektet – fx at der i 2010 var 46 skoleklasser der havde deres egen skolehave.

Man kan håbe at lignende projekter spredes landet over og indtil da kan jeg kun opfordre alle mødre, fædre, mostre, onkler og bedsteforældre til at tage de kære små med i køkkenhaven. Det er sundt og lærerigt for dem.

Beskæring af stauder – vent til foråret

I øjeblikket har mange travlt med at gøre haven vinterklar. Der graves, ryddes op og pakkes væk. I denne oprydningsiver kan det være fristende at finde havesaksen frem og klippe alle de visne staudetoppe ned. De står jo alligevel bare der, ser lidt halvtriste ud og minder os om, at sommeren er forbi.

Det skal man imidlertid lade være med. Det visne løv omkring planten yder en god beskyttelse mod vinterens kulde og nogle stauder har hule stængler, hvori vandet kan samle sig, hvis de klippes ned. Hvis vandet fryser til is kan det skade plantens rodklump. Stauderne skal have fred og ro til at tilbagetrække alle næringsstoffer fra blade og stængler, så næringen kan lagres i rodklumpen vinteren over.

Havens fugle er en anden god grund til at lade de visne stauder stå. Mange af dem har stor fornøjelse af de visne frøstande, som også er med til at skabe et godt overvintringsmiljø for mange af havens andre smådyr. Stauderne kommer til at fungere som naturens små insekthoteller.

Pak derfor havesaksen væk og lad den – ligesom stauderne – hvile til det bliver forår. Her skal den til gengæld findes frem igen, for så skal stauderne beskæres som noget af det første.

Efterårets glæder

Vemodet over at sommeren og årets havesæson er ved at være forbi, svinder efterhånden som glæden ved efteråret toner frem. Lige nu nyder jeg den lune oktobersol, blæsten i håret, de skinnende kastanjer, bladenes forfald og duften af våd jord. Dagene bliver hastigt kortere og tiden ude i haven mindre. I stedet tændes der op i brændeovnen, havebøger og blade læses og årets næste køkkenhave planlægges.

Jeg følger naturens eksempel og pakker lige så stille ned. De første krukker er stillet væk og hakkejernet har fundet sin hvileplads i hestestalden. Visne blade samler sig i krukker og bede. Her får de lov at ligge og lune indtil næste forår. Nu er tiden kommet, hvor planter og havemennesker kan puste ud og samle energi til næste havesæson.

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Her sidst i maj, hvor det endelig for alvor er blevet rigtig forår, er det tid til at gøre status. Selvom jeg med min første såning i køkkenhaven d. 1. maj var senere i gang end sædvanligt, var jeg alligevel for tidligt ude og kunne bekymret se til, at køkkenhaven nat efter nat blev dækket af rimfrost. Dagene var kolde og blæsende og der var ingen varme at hente. De efterfølgende tre uger var jeg fuldstændig lammet af kuldechok og kom ingen vegne. Nu – her sidst i maj – er det så endelig igen blevet såvejr og jeg har haft forrygende travlt.

Tre af de seks familiebede er færdigsået. Bedet med skærmplante- og liljefamilien var det første familiebed der blev færdigt. Her står nu purløg, sommergulerødder, hvidløg, sommergulerødder, rødløg, vintergulerødder, kepaløg, tagetes, pibeløg, forårsløg, koriander, dild, blå tidselkugle, kørvel og pastinak.

Kålbedet med den korsblomstrende familie er også på plads. Her står en række med lave solsikker, radiser, brudeslør, rucola, broccoli med blodkløver ind imellem, blomkål med blodkløver ind imellem, brudeslør, grønkål med blodkløver ind i mellem, gul solhat og karse.

For tre uger siden påbegyndte jeg også bedet med bælgplantefamilien. Her blev de første ærter sået sammen med rækker af blåhoved og hestebønner. Her mangler endnu alle bønnerne og ærteblomsterne.

I denne uge har jeg så endelig kunnet komme i gang med salturt og kurvblomstfamilien. Her er der sået en række med sommeradonis, mangold, guldblomst, rødbeder, kornblomster, bolsjestribede rødbeder, blandede bladbeder, icebergsalat, rød hør og pluksalat. Jeg venter mig meget af dette bed og tror, det bliver smukt og farverigt.

Derudover er kartoflerne selvfølgeligt sat – og spiret frem. Mandelsquash, kæmpe- halloween- og pyntegræskar er forspiret. Busk-, have- og stangbønner er sat til forspiring. De første af min mange forspirede sommerblomster er pottet om eller sat ud, bl.a. rød solhat, ananastidsel, anis-isop, Texas-salvie, kæmpejernurt, lathyrus, vidunderblomst og sommerfuglekarse.

Varmen de sidste dage har givet blomster og afgrøder en imponerende vitaminindsprøjtning og det hele myldrer nu frem i køkkenhaven. Nu er der kun tilbage at håbe på, at det gamle ordsprog ”Maj måneds kulde, gør laderne fulde” kommer til at holde stik.

Hader mænd haver?

Jeg faldt over en interessant artikel på Berlingske.dk om mænds forhold til havearbejde.

Åbenbart er de danske mænd ikke synderligt interesseret i havearbejde, med mindre det drejer sig om at bruge motorsav, bygge med kampesten, lave havedam eller bålplads. De mere kreative opgaver og blomsterne lader de kvinderne om.

For at lokke flere mænd i haven har Haveselskabet nu stiftet en mandegruppe med temaet ”Ild, vand, jord og sten”.  På Facebook har Mettes Have langt flest kvindelige fans, så måske er der noget om snakken?

Lug dig lykkelig!

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor jeg dog får tiden fra til så stor en køkkenhave. Svaret er det samme hver gang: Det tager jeg mig tid til. Jeg kan slet ikke lade være. Jeg må bare derud. Må bare kratte lidt i jorden, fjerne lidt ukrudt, se om grøntsagerne vokser, beundre de smukke blomster og inhalere de vidunderlige dufte. Til trods for ømme knæ og ondt i ryggen, så stresser jeg af i haven.

Claus Dalby skriver om at blive smittet med havebacillen og Camilla Plum om at havearbejde er dybt terapeutisk. ”Jeg bliver lykkelig af havearbejde” skriver hun i sin nye havebog. I dag kom min kære kollega Rita med en lille notits til mig. ”Lug dig lykkelig!” var overskriften og den gav den mere videnskabelige forklaring på ”havebacillen”. Forskere på Bristol University havde i et forsøg med mus påvist en særlig jordbakterie, der får hjernen til at producere serotonin (medicalnewstoday.com). Derved virker havearbejde som en ”naturlig lykkepille”. Så kære havevenner: Grib haveredskaberne og kom i gang.