Arkiv over indlæg for Haven

Del Jorden

Screendump fra DelJorden.dk

 

Inspireret af den engelske Landshare-bevægelse har Landsforeningen Praktisk Økologi lanceret projekt Del Jorden, hvor man kan dele jord, frugter, møg, haveglæde og meget mere. Der er allerede godt gang i deleriet.

Kig med på http://deljorden.dk og hjælp med at sprede rygtet. Det er en super idé…..

 

 

Et woodland tager form

En journalist skrev engang efter et besøg i Mettes Have: ”Deciderede blomsterbede er der ikke mange af. Alligevel vrimler det med blomster alle vegne”. Det er ikke skudt helt forbi. Jeg kan godt lide, at en have har et naturligt udtryk. I en have som min, der ligger midt i naturen med skov, mark og eng som naboer, stilles der særlige krav til, at haven falder naturligt ind i landskabet. Den må ikke se alt for anlagt og velplejet ud.

Den vilde have, hvor der er plads til naturens skønhed og skævhed har altid været en inspirationskilde for mig. Jeg kan godt falde i svime over de fuldstændig finpudsede haver, men det ville aldrig ville gå an i Mettes Have. Det ville simpelthen ikke passe ind – og jeg ville aldrig få tid til at passe den.

Enkelte bede findes dog. Under et gammelt egetræ i et hjørne af haven, har jeg gennem de sidste år – efter engelsk forbillede – forsøgt at skabe mig et ”woodland”. Mellem store sten, der oprindeligt lå på stedet og under egetræet skygge, har jeg nu sået og plantet diverse stauder, der tåler at vokse mellem lidt græs og andet ukrudt. Her skal de bidrage med blomstrende skønhed akkompagneret af naturens egen vildskab.

Digitalis, lupiner og hvid høsteanemoner står sammen med blandt andet ramsløg og stor linjekonval i det skyggefulde hjørne. Længere væk fra egetræet, ude i solen vokser hvid- og purpur kongelys, skabiose og hjortetrøst.  Alle er det blomster, der efter min mening passer godt ind i en vild og naturlig have.  Om balancen mellem kultur og natur kan opretholdes efterhånden som bedet vokser til, vil tiden vise, men det første år har slet ikke været så dumt endda.

Mistelten: Snylteren bider sig fast

I marts sendte Birgitte Hasholt mig en fin pakke med bær af mistelten. Jeg skyndte mig at så dem, dvs. jeg snoede bærrene og den slimede masse, som omgiver frøet, ud på nogle et-årige kviste på vores gamle æbletræ.
Æbletræet er højt, så de et-årige kviste kan kun nås med en stige. Derfor har jeg ikke kunnet følge udviklingen dagligt. Forleden fik jeg så fundet stigen frem og tjekkede frøene. Det ser ud til at gå planmæssigt. Det lykkedes mig ikke at finde alle frøene, men dem jeg fandt, var godt på vej. Det var tydeligt at se, hvordan de to kimstængler har suget sig fast til træet. Nu skal jeg så vente mindst et år før de første løvblade viser sig. Og derefter går der endnu et par år inden planten begynder at blomstre. Det bliver spændende at se, om mine små snyltere klarer sig indtil da.

Det svære valg

Et skridt nærmere et smukt og blomstrende rosenbed i gården.

Efter mange og meget lange overvejelser, hvor alle de mange rosenforslag, som rosenelskere elskværdigt har bidraget med, blev kigget igennem. Efter meget nøje at have forholdt mig sig til rosengruppe, farve, størrelse, duft og hårdførhed og ikke mindst sammensætningen af disse, lykkedes det med stort besvær at udvælge fem smukke roser, som er værdige til at holde hof med min Queen of Sweden i det nye rosenbed.

Farvesammensætningen bliver vovet og tiden må vise om det bliver knald eller fald. De udkårne er:

Roserne er nu plantet efter alle kunstens regler. De små toppe syner ikke af meget i bedet, men forventningens glæde er i top. Mens jeg venter, kan jeg jo passende spekulere på, om der skal plantes noget i bunden mellem roserne – gode forslag modtages som altid gerne….

Hvilke roser skal jeg vælge?

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at mit havehjerte først og fremmest banker for køkkenhaven. Fornøjelsen ved at så de første rækker og dag for dag følge med i, hvordan afgrøderne spirer frem, for så endeligt til sidst at sætte tænderne i friske og sprøde grøntsager. Det findes ikke bedre.

Langsomt, men sikkert er min haveglæde dog blevet udvidet til også at omfatte andre dele af havelivet. Sidste år kom der et staudebed til, hurtigt efterfulgt af krydderurtebede i gården, så et ”wood-land” under det smukke egetræ og nu endelig et kommende rosenbed i gårdhaven mellem de gamle pigsten.  Den store rosenfanatiker bliver jeg aldrig, men roser hører med og synet af de smukke, velformede blomster, der med en berusende duft kan få alt til at stå stille i et lille øjeblik, vil jeg ikke snyde hverken mig selv eller min familie for.

Jeg har en rose, som jeg er særligt glad for. Det er den meget yndige engelske rose ’Queen of Sweden’. Den har levet en kummerlig tilværelse, henvist til en uglaseret lerpotte, hvor den ofte har manglet både vand og næring. På trods af dette har den de sidste år beriget min havelive med smukke, velduftende blomster. Som belønning skal den nu have sit eget bed. Her skal den forkæles med lækker muld og dejlig hestemøg. Selskab skal den også have og det er her I kommer ind i billedet. Hvilke roser skal jeg vælge? Mange smukke sorter har jeg set rundt omkring på de mange, skønne haveblogs, der findes og nu kan jeg slet ikke vælge. Derfor vil jeg med taknemmelighed tage imod bud på alle Jeres favoritroser, så jeg kan blive inspireret til, hvilke roser, der skal stå og se smukke ud sammen med min ’Queen of Sweden’. Hvis I har lyst , så giv et bud med….

Haveselskabet

Da jeg i november 2009 blev foræret et års medlemskab af Haveselskabet, var jeg en smule skeptisk. Forstillede mig umiddelbart, at Haveselskabet kun var for de pæne og velfriserede prydhaver, der nænsomt og omhyggeligt blev passet af alle dem med masser af tid og overskud til kærlig havepleje. Jeg vil sent glemme da jeg modtog det første blad ”Haven” med posten. Det bekræftede i den grad mine bange anelser. Et temanummer om prydgræsser og japanske haver! Ikke fordi der er det mindst i vejen med det, men på det tidspunkt var der umiddelbart meget langt fra en sirligt anlagt og veltrimmet japansk have til min kaotiske køkkenhavemark, hvor der netop var blevet leveret 30 tons dampende og ”vel”-duftende hestemøg.  Var det ikke lige fordi abonnementet løb over et helt år var det uden tvivl stoppet på det tidspunkt.

Sidenhen er jeg gradvist blevet klogere. Jeg holder nu uendeligt meget af havebladet, der med mange smukke billeder og inspirerende ord beriger mit haveliv. Jeg har troligt fornyet mit medlemskab de sidste år.

Da jeg den 1. januar 2012 med stor forventningsglæde satte mig til at læse årets første udgave af Haven, svulmede mit havehjerte nærmest over af glæde.  Formanden for Haveselskabet havde skrevet en nytårshilsen, der en gang for alle fik mine fordomme manet til jorden. Jeg besluttede mig for, at jeg måtte slå et slag for Haveselskabet her på bloggen.

Her er hvad Haveselskabet i 2012 vil arbejde for:

”Vi arbejder for haveglæde – med omtanke. Om det er den nemme, dovne have eller den trimmede og passede have, der giver glæden, er underordnet. I Haveselskabet er der plads til alle haveinteresser. Haveglæde – med omtanke, er når vores haver hjælper naturen. Alle haveejere har en unik mulighed for at skabe haver med større biodiversitet og bæredygtighed. Vi vil arbejde for at gøre regnvand til en ressource i haven, i stedet for at hælde det i overbelastede kloakker.

I 2012 vil vi arbejde for flere skolehaver og nyttehaver i børnehaver og andre institutioner. Viden om dyrkning, og om hvor blomster og grøntsager kommer fra, er for mange familier gået tabt.

Vi vil arbejde for flere fælles haveprojekter over hele landet – også for voksne. Store grønne arealer i kommuner, hos boligselskaber og på tomme grunde kan forvandles fra græsørkner til spændende haveprojekter til nydelse og nytte for mennesker, dyr og natur”

Så kære formand Allan Vest, held og lykke med Jeres arbejde i 2012. Det er sådanne projekter jeg med stor glæde vil støtte op om – og jeg håber, at mange har lyst at støtte med.

Top 10: Det hittede på Mettes Have i 2011

I 2011 kom rigtig mange forbi Mettes Have og det er sjovt at se hvad, der fangede læsernes interesse.

Allerede i januar påbegyndte jeg planlægningen af mit nye staudebed. Mit andet indlæg om planlægningen af staudebedet blev således årets mest læste, skrapt efterfulgt af opfølgningen.

I den ekstremt kolde vinter hittede Lisbeths lækre græskarsuppe, så den kom ind på en tredjeplads, mens det sikkert var Søren Ryges besøg i haven, hvor der blev kigget på sommerfugle, der gjorde at mange googlede sig frem til mit indlæg om blåhoved, der er en sommerfuglenes favoritter i Mettes Have.

Da jeg skrev om mine planer med staudebed, modtog jeg mange gode forslag til smukke stauder i bedet. Fru Krull foreslog floks og mit indlæg om denne lyseblå parfumesky kommer ind på en femteplads.

Vi er mange havebloggere, der gennem året har skrevet om hvidløg. Der er sikkert derfor mit indlæg om, at hvidløg elsker kulde blev det 6. mest læste indlæg i 2011.

Interessen for land sharing er voksende i Danmark og min omtale af dette engelske fænomen kommer ind på en 7. plads.

I foråret skrev jeg om arbejdet med at etablere krydderurtebede i vores gårdhave.  Det projekt var der mange, der fulgte med i, og det blev således det 8. mest læste indlæg.

Hvert år forundres jeg over den forvandling, der fra forårets komme og henover sommeren sker i min køkkenhave. Det var det også mange andre, der gjorde. Mit indlæg om udviklingen fra pløjemark til blomsterparadis kommer således ind på en 9. plads.

Om det er et udtryk for desperation over at stå med en bunke rosenkål, ved jeg ikke, men Hannes opskrift på salat med rosenkål og æbler blev googlet ind på en 10. plads!

I alt blev det til 61 blogindlæg i 2011. Det har været sjovt og jeg fortsætter i 2012!

Godt Nythaveår

Julen er veloverstået. December måned og år 2011 synger på sidste vers. Nytåret venter om hjørnet. Det er tid til tilbageblik og til at kigge fremad. Enhver afslutning er begyndelsen på noget nyt.

Allerede nu lysner det udenfor. Dagen er tiltaget med 5 minutter. I Mettes Have venter den første af to møgbunker på at blive spredt og pløjet ned. Den skal give næring til alt det skønne og kønne. Til det grønne, det gule, det røde og det blå der til foråret skal vokse i Mettes Have. Til det søde, det sprøde og det bitre. Til det blomstrende, det duftende og insekttiltrækkende. Til alle de vidunderlige blomster, krydderurter og grøntsager, der i det nye haveår skal forsøde mig og min families liv. Gødningen giver næring til afgrøderne. Afgrøderne giver næring til mit liv. Møgbunken venter derude og jeg ligeså. Jeg kan dårligt vente med at komme i gang.

Til alle Jer skønne havemennesker, der læser og skriver med. I giver næring til mit andet haveliv, som jeg nødigt vil være foruden. Kan I have et helt vidunderligt og nærende Godt Nythaveår – vi ses derude i 2012.

 

Vinterhaven tapper energien

November og decembers mørke medvirker hvert år til at have-energien langsomt siver ud af mig. Mine daglige ture i køkkenhaven, hvor sanserne forkæles og batteriet lades op, reduceres til et minimum. Haveord forsvinder og lysten til at formidle, sprede haveviden og glæde skrumper i takt med at jeg tilbringer mere og mere tid indendørs.

Jeg har gennemsøgt stakkevis af frøkataloger, kigget i utallige havebøger og været omkring alverdens websider. Forsøgt mig med mos, gran og julemarkeder. Overalt har jeg fundet masser af haveglæde, men den boblende, inspirerende, og energiskabende glæde som synet af små, nyspirerede gulerodstoppe, mariehønevalmuer i knaldrøde farver, duften af en række, blålilla lavendler, lyden af svirrefluer i korianderens skylette blomster og smagen af en knasende sprød og gennemsyrlig rabarber er ikke at finde.

Nu har jeg indstillet jagten. Accepteret at der må være variation hen over året. At køkkenhaven nu må hvile indtil den i det tidlige forår skal forkæles med en omgang hestemøg. I mens må jeg affinde mig med ikke at have helt så meget haveenergi som jeg plejer.

Hvor kommer haveglæden fra?

Forleden sendte min far mig dette foto af en lille Mette i min farmor og farfars køkkenhave. Det fik mig til at tænke på, hvornår min haveglæde opstod.

Hvornår starter haveglæde egentlig? Er den allerede ved fødslen solidt kodet ind i generne? Kommer den ind med modermælken, gennem opvæksten, uddannelsen eller noget helt andet?

Jeg husker tidlig haveglæde. Særligt fra de haver, hvor jeg ikke kom så tit.

Min farmor og farfars have var en drøm. Stor og mægtig med plads til opdagelse og leg. Køkkenhaven, der lå bagerst i haven, langt væk fra huset, lige ved siden af åen og blandt æbletræer og hasselbuske. Krydderurtebedet – duftende og summende af liv. Jordbærhøsten, der altid var en fest, og de voksne, der faldt i svime over nyopgravede kartofler. Krukkerne fyldt med tørrede urter, lammekøller og postejer krydret med ukendte smagsoplevelser. Måske var det her glæden blev vakt?

Eller var det i min mormors og morfars landhave midt i byen? Ikke så stor, men med plads til det, der var brug for. Haven var et bidrag til husholdningen. Rabarber blev til rabarberkompot, asier og græskar syltet, kartofler og porrer var en fast del af middagsmaden, æblerne kogt til æblegrød og fantastiske hindbær, der nænsomt blev plukket. Prydhaven fyldt med lupiner og brudeslør.

Eller var det i mine forældres drivhus, hvor vi fik lov at mæske os i solmodne tomater, agurker og peberfrugter? Eller da mine søstre og jeg fik lov at købe og så vores helt egne blomsterfrø? Smagen af de første radiser og synet af et stykke bar jord klar til anlæggelse af årets køkkenhave?

Jeg kender ikke svaret, men minderne og billedet fra min farmors og farfars have taler vist for sig selv. En haveglæde, der blev grundlagt i barndommen, som gik i glemmebogen i de år, hvor andre interesser nu engang hører sig til, for så endelig at bryde ud i lys lue, da jeg blev voksen, flyttede på landet og fik mærket efter….



Mettes Have © 2009–2013.