Arkiv over indlæg for Sommerfugle

De sjældne sommerfugle elsker kæmpe-jernurt

Så kom de ENDELIG – sommerfuglene. Fjerlette og på afstand som hvide, orange, gule, røde og brune flaksende pletter i luften. Længe ventet grundet en kold og våd start på sommeren. I hobetal dukkede de op sammen med de lune vinde og drages, som jeg, nu af blomsterne i Mettes Have.
Særligt én blomst – kæmpe-jernurt (Verbena bonariensis) – er fuldstændig omsværmet og ser ud til at tiltrække dem alle: Kålsommerfuglene, storplettet perlemorsommerfugl, nældens takvinge, dagpåfugleøje, citronsommerfugl, lille ildfugl, vejrandøje. Og i skumringen besøger hundredevis af gammaugler, en lille natsværmer, den rige nektarkilde. Derudover kan den åbenbart også tiltrække særligt fornemme gæster.


Sidste år var den kolibri-lignende duehale på visit. Den opholdt sig kun på kæmpe-jernurten, den korte tid den var i haven. For få dage siden dukkede endnu et sommerfugle-hit op. En svalehale, som er ekstremt sjælden i Danmark, fandt vejen forbi. Tiltrukket af kæmpe-jernurtens nektar opholdt den sig længe i haven og veg ikke fra de små lilla skærme. Et smukt syn, der for mit vedkommende var det første syn af svalehale i Danmark. Jeg får den næppe nogensinde at se igen her i landet.

Behøver jeg skrive, at jeg lige i øjeblikket holder lidt ekstra øje med mine mange kæmpe-jernurt i haven?

En kolibri på besøg

I begyndelsen af oktober blev det pludselig sommer igen. Temperaturen nåede om dagen helt op på 25 grader, så der var rig lejlighed til at nyde blomsterfloret i haven. Vi høstede bunkevis af frø til næste års blomster- og køkkenhave, mens vi sugede til os af havens energi – vel vidende, at det hele inden længe ville være slut. Efterårets regn og rusk ventede forude og vi vidste, at de første frostnætter lå lige om hjørnet.

Mens vi var optaget af at høste frø fra vores lange række af kæmpe-jernurt, der virkelig har været kæmpe i år, kom en lille, energisk flyver på besøg i køkkenhaven. Vi har tidligere haft den svirrende gæst på besøg, så vi var ikke i tvivl om, at vi igen havde en duehale i haven. Duehalen er en lille natsommerfugl, der er aktiv om dagen. Den ligner mest af alt en kolibri, når den med sin lange snabel foldet ud, står stille og suger nektar fra blomsterne. Det er derfor ikke tilfældigt, at den på engelsk lyder navnet ”Hummingbird”, som netop betyder kolibri.

Heldigvis var kameraet med i køkkenhaven, så vi nåede at forevige den, inden den i vild flugt forsvandt langs skovbrynet, lige så hurtigt som den var kommet.

Vores lille gæst var sikkert efterkommer af de duehaler, der hvert år kommer hertil på træk fra Sydeuropa i foråret. Ligesom os, sugede den til sig af køkkenhavens sidste energi. Måske forgæves, da den ikke er i stand til at klare vinterens kulde på vores breddegrader. Eller også er den efterfølgende fløjet sydpå, hvor den måske har fundet et sted at overvintre uden at blive overmandet af kuldegraderne.

 

 

 

Blåhoved (Gilia capitata)

Blåhoved (Gilia capitata) er én af de blomster, jeg helt tilfældigt har lært at kende. En dag, da jeg var forbi en lokal Dagli’Brugs, der om foråret sælger ud af et for stedet imponerende frøudvalg, faldt jeg over denne lille skønhed. Jeg husker ikke præcis baggrunden for, at jeg fandt den interessant, men i indkøbskurven røg den og det har jeg ikke fortrudt sidenhen.

Blåhoved viste sig på flere måder at være en overraskende glæde. Ikke bare er det en yndig blå blomst med et kønt, grønt og let løv. Det er også en blomst man længe har glæde af. I hele havesæsonen kommer der nye blomstrende skønheder til. Som en ekstra bonus og til min mands store glæde er blåhoved fuldstændig omsværmet af sommerfugle, svirrefluer og bier fra morgen til aften. Blåhoved er uden tvivl den blomst i vores have, der tiltrækker flest insekter. Det er smukt at kigge på og så er det nyttigt at have insekter som disse i køkkenhaven.

Blåhoved er en etårig sommerblomst, der oprindeligt stammer fra Nordamerika. Den er let at dyrke og trives i fuld sol til halvskygge. Den gror uden problemer i min lette, sandede og til tider tørre jord. Blåhoved danner masser af små frøkapsler, som er nemme at høste frø fra. De sidste par år har jeg kunne høste frø nok til at så mange, lange rækker det efterfølgende år.

I én af rækkerne lod jeg sidste år selvsåede guldvalmuer (Eschscholzia californica) vokse frem og dette gav et utrolig smukt resultat. Blåhoveds blå og guldvalmuens orange farve komplementerer hinanden. Det vil sige at de er hinandens modsætninger i farvespektret. En sammensætning af sådan to farver er med til at skabe kontrast og dynamik. Resultatet er, at de to farver fremhæver hinanden. Kontrasten bliver stærkest, hvis der bruges meget af den ene og kun lidt af den anden. Som i min række af blåhoved, hvor enkelte guldvalmuer voksede frem hist og her.

Denne blåhoved-historie er med til at minde mig om at give plads til spontaniteten. Planlægning er på mange måder udmærket, når man skal anlægge en køkkenhave, men der skal samtidigt være åbenhed overfor afvigelser – ellers var min række med blåhoved smukt fremhævet af orange guldvalmuer aldrig være blevet til.

En blomstereng i haven

Det gode ved at bo på landet er, at man ikke behøver – eller måske endda slet ikke kan overkomme – at udnytte hver enkelt kvadratmeter. Det gælder også hos os, hvor køkken- og prydhaven kun udgør en mindre del, mens det meste udgøres af eng, der græsses af vores heste. Resten får mere eller mindre lov at passe sig selv.

Det gælder dog ikke en lille blomstereng, som ligger omgivet af fyrretræer og egekrat. Det er en hård placering for en eng. Med tiden vil fyrretræerne nemlig invadere engen, overtage den og forvandle den til en kedelig fyrreskov. Vi er derfor nødt til at fjerne de små fyrretræer efterhånden som de kommer op.

De sidste par år har vi måttet sande, at rydning af fyrretræerne ikke gør det alene. Vores blomstereng var efterhånden ved at blive noget langhåret. Truslen mod blomsterengen kommer nemlig også fra oven. Næringsstoffer fra luften gøder jorden og giver græsserne et forspring i forhold til urterne, som er dem vi og insekterne er interesseret i. Blomsterne forsvandt ganske enkelt under et tungt græstæppe. Så selvom jorden er næringsfattig, måtte vi erkende, at det er nødvendigt at fjerne næringsstoffer fra engen.

Sidste år besluttede vi os derfor for at lave høslet sidst på sommeren. Engen blev slået med naboens skiveklipper, høet fik lov at ligge indtil det var tørt, så frøene kunne drysse af, og derefter fjernet fra engen. Det var en tung, grøn, næringsrig dyne, der blev kørt væk i adskillige læs.

Allerede i år ses resultatet. Blomsterne har ikke skullet kæmpe sig op gennem græstæppet for at nå solens stråler. Ærenpris, høgeurt, snerrer og perikon står nu smukt. De vil alle blomstre i den kommende måned til glæde for os og de mange insekter, hvoraf selvfølgelig sommerfuglene overskygger dem alle i skønhed.

I eftermiddags fløj okkergul randøje, almindelig blåfugl og spættet bredpande på vores lille blomstereng. Den smukkeste af dem alle, okkergul pletvinge, var der også.

Se det er jo en rigtig blomstereng.



Mettes Have © 2009–2013.