Arkiv over indlæg for Sommer

De smukke kæmpevalmuer

Mon ikke der er enighed om, at sommeren har fået en forrygende start?

De sidste fire dage har det været fuldstændig umuligt at tilbringe tid inden døre. Blomster, grøntsager og krydderurter, der vælter frem, høj blå himmel, varm sommersol, bare barnetæer og syngende nattergale har krævet alt min opmærksomhed. Det har været fuldstændig fantastisk.

En daglig glæde har været at følge de smukke kæmpevalmuer (Papver orientale). De nærmest står og praler af deres overvældende skønhed i øjeblikket. Og de har bestemt noget at prale af. I ly af natten folder de sig ud én efter én og hver morgen har endnu en skønhed set dagens lys. Det er svært at få øjnene fra de sarte, krøllede og silkeagtige blade.

Jeg elsker både den livlige, flammende orange udgave og den mere sarte og yndige lyserøde ’Prinzessin Viktoria Louise’. Begge vokser de med en imponerende grokraft og kvitterer med massevis af blomsterknopper. Endnu står de oprejst og med pænt, grønt løv. Jeg ved det får en ende og af samme grund står de tæt omgivet af andre stauder, der kan træde til, når deres knejsende stolthed bliver til kedeligt forfald.

Undgå rådyr i haven

En have, der er omgivet af skov og marker, giver på godt og ondt et rigt dyreliv i og omkring haven. Jeg har tidligere berettet om alle de små nyttedyr, der er meget velkomne i min køkkenhave. I den anden ende af skalaen – og i en lidt anden størrelsesorden – er de dyr, der meget nemt kan gøre stor skade på en lækker og indbydende køkkenhave.

Ligesom jeg, elsker rådyr desværre også salat, gulerødder, ærter, jordbær og rigtig mange af mine blomster. Forskellen er, at mens jeg nøjes med at høste frugten, æder rådyrene det meste af hele planten. Jeg har de sidste år lidt for ofte mødt synet af ned-ganskede planter i min køkkenhave og har derfor indledt kampen mod rådyr i Mettes Have.

Der findes mange gode råd på det punkt. Min nabo, der ved alt om rådyr, foreslår hvert eneste år et vildthegn hele vejen rundt om køkkenhaven. Men det hverken pynter eller gør det nemt med landbrugsmaskiner i haven. Menneskehår ophængt i små poser, har jeg læst om mange gange, men endnu ikke afprøvet. I år har jeg nemlig haft så stor succes med vores rådyrskræmsel, at det ikke har været nødvendigt at ty til andre midler. Et rådyrskræmsel er egentlig et fugleskræmsel, men siden vi ikke har problemer med fugle i haven er det blevet til et rådyrskræmsel i stedet.  Jeg har dog erfaret, at det er alfa og omega at skræmslet flyttes et par gange eller tre i løbet af sæsonen ellers bliver det ikke ved med at virke.

Nu, hvor der ikke længere er ret meget spændende at komme efter i køkkenhaven, har rådyrskræmslet fået lov at blive stående det samme sted i en længere periode og samtidig med at føden er blevet mere knap omkring os er rådyrene rykket ind i haven. På denne tid af året deler jeg dog gerne lidt med de sultne rådyr, men til foråret starte kampen på ny.

Georginer

Det er vist ikke muligt at have en haveblog uden at nævne georginerne. De står lige nu rundt omkring i det danske land og stråler om kap med solen og selvfølgelig har georginerne også en plads i Mettes Have.

Georginen er ellers ikke en blomst, jeg altid har holdt af. I starten var den mig lidt for gammeldags og ”mormor-agtig”. Blomsterne syntes voldsomme, bladene næsten kunstige og alle i ofte hysteriske farver.

Da vi flyttede på landet begyndte min datter Johanne at bringe georginebuketter hjem fra naboens have. Små og store buketter med georginer i alverdens farver og faconer og sat sammen med barnlig hånd. Disse blomster, som jeg enkeltvis opfattede som lidt for meget af det gode, så fuldstændig fantastiske ud i buketter og jeg blev omvendt med det samme.

I dag er det netop farverne og faconerne, jeg elsker mest ved georginerne og de er uden tvivl smukkest i flok. Drømmen om et stort georginebed lever stadig, men ovenpå en hård vinter, hvor alle mine overvintrende georgineknolde fik frost og blev ødelagt, har det lidt lange udsigter. År 2010 har derfor desværre været et georginefattigt år i Mettes Have. Fire forskellige slags er hvad jeg i foråret undte mig selv at købe. Kun stående i krukker i gårdhaven, hvor de oven i købet blev sat meget sent på grund af det kolde forår. En plante dukkede aldrig op over jordoverfalden, to er netop begyndt at blomstre og den sidste har kun lige sat knopper. Der bliver ingen store, farve- og faconrige buketter fra egen have i år og det ærgrer mig.

Georginer kan, hvis man passer dem ordentligt, blomstre i mange måneder og lige indtil frosten kommer. Georginer vil have sol, gødning og masser af vand. Det skal en del til, men til gengæld bliver man så rigeligt belønnet i form af en blomsterrigdom uden lige.

I september og oktober skal man holde godt øje med den første nattefrost. Fiberdug eller lagner, der lægges over georginerne om natten, kan afværge den første, lette frost. Georginer tåler simpelthen ikke frost og klasker sammen til ukendelighed af ganske få minusgrader. Har man behov for at kende form og farve inden udsætning til næste år, er det en god idé at mærke dem inden frosten sætter ind.

Når frosten har taget livet af blomsterne, skal alle knoldene graves op og tørres rigtig godt. Når de er helt tørre, bankes det sidste jord forsigtigt af og knoldene opbevares et tørt og frostfrit sted. Her vil de ligge i dvale vinteren over og samle kræfter til næste års blomsterrigdom.

Violfrøstjerne i blomst

Her i foråret var jeg så heldig at få 15 små violfrøstjerner (Thalictrum eelavayi) foræret i værtindegave. På det tidspunkt var de endnu små og lignede mest af alt undsluppen ukrudt. De blev som de fleste andre af mine blomster plantet ud i køkkenhaven, som i år består af lige så mange blomster som grøntsager og krydderurter.

De blev sat i en lang række i selskab med den blå-lilla Texas Salvie og med lav Solsikke og en række Lavendler som naboer. I dag blomstrer de hver og én. De smukke lilla og gule blomsterstande rejser sig stolt og knejsende over de andre blomster og særligt kombinationen af de lyselilla, blå og de solsikke-gule farver er fuldstændig fantastisk.

I min gårdhave har jeg to store violfrøstjerner fra sidste år. Den ene er en Hewitt’s Double, en dobbeltblomstrende viol-frøstjerne, der har små, fine violette blomster. Den er 1.5 m. høj og er blikfang, når man træder ind i gården. Her blomstrer den i en skøn forening med Purpursolhat, Lavendler, Tobaksplanter, Perovskia, Kransalvie og Kæmpejerneurt.

Violfrøstjernen bør stå i alle haver. Den blomstrer smukt og meget længe. Højden, det lette løv og den lette, sky-agtige blomstring, gør det nemt at kombinere den med utallige andre blomster. Mange vil kunne blomstre under den. Violfrøstjernen vil helst stå i sol eller halvskygge og trives bedst på en fugtig, men veldrænet jord. Den står godt både i skovhaven, i surbundsbedet og i almindelige havejord. I blomstervasen er den en overraskende indslag og egner sig særdeles godt som snitblomst.

Der er ikke mange undskyldninger for at lade være – prøv den……

De smukkeste valmuer

I disse dage kan jeg slet ikke få øjnene fra mine smukke valmuer. De står der med sarte, yndefulde og silkeagtige blade. Forsøger man at bringe deres skønhed indenfor i hjemmet er de et flygtigt bekendtskab og de pergamentagtige blade drysser af, blot man kigger på dem.

Mariehønevalmuen er favoritten over dem alle. Den røde iøjnefaldende farve lyser op i køkkenhaven og står utrolig smukt op af de sommerfugleomsværmede blåhoveder. Jeg har i år sået en bred række lige, hvor jeg går ind i køkkenhaven. Jeg tror ikke, jeg kan blive træt af det syn, der møder mig, når jeg igen og igen lige skal et smut forbi.

Valmuefrø er dyre. Man får ganske få frø for 25–30 kr., men ofrer man det en enkelt gang behøver man til gengæld aldrig at købe valmuefrø igen. Jeg købte for tre år siden frø fra tre forskellige etårige valmuer: Mariehønevalmue (Papaver commutatum), Guldvalmue (Eschscholzia californica) og Opiumsvalmue (Papaver somniferum). Siden har jeg høstet mine egne frø. Alt efter sorten er der flere frø i en enkelt frøkapsel end der er i en af de poser, man køber i dyre domme. Det kan blive til rigtig mange frø, hvis man når at samle på det rette tidspunkt. Jeg har alle årerne haft rigeligt og nok til at dele ud til familie og venner.

Valmuerne er derudover selvsående. Især Guldvalmuen er hårdfør og dukker op alle vegne i haven med dens let genkendelige spirer. Dette på trods af både pløjning og harvning af køkkenhaven. Den får ofte lov at blive stående og pynter altid i de grøntsags- og blomsterrækker, hvor den egenrådigt spirer frem. I år dukkede den op i en række af blåhoveder. Det var et positivt bekendtskab, som jeg vil forsøge at gentage næste år. De gule og blå farver er utroligt smukke sammen.

Ellers sår jeg dem hist, her og alle vegne. Under bønnestativerne, mellem buskbønnerne, i blomsterrækkerne og ved siden af græskarrene. Der er endnu ikke et sted, de ikke har pyntet.

I år har jeg tilladt mig at investere i en ny sort: Gul valmue (Dicranostigma franchetianum) som jeg ikke tidligere er stødt på. Såningen var en succes og mange planter spirede frem. Af uvis årsag – måske tørke – gik flere af planterne desværre ud og har efterladt sig mange bare huller i rækken. Heldigvis danner hver enkelt plante mange blomster. Den busker og breder sig, så hullerne fyldes ud. Den er utrolig smuk og kan ligesom de 3 andre sorter varmt anbefales.

Sidder man nu tilbage og ærgrer sig over, at man ikke fik sået valmuer i år, har jeg læst mig til, at man kan gøre det igen om efteråret. Planterne danner en overvintrende roset hvorfra den sender blomsterstænglerne op i løbet af foråret. På den måde kan man tage forskud på glæderne næste år. Dette skal naturligvis afprøves i Mettes Have og viser det sig, at man ved at så både forår og efterår kan forlænge den smukke valmueblomstring, bliver glæden dobbelt stor.

Spiselige blomster

Blomsterne i min køkkenhave har mange funktioner. De bidrager med imponerende skønhed mellem grøntsagerne, tiltrækker nytteinsekter der hjælper til med at holde skadedyr på afstand og ikke mindst er de en uundværlig del af min madlavning.

Morgenfrue, blomsterkarse, hjulkrone, lavendel, kørvelblomst og hyld er de blomster, jeg hyppigst anvender, men listen over spiselige blomster er lang. Tager man først hul på dette omfattende emne åbner der sig en helt ny verden for én. Ind til nu har jeg primært brugt blomster i saft og som smagsgiver og pynt til salater og kager, men der findes mange andre anvendelsesmuligheder.

I går var jeg netop på inspirationstur til Den økologiske Have i Odder – et besøg der varmt kan anbefales for alle have-interesserede. Dagens faglige indslag var en rundvisning ved Anemette Olesen med ”spiseblomster” som emne. En times rundvisning i krydderhaven, hvor Anemette delte ud af sin store viden om spiselige blomster. Afslutningsvis var der  smagsprøver på kager, rosensirup, rosevand og en lille én. Det var spændende og meget inspirerende.

Har man lyst til at bevæge sig dybere ind i den blomstrende madverden findes der mange bøger på markedet. Bl.a. har Anemette Olesen skrevet adskillige bøger med blomster på menuen og Camilla Plum har udgivet ”Blomstrende mad”.

Har du spændende opskrifter og blomstrende idéer, så send dem gerne til mig på mette@metteshave.dk

Masser af bønner i køkkenhaven

Bønne-høsten er i fuld gang og vi fråser i bønner. Selvom vi høster massevis af bønner hver eneste dag, kan vi alligevel ikke helt følge med. Let kogte bønner som tilbehør, stegte bønner i hvidløg, bønnesalat i alverdens udformninger og grillede bønner med hvidløg og krydderurter. Ind til videre spiser hele familien det med en smil, men jeg er spændt på, hvornår mætningspunktet er nået.

De tidlige, gule voksbønner Sonesta var de første, der meldte deres ankomst. En håndfuld bønner kunne samles, da vi vendte hjem fra ferie midt i juli og ganske kort tid efter fulgte havebønnen Phaseolus vulgaris med. Den er lige nu min favorit. Lækre, tynde bælge, der serveres knasende sprøde.

Omkring halvdelen af stangbønnerne Promotor har glemt, at de er stangbønner. De har på forunderlig vis stoppet væksten og producerer bønner i stedet. Derimod har den lilla stangbønne Blauhilde helt styr på rækkefølgen. Den vokser som en gal og dækker fuldstændigt mit bønnestativ med flotte, dybgrønne blade og smukke, lilla blomster. Med de gule og orange guldvalmuer under stativet er det et fantastisk flot syn.

Af de ti ying-yang-bønner, jeg købte til et foredrag, blev kun en enkelt plante til noget. Den vokser smukt og meget passende er der endnu ikke begyndt at komme bønner.

Alt i alt er det et super bønneår i Mettes Have og vi kæmper tappert for at leve op til, at man skal høste af sine bønner mindst hver femte dag. Hvis bønnerne bliver for store, når de at sætte frø inde i bælgen. Frem for at danne nye blomster, bruger de i stedet deres energi på at udvikle frøene og så er bønnehøsten pludselig slut.

Den bedste tid i køkkenhaven

Det er altid med en vis frygt, at jeg vender hjem til min have efter sommerferien. Synet af en fuldstændig afsveden køkkenhave med slatne grøntsager og visne blomster, står stadig ubehagelig frisk i min erindring. Dette til trods for, at det nu er to år siden, jeg mødte dette syn efter blot en uges ferie. Belært af tidligere erfaringer forsøger jeg nu altid at få vandet haven godt igennem inden ferien.

I år har jeg været heldig. Regnguden har været gavmild og sørget for rigeligt med regn i sidste uge. Dette kombineret med masser af sol og varme har betydet at jeg er vendt hjem til en frisk og frodig køkkenhave, som bugner af blomster og grøntsager. Til trods for hjælp fra familie og venner har vi svært ved at følge med. Masser af store salathoveder, lækre gulerødder, ærter, mandelsquash, hestebønner og de tidlige gule voksbønner er blandt meget andet nu med til at minde mig om, hvorfor det er jeg med glæde bruger så meget tid på min køkkenhave.

Mettes hyldeblomstsaft

Hylden er ét af de få træer, man ikke behøver købe i dyre domme hos den lokale planteskole. Hylden vokser vildt i naturen og ses i øjeblikket overalt i landskabet, hvor de hvide skærme signalerer, at nu er det for alvor sommer.

Vi er så heldige at have op til flere hyldetræer på vores jord. Sidste forår fik vi fældet et kæmpe nåletræ. I den ellers så sure jordbund under træets krone, hvor der tidligere intet grønt var at finde, myldrer det nu frem med hyld og allerede nu er der små træer med plukkemodne skærme.

Som meget andet er hyldeblomsterne også lidt senere på den i Mettes Have i år. De sidste par dage har jeg været fuldstændig klar til årets hyldeblomst-brygning. Økologiske citroner, sukker og citonsyre er indkøbt og den store gryde er fundet frem, mens de sidste hyldeblomster har ladet vente på sig. Efter et par meget varme dage er der nu nok blomstrende skærme til, at jeg kan gå i gang, så i dag skal det være.

Jeg har brugt den samme basisopskrift de sidste 12 år. Den smager godt hvert eneste år, så jeg har endnu ikke haft trang til at prøve en anden. Alt efter om man er til det søde eller det sure kan man justere lidt i sukker- og citronmængden. Jeg plejer at komme mindre sukker og lidt flere citroner i.

Mettes hyldeblomstsaft:

80 hyldeblomstskærme

3 l kogt vand

4 kg sukker

6-8 citroner

120 g vin- eller citronsyre

Atamon

● Skyl blomsterne, skær citronerne i skiver og læg dem lagvis i en meget stor gryde eller spand.

● Rør sukker ud i det varme, kogte vand – sukkeret skal være helt opløst.

● Tilsæt vin- eller citronsyre og atamon

● Blandingen hældes over blomsterne og trækker i 3 døgn.

● Saften sies og hældes på flasker

● Jeg plejer også at fryse en del af det ned i bøtter, så holder det lidt længere.

Jordbærtid

Hvem drømmer ikke om et overdådigt jordbærbed med svulmende, røde jordbær i denne tid?

Jeg gør i hvert fald. Desværre er det ind til videre et håbløst projekt i Mettes Have, da alle mine jordbærplanter skal tages op af jorden hver eneste år, når de 30 tons hestemøg skal fordeles i køkkenhaven og sidenhen pløjes ned.

I år har planterne midlertidigt boet i en jordfyldt palle-ramme fra det lokale byggemarked. Her står de stadig, for jeg orker næsten ikke tanken om, at de allerede i efteråret skal tages op igen. De står da sådan set også meget fint her, men drømmen om de lange rækker med søde, røde bær kan det ikke leve op til.

For to år siden var jeg så heldig at få foræret en hel bakke med små aflæggere af sorten Polka. Den modner middeltidligt og smager dejligt sødt. Derudover har jeg købt tre planter af en ny jordbærsort. Sonata hedder den. Planterne står i krukker i gården og har allerede givet os flere smagsprøver på dette lækre jordbær, som efter sigende har vundet flere præmier for sin meget fine smag.

Den klassiske danske spise – jordbær med fløde – smager i sin enkelthed helt fantastisk og efter min smag, bliver det ikke meget bedre. Jordbærsalaten er dog også vældig populær hjemme hos os i øjeblikket og det giver en god undskyldning for også at spise jordbær til hovedretten. Salaten kan varieres i det uendelige, men som basis er det blot to til tre slags forskellig grøn salat med friske, skiveskårede eller halverede jordbær. En dressing med koncentreret hyldeblomstsaft får sommer-fornemmelsen helt i top og tilsættes råmarinerede rabarber kan man næsten høre englene synge…



Mettes Have © 2009–2013.