Mettes Have

Et magert år i køkkenhaven rinder ud

Der findes fede år og der findes magre år. En sandhed, der i den grad går op for én, når man er køkkenhave-dyrker. År 2012 i Mettes Have var på mange måder et år af de magre og jeg håber ikke, at der venter 6 mere forude, før de fede år begynder igen.

Vejret kan altid få skyld for meget. Først kulde, så tørke og endelig alt for meget regn var nogle af de vejrmæssige faktorer, der gjorde det udfordrende at dyrke køkkenhaven. Bønnehøsten var elendig, ærtehøsten ligeså. Græskarrene en total katastrofe.  Da den første nattefrost satte ind i oktober var rankerne endnu bugnende fulde af umodne græskar!

Ordene flød heller ikke som tidligere og bloggen blev i den grad blev forsømt. Lysten til at formidle forsvandt for en stund og tiden blev brugt på noget andet.

Når det er sagt, så var det ikke elendighed det hele. Masser af skønne salater prydede køkkenhaven takket været Hanne fra Bogø. Hvidløgshøsten var en kæmpe succes. Et nyt rosenbed med de yndigste roser blev anlagt i gårdhaven og selvom sommerfuglene ikke flaksede i samme antal som vanligt, fik vi fornemt besøg.

Der er plads til forbedringer i det nye år. Selvom livet i køkkenhaven har medført ærgrelser i året, der er gået, er det lige nu vældigt energiskabende. En spirende lyst til at komme igang og gøre det endnu bedre. Derfor ønskes I alle et godt og ’fedt’ have-nytår 2013.

Tid til høst af hvidløg

Forventningens glæde har været stor. Lige siden jeg i efteråret 2011 modtog 2 kg hvidløgsfed med posten har jeg glædet mig enormt. 261 fed hvidløg, nøjsomt sat og nysgerrigt fulgt henover vinteren, foråret og første del af sommeren. Med fryd har jeg iagttaget, hvordan de første skud dukkede frem af den vinterkolde jord og hvordan de støt og roligt voksede sig kraftigere.

Da de første toppe begyndte at visne sidst i juni, blev viden om det helt rigtige høsttidspunkt eftersøgt. Med hjælp fra Vild med have blev jeg klogere. Tiden var inde. Det endelige resultat ventede under jorden og nærmest åndeløs af spænding høstede jeg mit første hvidløg. Det vil sige, jeg forsøgte at høste mit første hvidløg. Det viste sig at rodnettet var så kraftigt, at løget ikke sådan lige var at hive op af jorden. Et greb måtte til og da hvidløget dukkede frem efter 8 måneders mørke, troede jeg dårligt mine egne øjne. Et pragteksemplar af et hvidløg. Stort og mægtigt og ligeså var stort set resten af hvidløgene.

To store trillebørfulde hvidløg blev det til. De skal nu hænges til tørre de næste 3-4 uger og herefter flettes til smukke hvidløgsranker. Adskillige friske fed er allerede indtaget og Lotte Leis hvidløgssuppe sammen med ristet rugbrød, gnedet med hvidløg er nu et hit. Kan man ikke lide lugten af hvidløg, så hold afstand. Og Dracula, ham får vi nok ikke lige at se foreløbig.

Græskar-aïoli

En af de grøntsager man forholdsvis nemt kan opbevare, og have glæde af vinteren over, er græskar. Tørret efter forskrifterne – i 14 dage ved stuetemperatur, så stilk og bund tørrer helt ind, gør at græskarrene efterfølgende kan holde sig hele vinteren i et køligt rum.

En af mine favorit-spisegræskar er hokkaido. Ikke nok med, at den er imponerende smuk med sin dybe og varme orange farve, den smager også himmelsk. Under et besøg på vores lille, lokale Café Laurits, fik jeg et godt tilberedningstip, som jeg efterfølgende har benyttet mig af flere gange.

En hel hokkaido – andre græskar kan også bruges – bages i ovnen tre til fire timer ved 100 grader. Herefter køles den ned, halveres og kernerne fjernes nemt med en ske. Hokkaidokødet blendes med citron, olivenolie, masser af hvidløg, salt og peber efter smag. Jeg elsker koriander og kommer derfor også stødt eller frisk koriander i. Med en ganske beskeden arbejdsindsats har man herefter den skønneste græskar-aïoli, hvor hokkaidoens sødme går op i en højere enhed med citronens syrlighed og den karakteristiske smag af hvidløg.  Server aïolien til frokost sammen med et lækkert brød og andet godt dippe-dip eller som et lækkert tilbehør til aftensmaden, hvor den går godt i spænd både med oksekød og kylling. Velbekomme!

Grøn november

Selv om vi nu er halvvejs inde i november og havesæsonen for længst synes forbi, kan der stadig hentes mange råvarer ind fra køkkenhaven. Det milde efterårsvejr har i år til vores store glæde forlænget høsttiden med adskillige uger.

Min søn Anton har fundet glæden og roen ved at fiske og det nyder vi andre godt af. Senest hjembragte han flotte regnbueørreder til aftensmaden.  De skulle selvfølgelig have selskab af masser af grønt. Koriander, dild og kørvel står stadig flot derude i køkkenhaven og sammen med hvidløg, hentet fra tørrepladsen i garagen og chili, der stadig kan holde varmen i mistbænken, var der nok at fylde fiskene med. Små spæde salatblade, der vist ikke når at vokse sig meget større, udgjorde sammen med finthakket, lilla grønkål, æbler og honningristede valnødder en knasende sprød vintersalat.  Jordskokker, der nu er klar til at blive høstet, og kartofler, der holder sig flotte i den kølige, sandede jord, blev til en gudeskøn, cremet og lækker gratin, der klædte de ovnbagte fisk overordentligt godt.

De kønne hokkaidoer blev efter et tip fra den lokale café langtidsbagt i ovnen for herefter at blive blendet med masser af hvidløg, citron, olivenolie, salt og peber. En sødme-fyldt græskar-aioli, der både pyntede og smagte dejligt sødt og stærkt.

Det blev et af de måltider, der ikke bare mindede mig om den ufattelige glæde og rigdom ved at kunne hente råvarer til sin madlavning ind fra køkkenhaven, men som også belønnede umagen med at så i flere omgange, og som endeligt kickstartede lysten til at gå i gang med planlægning af køkkenhaven årgang 2012. Og Antons fisk….. – de smagte himmelsk!

Hvidløg elsker kulde

Intet er sjældent så skidt, at det ikke er godt for noget. Mens jeg går og fryser om næsen og længes efter forår, tænker jeg på mine hvidløg i mistbænken, som forhåbentlig trives godt derude i kulden.

Tidligere har jeg kun sat hvidløg om foråret og fået enkeltfeds-hvidløg ud af det. Det smager såmænd lige så skønt, men beholdningen slipper alt for hurtigt op. I efteråret fik jeg den idé, at jeg kunne bruge min mistbænk til at sætte fed i. Hvidløg skal helst have en kuldeperiode på to måneder under 10 grader for at dele sig. Det må man sige, at de har fået i denne vinter.

Jeg var så heldig at få tilsendt to hjemmeavlede hvidløg af en læser her på bloggen. Af sorten Messidor og Estisk rød. De blev sat i mistbænken sammen med nogle rester af kinesiske hvidløg fra Netto.

Hvidløgene skal helst sættes 4-6 uger før nattefrosten for alvor sætter ind, så de kan nå at etablere et godt rodsystem. Vinteren ankom dog meget tidligt og det bekymrer mig en smule. Allerede sidst i november satte det ind med sne og kulde. Nu er jeg meget spændt på at se, hvad der kommer ud af de forskellige sorter og spejder dagligt efter grønne hvidløgs-toppe i mistbænken.