Om Mette

For år tilbage fik jeg foræret et citat af en kær kollega: ”At leve er ikke nok, man må have solskin, frihed og en lille blomst”. Citatet er af H.C. Andersen og betegner meget fint baggrunden for mit haveliv.

Min første haveinteresse begyndte at spire frem, da vi i 2002 flyttede fra byen ud på landet i lejet hus med tilhørende have. Siden tog det langsomt til i fart og brød ud i lys lue, da vi købte et nedlagt landbrug i 2006.

Jeg har nu erkendt, at havelivet i den grad har en terapeutisk effekt på mig. Jeg slapper af, kobler fra, finder ro, bliver glad og får ny energi af at kratte i jorden og følge havelivets gang. Jeg fascineres gang på gang over et lille, indtørret frø, der med rette betingelser bliver til en frodig plante. Jeg elsker lyset, vinden, farverne, duftene og livet i haven og endelig finder jeg en dyb tilfredsstillelse ved at kunne forsyne familien med hjemmedyrkede, usprøjtede grøntsager.

Jeg er 39 år gammel og gift med Ole, der er biolog og fotograf for Mettes Have. Vi har to dejlige børn, Anton og Johanne, der i varierende grad og på hver deres måde deltager i og holder af havelivet.

Derudover bor der fire katte og to ponyer på gården. Kattene holder mus, rotter og ikke mindst muldvarpe på afstand og hestene bidrager med rideture og gødning til roser, frugttræer, bærbuske og grøntsager.

Når jeg ikke er i haven, arbejder jeg som hospice-sygeplejerske. Et arbejde, der giver mening og som i høj grad handler om at finde glæde ved livet til trods for besværligheder og ulykkelige omstændigheder. Der er også her jeg mindes om vigtigheden af at forfølge sine interesser og drømme.

Min haveblog blev en realitet i april 2010. Jeg har ingen særlige forudsætninger og ingen årelange erfaringer med havelivet, men jeg har en stor glæde og en lyst til at dele det med andre i håb om at det smitter.

God fornøjelse med Mettes Have.



Mettes Have © 2009–2013.