Arkiv over indlæg for Sommer

Fra pløjemark til blomsterparadis

Hvert år forundres jeg over den forvandling, der fra forårets komme og henover sommeren sker i min køkkenhave. En mørkebrun pløjemark omdannes til et frodigt blomsterparadis. I år er det sket igen og haven står lige nu flottere end nogensinde.

Jord, vand, varme og selvfølgelig lidt hestemøg. Suppleret med tålmodighed og kærlig omsorg er faktisk alt, hvad der skal til. Hvem kan næsten lade være?

Haveportulak – ældgamle gener i salatskålen

Ruculaen er opgivet for i år. Ædt op af jordlopper, afblomstret og for længst gået i frø. Hele rækken er nu hevet op. Icebergsalaten, Johannes supersalat, er blevet slatten at se på. En ny række er sået, men langt fra høstklar. I stedet er haveportulak Portulaca oleracea blevet den foretrukne urt i salatskålen.

På trods af, at haveportulak er en ældgammel urt, der findes nævnt i litteraturen helt tilbage i 1500-tallet, har jeg først nu fået øjnene op for den. På en familietur til Museumsgården Karensminde stødte jeg på Frøsamlerne, der arbejder for at bevare gamle og sjældne sorter. De sælger ud af alverdens spændende sorter, som man dårligt kender til i forvejen – her i blandt haveportulak.

Haveportulakken blev sået og står nu struttende, sprød og kødfuld i min køkkenhave. Vældig køn og lidt sukkulentagtig at se på. Den gør sig fantastisk i salatskålen, men skulle efter sigende også kunne anvendes i supper, mos og stuvninger. Det må komme an på en prøve senere på året, hvor det er mere aktuelt med den slags retter. Skønt er det, at jeg med portulakken ikke bare kan glæde min familie med nye smagsoplevelser fra køkkenhaven, men også – som en ekstra bonus – er med til at bevare den genetiske og kulturelle arv indenfor havebrug.

Lilleput-Frøkenhat

Uopmærksomhed gjorde at jeg sidste år måtte undvære min yndlingsblomst i haven. Den tivoliagtige Frøkenhat Zinnia elagans havde godt nok fundet vej til Mettes Have, men i en forkert udgave. I år var opmærksomheden derfor særligt skærpet mod at få indkøbt den helt rigtige ’Lilleput’-sort.

Jeg er blevet helt vild med de små pompon-blomster, der i et væld af forskellige farver nærmest blomstrer for evigt. Jo flere blomster man plukker, jo flere dukker der op. Én pose med blomsterfrø og der er nok blomster til at forskønne både haven og husets vaser.

På en sommerferietur i det sønderjyske købte jeg den helt perfekte vase til mine små lilleputblomster. Nu står den her i stuen og pynter – og minder mig om en dejlig feriedag i Ribe.

En køkkenhave i regnbuens farver

En af de ting jeg elsker allermest i min køkkenhave er farverne. Mod en sommerblå himmel og mellem græsgrønt løv bliver alle farver smukke. Mettes Have er fyldt med farver.

Mange har det svært med gult. Jeg kan slet ikke få nok. Gule solsikker, morgenfruer, citrontagetes og guldvalmue er sammen med de imponerende squash-og græskarblomster et must i haven. Alt det gule udstråler liv og varme.

Røde valmuer, sommeradonis, ildkongen og de silkerøde hørblomster giver lys og klarhed. Rødt er imponerende flot sammen med let, grønt løv.

Orange morgenfruer, appelsintagetes og frøkenhat giver ro og harmoni mellem alt det gule og røde.

Hvidt brudeslør så let og mildt får den ellers neutrale lilla grønkål til at fremstå som køkkenhavens ukronede dronning

Blåhovederne gør sig endnu smukkere op ad gule valmuer, mens kornblomster bliver endnu mere blå med røde valmuer som nabo.

Mauritansk rødmalva tåler at stå alene. Høj, stolt og med en gennemtrængende og dragende lilla farve. Men lavendler, texas salvie og stor jernurt kan også være med. Endnu har jeg min yndlingslilla til gode. De lilla blauhilde-bønner tåler ingen sammenligning og gør godt både for øjne og mave, når de om et par uger begynder at modnes.

Den sarte lyserøde får lov at slutte af. Bladbeder, kornvalumer, ridderspore og frøkenhat. Alle sammen yndefulde og elegante.

Blomster og grøntsager i alle regnbuens farver, der hver for sig og i samlet flok gør lykke i min køkkehave.  En daglig dosis skal der til, men så hjælper det også med at holde humøret oppe på de grå regnvejrsdage.

Aspargesært – en trendy bælgplante

Der har efterhånden sneget sig adskillige gengangere ind i Mettes Have. Blomster og grøntsager der tåler gentagelse og som trofast beriger mit haveliv. Sorter, der trives godt i min sandede køkkenhavejord. Samtidig skal der selvfølgelig være plads til fornyelse. Nye sorter skal afprøves.

En af dem er aspargesærten (Tetragonolobus purpureus). Jeg opdagede denne ældgamle sort hos Albinus Frø og fik straks lyst til at prøve den. Indtil videre har den ikke skuffet mig. Dens overraskende fløjlsrøde ærteblomster er svære at få øjnene fra og når bælgene vokser frem må man simpelthen undres. Kantede og savtakkede bælge, der både indbyder til en smagsprøve og samtidig advarer én om at tage dem i munden.

Efter sigende skulle de dog smage godt og de anvendes da også i det nordiske køkken. Bælgene skal plukkes, mens de stadig er små, dvs. 2-3 cm og stadig sprøde og friske. De koges eller dampes og spises som artiskokker. I køkkenhaverækkerne er de første aspargesærtebælge nu dukket frem og jeg glæder mig til at prøve-smage. Hvis smagen er lige så opsigtsvækkende som ærtens udseende er der håb om endnu en klassiker i Mettes Have.

En buket farvestrålende gulerødder

En gulerod behøver ikke kun at være orange. Lilla, gule og hvide gulerødder har på trods af tidligere års skuffelser igen fundet vej til Mettes Have. I år er de en stor succes. De ligner nærmest små blomsterbuketter, når de hives op af jorden. Friske, sprøde, farvestrålende og lige til at spise. Og spist bliver de. Når man er 9 og 11 år er det åbenbart sjovere at spise lilla gulerødder. Smagen er stort set den samme. Det er farverne, der gør forskellen – og så lige størrelsen. Gulerødderne er bedst lige nu – inden de bliver for store og gulerodsfluen sætter ind med sit andet og ødelæggende angreb. Vi har efterhånden lært det. Det er nu vi skal ud i rækkerne og op med rødderne.

Puder af tagetes i køkkenhaven

Køkkenhaven er en fest. Et festmåltid af friske, spæde grøntsager, der har forvandlet sig fra indtørrede frø til frodige planter. Og et festfyrvækeri af former og farver, der vil eksplodere over de nærmeste uger. Festen bliver sjovere år for år efterhånden som erfaringer kommer til. Tanker om sædskifte, jordforhold, naboplanter, størrelser og farver er på plads, mens sammensætning af formerne har været helt tilfældig.

Takket være Hanne fra Bogø har jeg i år fået øjnene op for formerne i køkkenhaven. Hannes citron- og appelsintagetesfrø (Tagetes tennifolia) blev i det tidlige forår forkultiveret og plantet ud, da nattefrosten var nogenlunde sikkert forbi. Her skulle de både pynte og gøre sig nyttige mellem rækkerne af gulerødder. Planterne voksede sig til små, runde, bløde puder og mellem de fligede gulerodstoppe og løgenes spyd blev de en overraskende vellykket kombination. Ikke bare er de yndige i sig selv, men formen gør dem særdeles vellykkede i lige netop det hjørne af køkkenhaven.

Formen er dog kun en sidegevinst. Den oprindelige intention om at tagetes-planterne skal holde gulerodsfluen på afstand skulle gerne lykkes, så min gulerodsfest ikke ender i et ormegilde.

Et hav af kornblomster

Jeg har altid været glad for blå kornblomster og har dem hvert år i min køkkenhave. Kornblomsten er sammen med de røde valmuer indbegrebet den danske sommer. Hvem fornemmer ikke lærkernes sang under en høj, blå himmel, mens man skuer ud over bølgende kornmarker klædt i blå og røde farver. I disse tider et desværre alt for sjældent syn, hvor mængder af sprøjtegifte lystigt spredes ud over markerne.

Men se lige her. Ikke langt væk og kun lige en aftengåtur herfra ses denne smukke mark. Ikke så underligt, at blomsten i sin tid fik navnet kornblomst. Det er ingen tvivl om, at det er her, de hører hjemme og gør sig bedst. Dette syn kan min række af kornblomster i køkkenhaven ikke leve op til.

Havedag på Museumsgården Karensminde



Søndagsturen hang længe i en tynd tråd. Dagen forinden havde juni vist sig fra sin mindre attraktive side. Blæst og dagsregn gjorde det svært at forestille sig, at en dag ude i det fri kunne være rart. Vejrkort blev nøje studeret og først søndag morgen kunne familiens vejrekspert endelig give grønt lys.

Dagens mål var en havedag på Museumsgården i Grindsted. Med mulighed for at få stimuleret de fleste familiemedlemmers interesser: Masser af dyr, ting fra gamle dage og ikke mindst haveliv, var der god grund til at begive sig ud på den lange køretur. Og det var bestemt køreturen værd.

Museumsgården Karensminde summede af liv. Boder med lokkende blomster og krydderurter, friskplukkede jordbær og ærter, nye kartofler, mad fra køkkenhaven, smeden i den gamle smedje, de jyske heste, der tålmodigt trak den gamle hestevogn fyldt med glade børn, stuehuset, der stod præcist som i gamle dage, prydhaven, det smukke drivhus, køkkenhaven med gamle sorter, grise, ænder, kalkuner, kattekillinger, marsvin med unger – alt var som man kunne ønske sig.

Jeg fik en krydderurtesnak og en endnu ikke godkendt krydderurt – Sød Stevia – med hjem til krydderurtebedet. Den yderst kompetente dame med krydderurterne stammede fra Plougstrup Gl. Skoles Krydderurtehave. Et sted, der nu ligger højt på besøgsønskelisten i sommerferien.

Foreningen ”Frøsamlerne” var også repræsenteret og solgte ud af gamle sorter. Jeg kunne ikke stå for ”Stevns høje ært”, ”Bobs Fava”, der er en valsk bønne, ”Haveportulak”og sukkerærten ”Engelsk Sabel”, der er en af de helt gamle sorter – den ses i katalogerne tilbage til 1860’erne. Jeg er spændt på, hvordan de forskellige indkøb vil komme til at trives i Mettes Have.

Endelig lykkedes det mig at få fingrene i en længe ønsket mørkeblå Ridderspore Dehinium ’Black Knight” til staudebedet. Den står nu stolt derude og vejrer i juniblæsten, mens den minder mig om en dejlig dag på Karensminde.

Røde radiser i rasende fart

De røde radiser vokser i øjeblikket med rasende fart. For en uge siden var de helt perfekte og et dagligt indslag i salaten, madpakken eller som en lækker, sprød snack. I går hev jeg alle radiserne op. Lige så hurtigt som radiserne lystigt spirer frem og vokser sig til spisestørrelse, lige så hurtigt bliver de for store og for bitre. Kunsten er at så en lille række af gangen og med jævne mellemrum i det tidlige forår. En kunst som jeg endnu ikke har formået.

Radiser er bedst om foråret. De trives i fugtig og kølig jord og det er ofte ikke den store succes at så radiser efter Sankt Hans. Vejrudsigten taget i betragtning kunne nu godt give håb om endnu en mulighed og mon ikke jeg lige kan nå at så en række eller to mere inden højsommerens komme.



Mettes Have © 2009–2013.