Mettes Have

Etablering af krydderurtebede i gårdhaven

Jeg har længe ønsket mig et krydderurtebed. Sådan et kønt og velduftende et af slagsen. Ind til nu har jeg haft krydderurter i min køkkenhave og i krukker i gården. Men det har altid været en midlertidig fornøjelse. Om efteråret er de blevet gravet op og kun enkelte har overlevet vinteren på den måde.

I år har der været tid og energi til etablering af et blivende bed. Min gårdhave er blevet udvalgt til det rette sted. Her er sol hele dagen, læ og sten der holder på varmen. Desuden er det nemt lige at smutte ud fra køkkenet midt i madlavningen og hente friske, velsmagende forsyninger. Der er målt ud og beregnet. Pigsten er fjernet og mange trillebørfulde sand kørt væk. Tilbage står fire små bede, hvor pigstenenes forløb sørger for at stramme linjer bliver til naturlighed. En blanding af kompost, jord, sand og lidt hestemøg er fyldt i og de første krydderurter har fundet vej til bedene. Der er endnu bare pletter, men jeg satser på, at de fyldes ud efterhånden som jeg kommer forbi de jyske plantemarkeder.

Tilbage er nu kun forventningens glæde og et håb om at mine nye krydderurtebede vil bidrage til en køn, velduftende og velsmagende sommer.

Efterårstravlhed i haven

I øjeblikket er der desværre lidt langt imellem, at vejret tillader mig en tur i haven. Regn, rusk og tidligt mørke vidner om, at det for alvor er blevet efterår. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er blevet overrumplet af efteråret. I hvert fald føler jeg mig pludselig en smule bagefter.

I går faldt en fridag for en gang skyld sammen med en smuk oktober dag, så den stod på havetid. Det var en utrolig smuk morgen, hvor den frosne have tøede op efterhånden som solens stråler ramte den. Der var nok at gå i gang med og meget, der skulle nås.

Alle gulerødderne skulle op af jorden – og det kom de. To bunker blev de lagt i. En bunke til familien og en til hestene. Bunken til hestene med kæmpe-gulerødder blev desværre den største.

Optagning af rødbederne måtte vige for georginerne, der skulle op af krukkerne. Forsigtigt blev det meste jord banket af og knoldene blev lagt til tørre i garagen ved pillefyret. Knoldene skal være helt tørre, før de kan gemmes væk for vinteren.

Herefter i gang med alle de mange krukker, jeg har til at stå i gården. De fleste af dem skal ind til overvintring. I stedet gav det plads til de mange stauder og krydderurter, jeg har haft i køkkenhaven i år. Alle violfrøstjernerne som jeg fik foræret i foråret, lavendlerne, purpursolhat, salvie, timian, rosmarin og citronmelisse skal væk fra køkkenhaven, så hestemøget kan komme på.

Der er et stykke vej endnu, før jeg kan puste ud og melde Mettes Have vinterklar, så jeg håber, der kommer flere smukke efterårsdage i haven som denne.

Opbevaring af frø

Gennem de sidste tre år har jeg høstet frø fra egne blomster og krydderurter. Frøene er tørret grundigt og efterfølgende fyldt på glas. Glassene har stået uden låg på vinteren igennem og pyntet i mit bryggers. Dag ud og dag ind har de stået fremme i lyset på en specielt indkøbt reol. De har mindet mig om forårets komme og holdt have-modet oppe på de lange, mørke vinterdage. Foråret efter er de sået, spiret frem og nye og flere frø er høstet om efteråret. Ikke på noget tidspunkt har jeg overvejet, om det nu var den rigtige måde at gøre det på, da jeg alle år har syntes, at såning af mine egne frø var en stor succes.

Efterhånden som min haveinteresse er taget til, er jeg begyndt at læse flere havebøger – og blade. Blandt andet læser jeg med stor fornøjelse medlemsbladet, som Landforeningen Praktisk Økologi udgiver 6 gange årligt. I sidste nummer har frøsamler Brian Krause skrevet en artikel om opbevaring af frø. Min forundring var stor da jeg læste denne artikel. Den blev yderligere bekræftet i Ulla Hasselmarks ”Frøbogen” og en pjece fra Den Økologiske Have omhandlende ”Kvalitet, håndtering og opbevaring af frø”: Jeg gør det fuldstændig forkert!

Frø skal optimalt opbevares køligt, tørt og mørkt i lufttætte beholdere og ikke som jeg gør: Lyst, ved stuetemperatur og glas uden låg. Jeg har dog i det mindste opfyldt det vigtigste krav og det er, at de opbevares tørt. Køligt må aldrig blive på bekostning af tørt, så er det åbenbart bedre med stuetemperatur. Brian Krause foreslår at komme hjemmeavlede frø i papirsposer, som gemmes væk i en skotøjsæske i et tørt rum ved stuetemperatur eller køligere. Eller i lufttætte beholdere et køligt sted.

Der er her, at jeg må sande, at jeg aldrig kommer til at gøre det korrekt. Jeg kan simpelthen ikke holde tanken ud om, at alle mine mange, mange frø skal gemmes væk. Jeg nyder synet af dem hver eneste dag. Når Ulla Hesselmark skriver om frø og frøposer, der er som en lille dosis lykkepiller, har hun fuldstændig ret. Jeg tror ikke, jeg vil kunne undvære synet af mine frø vinteren igennem.

Årets høst af blomsterfrø vil derfor ligesom deres forgængere kunne se frem til en lys og luftig tilværelse i åbentstående, smukt dekorerede glas på min reol i bryggerset. Måske på bekostning af en meget høj spiringsprocent, men til gengæld vil de dagligt kunne sole sig i min glæde.

Kørvel kan så sig selv

Som alt andet byder et haveliv på både skuffelser og glæde. To dage med hård blæst i køkkenhaven gik hårdt ud over Stolt Kavaler og Frøkenhat. Mange knækkede og blev ødelagt.

Da vinden endelig lagde sig, var jeg i køkkenhaven for at høste de sidste kørvelfrø. Jeg ærgrede mig over, at det ikke var lykkedes mig at så en ny omgang frø i begyndelsen af august.  Kørvel kan som tidligere beskrevet stå grøn hele vinteren igennem. Urterne bliver mindre om vinteren, men smagen er til gengæld langt mere koncentreret. Af samme grund skulle der høstes mange kørvelfrø til næste køkkehaveår – nok til at så to gange.

Desværre kunne jeg konstatere at den kraftige vind ikke bare havde ødelagt blomster, den havde også blæst de sidste kørvelfrø af. De visne og nu frøløse stængler kunne lige så godt fjernes og bidrage til komposten. De første stængler blev revet op, men det fik hurtigt ende, da jeg til min store glæde opdagede, at der var MASSER af små kørvel-spirer godt på vej. De visne stængler blev i stedet klippet ned for at give lys til de små nye spirer. Ikke nok med at naturen selv havde sørget for kørvelens overlevelse, pastinakkens store grønne blade havde også fanget mange af de afblæste kørvelfrø. De lå pænt på bladene og ventede på at blive samlet op. Hvilken glæde…. så er der alligevel håb om frisk kørvel vinteren igennem!

Høst af kørvelfrø

Det har ikke været nemt at høste egne frø i denne regntid. Alligevel er det lykkedes mig at få årets første høst af kørvelfrø i hus. De er nu så tørre, at de er klar til at komme på helt nye glas med helt nye, flotte mærkater lavet af Ella og Rikke. Nu skal de blot stå og se smukke ud og minde mig om, at der er endnu et køkkenhaveår i 2011.

Kørvel i køkkenhaven

Indtil for 10 år siden var kørvel ikke en urt jeg havde det store kendskab til. På det tidspunkt var jeg stadig var haveløs og boede i 3-værelses lejlighed med mand og børn. Her kom hovedparten af vores grøntsager i en kasse leveret direkte til hoveddøren af Aarstiderne.  En uge var der kørvel med i grøntsagskassen og med den fulgte en opskrift på en yderst velsmagende tomattærte med kørvel-drys. Det blev et afgørende vendepunkt og jeg var klar over, at kørvel nu var blevet en uundværlig del af mit gastronomiske liv!

Nu er kørvel ikke sådan lige at opdrive i supermarkederne, så netop som vi havde fået smag for denne herlighed fulgte flere kørvelløse år. Glæden var derfor stor, da jeg midt i et frøindkøb til en nyanlagt køkkenhave opdagede en pose med kørvelfrø. De to første år var udbyttet ringe, men i år tegner det rigtig godt. Til et foredrag om den smukke køkkenhave af Anders Bech købte jeg en stor pose af hans hjemmeavlede kørvelfrø til kun 12 kr. og nu vælter de lækreste små kørvelplanter frem.

Kørvel er en et-årig krydderurt, og sår men den én gang vil man for altid have fornøjelsen af den. Med stiv lerjord, som en undtagelse, kan den gro i enhver jordtype, så selv i min meget sandede jord trives kørvelen i år. Som med mange andre grøntsager og krydderurter gælder det, at man må så i flere omgange for at få optimalt udbytte. Der er en særlig god grund til at så igen midt i højsommeren. Kørvel kan nemlig stå grøn hele vinteren. Om vinteren bliver urterne mindre end om sommeren, til gengæld er smagen langt mere koncentreret.

En vigtig detalje i forhold til madlavning er, at kørvelens meget fine anissmag nemt ødelægges ved opvarmning. Den skal enten tilsættes retten i allersidste minut eller bedst tilsættes rå lige inden maden kommer på bordet.

Ny mistbænk til basilikum

I dag har været en god dag i Mettes have. God, fordi der ikke har været frost i nat og god, fordi jorden endelig har fået lidt regn. Mest af alt har den dog været god, fordi min længe ønskede mistbænk endelig er blevet færdig. Af hengemte brædder og forsatsvinduer, som i gammel tid har været brugt på gården, har min mand bygget mig en ny, smuk mistbænk.

Selvom mistbænken kommer senere i brug end ønsket, kan jeg sagtens nå at få glæde af den i år. Sidst i marts forspirede jeg Citron- og Thaibasilikum og de er nu mere end klar til at blive plantet ud. Basilikum er en varmekrævende krydderurt. Af samme grund har høsten på friland de sidste år været beskeden og med en pestoelskende familie, har det været svært at holde sig selvforsynende. Med min nye mistbænk har jeg helt andre muligheder for at dyrke basilikum og udover det forspirede, har jeg et brev med den velsmagende, italienske Genovese-basilikum, som egner sig rigtig godt til pesto. I morgen skal der udplantes og sås og så håber jeg, at majsolen snart mander sig op og skinner lidt på min flotte mistbænk.

Koriander i altankassen

Når man er selvforsynende med blomster, grøntsager og krydderurter sommeren og efteråret igennem, kan vinteren føles uendelig lang. De grøntsager og krydderurter, der er tilgængelige i de lokale butikker, bliver hurtigt dyre og kedelige sammenlignet med det, jeg kan høste fra egen have. Desværre er jeg endnu ikke nået til det stadie, hvor jeg om efteråret får gravet kartofler, gulerødder, rødbeder og pastinakker op, så de kan opbevares korrekt vinteren over.  Familien må derfor lide vinteren igennem og ”nøjes” med det indkøbte. En kartoffelkule må være efterårets projekt.

Frosten er altid frygtelig lang tid om at slippe sit tag i Mettes Have. Mens vi venter på, at køkkenhaven bliver såklar, har jeg forsøgt at tage forskud på glæderne inde i stuen. Da jeg i marts måned indledte forspirringssæsonen, såede en jeg lille håndfuld af mine egne korianderfrø i en simpel altankasse. Altankassen har nu stået inde, foran terrassedøren, i en lille måneds tid og nu kan jeg dagligt plukke frisk koriander. Det er nemt, hjemmedyrket og næsten helt gratis.