Arkiv over indlæg for Rabarber

Chili styrker immunforsvaret

Selvom det kun lige er i begyndelsen af september, trænger efterårskulden sig på og bliver mere og mere nærværende. De første efterårs-forkølelser følger ofte naturligt med, så lige nu er det oplagt at bruge frugt og grønt til at booste immunforsvaret.

 Chili er i høj grad med til at styrke vores immunforsvar og kan anvendes i utallige retter. Det behøver ikke kun at være aftensmaden, der piftes op. Også sammen med frugt og søde sager smager den godt. Prøv fx at tilsætte frisk hakket chili i eftermiddags-chokoladekagen. Eller til mangostykkerne, der spises på græsk yoghurt til morgenmaden. Chili-rabarberkompot til osteanretningen og hjemmelavet chilimarmelade på morgenbollerne. Nogle er måske så heldige at have egne chilier i drivhuset, så det er bare med at komme i sving.

På opfordring viderebringes opskriften på Chili-marmelade, som jeg har fået af en kollega:

6 friske chilier

3 store røde peberfrugter

3 dl eddike

½ – ¾ kg sukker.

Chili og peberfrugter blendes og bringes i kog sammen med eddiken. Koger i 5 min. Syltesukker blandes i og koger igen i 5 min. Kommes på rengjorte glas. – Det er sørme nemt.

Chili-rabarberkompotten er også et sikkert hit hjemme hos os:

Ca. 500 g rabarber i skiver

2 friske, hakkede chilier

Sukker efter behag

1-2 stjerneanis og 1 stang hel kanel.

De hele står og simrer til rabarberne er kogt godt sammen med det andet. Afkøles og spises på yoghurten, til osten eller som tilbehør til aftensmaden.

Velbekomme…..

Rabarber i blomst

Der er meget at fortælle om, når det handler om en plante som rabarber og det er sikkert ikke forbigået nogens opmærksomhed, at jeg er vild med denne skønne plante. Den er nem i haven, er smuk og anderledes med de rød, grønne stængler afsluttet med store grønne blade, høstes som noget af det første og så smager den himmelsk.

I øjeblikket vokser der et par ret atypiske rabarber-stængler frem. Jeg oplevede det for første gang sidste år og gik længe og spekulerede på, hvad dette mon kunne være. I år har jeg styr på det og ved også hvad jeg bør gøre ved det. Sidste år var det kun én og det kunne bedre gå, men når to ud af fem rabarberplanter går i blomst netop i år, hvor vi rigtig kan tillade os at høste, går det bare ikke.

Jeg ved nu, at blomstrende rabarber ikke producerer saftige stilke. De kraftige blomster tager alt den næring, som stilkene skulle have haft, så hvis det er svimlende lækre rabarberstilke, man er ude efter, skal blomsteranlægget skæres af, så snart det viser sig. Har man flere rabarberplanter kan man også vælge at lade en enkelt blomst stå og pynte i det smukke bed.

Rabarberskum med hvid chokolade

Anja har sendt mig denne lokkende opskrift. Den skulle efter sigende være super god og den står nu øverst på listen over de rabarberopskrifter, der snarligt skal afprøves.

OPSKRIFT PÅ RABARBERSKUM MED HVID CHOKOLADE TIL 4-6 PERS.:

 375 g rabarber
½ vaniljestang
100 g sukker
2½ dl piskefløde, pisket
100 g hvid chokolade, hakket

– Skær rabarberstilkene i mindre stykker, flæk vaniljestangen og skrab kornene ud
– Kog rabarber, vaniljekorn- og stang med sukker ved svag varme i ca. 10-15 min. (Kog evt. under låg, hvis der er meget saft)
– Rør rundt undervejs
– Tag vaniljestangen op når rabarberne er udkogte og lad mosen køle af
– Opbevar mosen i køleskabet til den skal bruges

Ved servering:
– Vend chokolade og flødeskum i mosen!

God fornøjelse…..

Årets første rabarbersmuldrekage

Nu sker der virkelig noget! Denne første weekend i maj bød på årets første høst og tilberedning af rabarber fra Mette Have.

Rabarberne har fået rigtig godt fat og vokser lige nu med raketfart. De har tydeligvis gavn af det hestemøg, der ligger spredt rundt om dem. Store, smukke, rød-grønne stængler har jeg høstet i dag og årets første rabarbersmuldrekage var ikke til at komme udenom. Den er et sikkert hit hjemme hos os – smager fantastisk og tager max. 10 min. at røre sammen.

 RABARBERSMULDREKAGE TIL 4 PERS.:

500 g rabarber

150 g sukker

2 tsk. kartoffelmel

Smuldredej:

150 g hvedemel

25 g kokos

25 g havregryn

125 g smør

2 tsk. sukker

Rabarberne skæres i 2 cm lange snitter og blandes med sukker og kartoffelmel. Blandingen lægges i et smurt ildfast fad.

Smuldredejen samles og fordeles over rabarberne.

Stilles i en 225 °C varm ovn og bages i 20-25 min.

Serveres lun med fx lidt græsk yoghurt rørt med akaciehonning og vaniljesukker.

God fornøjelse…..

Til aften stod den for resten på ”Svimlende lækkert svinekød med nudler og rababersauce” – en Jamie Oliver-opskrift, som kan anbefales, hvis man er til det asiatiske køkken, men det er en helt anden historie.

Den første rabarbersmuldrekage i sigte

Her i familien elsker vi rabarber. Glæden var derfor stor, da jeg i går spottede de første små, grønne, krøllede rabarberblade på skrig-røde stængler. De var godt gemt væk under et dække af halm og hestemøg, der siden sidst på efteråret har fungeret både som gødning og jorddække.

Mine rabarber har desværre levet en lidt omskiftelig tilværelse. Den første knold fik jeg af en god veninde. Den stod i køkkenhaven det første år. Da frosten gjorde det af med bladene og kun knolden stod gemt under jordoverfladen, glemte jeg alt om den. Først da haven næste forår blev pløjet igennem dukkede den lettere forslået op. Den blev nænsomt plantet i et højbed og fik selskab af to rabarberknolde fra min fars have. Her stod de sikkert og godt den sommer, men høsten var kun beskeden. Højbedene viste sig dog som en midlertidig løsning og med dårlig samvittighed flyttede jeg dem endnu engang i efteråret 2008. Tæt på køkkenhaven havde jeg lavet et stort rundt bed. Rabarberne i midten og i en stor kreds udenom, satte jeg mine frugtbuske; ribs, hindbær og stikkelsbærbuske, der på samme tid måtte fravige pladsen i køkkenhaven.

De første år efter, man har flyttet eller delt sine rabarberknolde, må man kun høste med varsomhed for ikke at udpine planten fuldstændigt. Derfor forsøgte vi da også at beherske os sidste sommer. Som kompensation for det vi alligevel høstede, fik både rabarber og bærbuske et godt lag hestemøg at fornøje sig med efteråret og vinteren igennem. I år skal min rabarber ikke flyttes og min familie og jeg skal gennem et par måneder smovse i rabarberkage, rabarberkompot, rabarbersuppe og der skal selvfølgelig også laves rabarbermarmelade.

I må meget gerne sende mig gode opskrifter på rabarberretter, så vil jeg lægge dem på bloggen til alles glæde.



Mettes Have © 2009–2013.