Kål i køkkenhaven

Som så ofte set før på denne årstid handler det rigtig meget om kål. Kålkællingerne har indtaget fjernsynet, i Politiken kan du læse om blomkål i fremmarch og i diverse havemagasiner skrives spalte op og spalte ned med gode dyrkningstips og indbydende opskrifter. Kål er blevet hot.

Mettes Have følger tendensen og kål har langsomt, men sikkert indtaget mere og mere plads i køkkenhaven. Tidligere spiste vi sjældent andet end hvidkål, rødkål og til nød grønkål og det var ikke ligefrem jubelscener, disse kålretter frembragte. Via køkkenhaven har helt andre kålsorter gennem de sidste par år sneget sig ind køkkenet med følge af en langt mere kreativ udnyttelse.

I køkkenhaven kunne jeg næsten ikke holde øjnene fra det lilla knudekål sidste år, så fin var den. Den er et knasende sprødt bekendtskab og hittede særligt i en rå udgave. Den asiatiske kål Pak Choi er god i wok-retter. Desværre voksede den alt for hurtigt fra mig og gik lynhurtigt i stok. Efterfølgende har jeg erfaret, at den egner sig bedst til efterårsdyrkning efter 15. juli. Rosenkål i både en grøn og lilla udgave har sammen med den toscanske palmekål fået en sikker plads i haven. De står sikkert og længe og både pynter og smager godt, når der ikke er så meget andet at hente derude i haven.

Af uforklarlige årsager har spidskålen ikke fundet vej til Mettes Have tidligere. Den er ellers uden sammenligning blevet familiens favorit. Den kan tilberedes på et utal af måder og smager lige fantastisk uanset om du koger, bager, griller, steger eller spiser den rå. Fremadrettet må den være et ”must” i køkkenhaven og jeg har allerede indkøbt op til flere poser spidskålfrø fuldstændig klar til at blive forkultiveret.

Spidskålen bliver sammen med ’Summer Purple’ broccoli, savoykål og purpurkål de nye kålindslag i Mettes Have i 2013. At de skønne kålsommerfugle uden tvivl bliver mindst lige så begejstrede som jeg, vælger jeg at ’glemme’ lige et lille øjeblik endnu og vil nøjes med at glæde mig over, at der efterhånden ikke er længe til, at vi skal i gang med at så ’den hotte kål’.

Et woodland tager form

En journalist skrev engang efter et besøg i Mettes Have: ”Deciderede blomsterbede er der ikke mange af. Alligevel vrimler det med blomster alle vegne”. Det er ikke skudt helt forbi. Jeg kan godt lide, at en have har et naturligt udtryk. I en have som min, der ligger midt i naturen med skov, mark og eng som naboer, stilles der særlige krav til, at haven falder naturligt ind i landskabet. Den må ikke se alt for anlagt og velplejet ud.

Den vilde have, hvor der er plads til naturens skønhed og skævhed har altid været en inspirationskilde for mig. Jeg kan godt falde i svime over de fuldstændig finpudsede haver, men det ville aldrig ville gå an i Mettes Have. Det ville simpelthen ikke passe ind – og jeg ville aldrig få tid til at passe den.

Enkelte bede findes dog. Under et gammelt egetræ i et hjørne af haven, har jeg gennem de sidste år – efter engelsk forbillede – forsøgt at skabe mig et ”woodland”. Mellem store sten, der oprindeligt lå på stedet og under egetræet skygge, har jeg nu sået og plantet diverse stauder, der tåler at vokse mellem lidt græs og andet ukrudt. Her skal de bidrage med blomstrende skønhed akkompagneret af naturens egen vildskab.

Digitalis, lupiner og hvid høsteanemoner står sammen med blandt andet ramsløg og stor linjekonval i det skyggefulde hjørne. Længere væk fra egetræet, ude i solen vokser hvid- og purpur kongelys, skabiose og hjortetrøst.  Alle er det blomster, der efter min mening passer godt ind i en vild og naturlig have.  Om balancen mellem kultur og natur kan opretholdes efterhånden som bedet vokser til, vil tiden vise, men det første år har slet ikke været så dumt endda.

Et magert år i køkkenhaven rinder ud

Rose_2012

Der findes fede år og der findes magre år. En sandhed, der i den grad går op for én, når man er køkkenhave-dyrker. År 2012 i Mettes Have var på mange måder et år af de magre og jeg håber ikke, at der venter 6 mere forude, før de fede år begynder igen.

Vejret kan altid få skyld for meget. Først kulde, så tørke og endelig alt for meget regn var nogle af de vejrmæssige faktorer, der gjorde det udfordrende at dyrke køkkenhaven. Bønnehøsten var elendig, ærtehøsten ligeså. Græskarrene en total katastrofe.  Da den første nattefrost satte ind i oktober var rankerne endnu bugnende fulde af umodne græskar!

Ordene flød heller ikke som tidligere og bloggen blev i den grad blev forsømt. Lysten til at formidle forsvandt for en stund og tiden blev brugt på noget andet.

Når det er sagt, så var det ikke elendighed det hele. Masser af skønne salater prydede køkkenhaven takket været Hanne fra Bogø. Hvidløgshøsten var en kæmpe succes. Et nyt rosenbed med de yndigste roser blev anlagt i gårdhaven og selvom sommerfuglene ikke flaksede i samme antal som vanligt, fik vi fornemt besøg.

Der er plads til forbedringer i det nye år. Selvom livet i køkkenhaven har medført ærgrelser i året, der er gået, er det lige nu vældigt energiskabende. En spirende lyst til at komme igang og gøre det endnu bedre. Derfor ønskes I alle et godt og ’fedt’ have-nytår 2013.

De sjældne sommerfugle elsker kæmpe-jernurt

Så kom de ENDELIG – sommerfuglene. Fjerlette og på afstand som hvide, orange, gule, røde og brune flaksende pletter i luften. Længe ventet grundet en kold og våd start på sommeren. I hobetal dukkede de op sammen med de lune vinde og drages, som jeg, nu af blomsterne i Mettes Have.
Særligt én blomst – kæmpe-jernurt (Verbena bonariensis) – er fuldstændig omsværmet og ser ud til at tiltrække dem alle: Kålsommerfuglene, storplettet perlemorsommerfugl, nældens takvinge, dagpåfugleøje, citronsommerfugl, lille ildfugl, vejrandøje. Og i skumringen besøger hundredevis af gammaugler, en lille natsværmer, den rige nektarkilde. Derudover kan den åbenbart også tiltrække særligt fornemme gæster.


Sidste år var den kolibri-lignende duehale på visit. Den opholdt sig kun på kæmpe-jernurten, den korte tid den var i haven. For få dage siden dukkede endnu et sommerfugle-hit op. En svalehale, som er ekstremt sjælden i Danmark, fandt vejen forbi. Tiltrukket af kæmpe-jernurtens nektar opholdt den sig længe i haven og veg ikke fra de små lilla skærme. Et smukt syn, der for mit vedkommende var det første syn af svalehale i Danmark. Jeg får den næppe nogensinde at se igen her i landet.

Behøver jeg skrive, at jeg lige i øjeblikket holder lidt ekstra øje med mine mange kæmpe-jernurt i haven?

Tid til høst af hvidløg

Forventningens glæde har været stor. Lige siden jeg i efteråret 2011 modtog 2 kg hvidløgsfed med posten har jeg glædet mig enormt. 261 fed hvidløg, nøjsomt sat og nysgerrigt fulgt henover vinteren, foråret og første del af sommeren. Med fryd har jeg iagttaget, hvordan de første skud dukkede frem af den vinterkolde jord og hvordan de støt og roligt voksede sig kraftigere.

Da de første toppe begyndte at visne sidst i juni, blev viden om det helt rigtige høsttidspunkt eftersøgt. Med hjælp fra Vild med have blev jeg klogere. Tiden var inde. Det endelige resultat ventede under jorden og nærmest åndeløs af spænding høstede jeg mit første hvidløg. Det vil sige, jeg forsøgte at høste mit første hvidløg. Det viste sig at rodnettet var så kraftigt, at løget ikke sådan lige var at hive op af jorden. Et greb måtte til og da hvidløget dukkede frem efter 8 måneders mørke, troede jeg dårligt mine egne øjne. Et pragteksemplar af et hvidløg. Stort og mægtigt og ligeså var stort set resten af hvidløgene.

To store trillebørfulde hvidløg blev det til. De skal nu hænges til tørre de næste 3-4 uger og herefter flettes til smukke hvidløgsranker. Adskillige friske fed er allerede indtaget og Lotte Leis hvidløgssuppe sammen med ristet rugbrød, gnedet med hvidløg er nu et hit. Kan man ikke lide lugten af hvidløg, så hold afstand. Og Dracula, ham får vi nok ikke lige at se foreløbig.

Mistelten: Snylteren bider sig fast

I marts sendte Birgitte Hasholt mig en fin pakke med bær af mistelten. Jeg skyndte mig at så dem, dvs. jeg snoede bærrene og den slimede masse, som omgiver frøet, ud på nogle et-årige kviste på vores gamle æbletræ.
Æbletræet er højt, så de et-årige kviste kan kun nås med en stige. Derfor har jeg ikke kunnet følge udviklingen dagligt. Forleden fik jeg så fundet stigen frem og tjekkede frøene. Det ser ud til at gå planmæssigt. Det lykkedes mig ikke at finde alle frøene, men dem jeg fandt, var godt på vej. Det var tydeligt at se, hvordan de to kimstængler har suget sig fast til træet. Nu skal jeg så vente mindst et år før de første løvblade viser sig. Og derefter går der endnu et par år inden planten begynder at blomstre. Det bliver spændende at se, om mine små snyltere klarer sig indtil da.

Skønne salater

Om ellers vejrguderne vil, så er der i den grad lagt op til salat-fest i år. Adskillige sorter er sået i haven og noget af det er allerede prøvesmagt. I år har jeg været særlig heldig. Hanne fra Bogø sendte mig lidt af en salat-overraskelse tilbage i januar måned. Ikke mindre end 8 forskellige sorter blandt andet af fransk og italiensk oprindelse. De første blev prøvesået sidst i marts og var ikke længe om at spire frem i drivhusets lune. Nu er de første små salater plantet ud og resten af frøene sået i køkkenhaven.

Men ikke nok med det det. Da vi i april tog på ferie i det forårsramte England stiftede vi bekendtskab med endnu en spændende salat-sort. Giant Red Mustard var et overraskende indslag i salatskålen. Ikke en salattype for de pivede. Stærk, med en betydelig smag af sennep og peber – og en gevaldig smuk farve.  Min begejstring var åbenbart så udtalt, at havens gartner forærede os en større mængde frø. Om de nogen sinde når samme imponerende dimensioner, som dem vi så i England, er endnu uvist. Men de er kommet godt fra start i køkkenhaven og en mindre udgave vil også kunne gøre det.  Resten er nu op til vejrguderne og jeg er formentlig ikke den eneste haveejer, der i øjeblikket ønsker sig lidt mindre blæst, lidt mere varme og mest af alt regn til køkkenhaven.

Mariehønevalmuen hilser sommeren velkommen

Der er travlhed i haven for tiden. Der såes, luges, plantes og vandes. Ikke megen tid er tilovers til skriveri, hverken på min egen blog eller hos andre havebloggere.

Jeg må dog finde tid til endnu engang at dele denne skønhed med Jer. Mariehønevalmuen – min favoritvalmue over dem alle. Små frø fra sidste år, tilfældigt båret ad vindens vej til kanten af græsplanen. Her dannede de overvintrende rosetter og står derfor allerede nu som skrøbelige, blomstrende skønheder og minder mig om alt det gode, der endnu er i vente.

Rigtig glædelig og blomstrende sommer til Jer alle.

 

Det svære valg

Et skridt nærmere et smukt og blomstrende rosenbed i gården.

Efter mange og meget lange overvejelser, hvor alle de mange rosenforslag, som rosenelskere elskværdigt har bidraget med, blev kigget igennem. Efter meget nøje at have forholdt mig sig til rosengruppe, farve, størrelse, duft og hårdførhed og ikke mindst sammensætningen af disse, lykkedes det med stort besvær at udvælge fem smukke roser, som er værdige til at holde hof med min Queen of Sweden i det nye rosenbed.

Farvesammensætningen bliver vovet og tiden må vise om det bliver knald eller fald. De udkårne er:

Roserne er nu plantet efter alle kunstens regler. De små toppe syner ikke af meget i bedet, men forventningens glæde er i top. Mens jeg venter, kan jeg jo passende spekulere på, om der skal plantes noget i bunden mellem roserne – gode forslag modtages som altid gerne….

Wildlife Gardening

På min forårstur til England havde jeg lejlighed til at opleve, hvad englænderne kalder Wildlife Gardening. Jeg fornemmer en spirende interesse for denne dimension af havelivet i Danmark, der ikke mindst promoveres af Haveselskabet i deres blad Haven. I England er det dog allerede en veludviklet disciplin. Det handler om, at vi i vores haver kan skabe levesteder og fødesøgningsmuligheder, som fx fugle, insekter, småpattedyr og padder, kan have vanskeligt ved at finde i de intensivt udnyttede områder, der ofte omgiver vores haver.

Jeg giver her nogle eksempler på, hvordan man på en dekorativ måde kan bringe dødt træ ind i haven. Dødt træ er ofte en mangel i vores intensive skovbrug, så det er her haveejeren virkelig kan gøre en forskel, hvis vi skal stoppe tabet af biodiversitet. Og det skal vi.

Tyntesfield så jeg flere eksempler på, at man med simple midler kan skabe levesteder for fx trælevende billelarver. En kæmpe egestamme havde fået lov at ligge et skyggefuldt sted og selvom den kun er nogle få år gammel, er den allerede levested for et væld af svampe, mosser og billelarver. Nedbrydningen af den vil tage årtier!

Et andet sted havde en gammel eg måttet give afkald på en kraftig gren under en storm. Det var blevet til nogle kraftige kævler, der blot lå der og pyntede, mens de første mosser havde indfundet sig.

I Siccaridge Wood, der er en gammel stævningsskov, så vi dette simple, men smukke hegn, der udgør et fænomenalt skjulested for småfugle og sikkert også tjener som overvintringssted for pindsvin. Det kræver ikke de store håndværkerevner at lave den slags. Pointen er netop, at det ikke skal være alt for pænt. Det er det Wildlife Gardening handler om.

Det sidste eksempel er en rigtig ”designer-vindfælde”. Umiddelbart ligner det en helt almindelig tømmerstabel, men det er i virkeligheden et forsøg på at efterligne en vindfælde, dvs. roden fra et træ, der er væltet i en storm. Stablen er nemlig hul i midten. Dette skulle efter sigende give optimale betingelser for vækst af svampe og dermed nedbrydningen af træet til gavn for fx larver af træbiller.

Efter nogle år er nedbrydningen fremskreden. Stablen er faldet sammen efterhånden som adskillige generationer af billelarver, bænkebidere og tusindben har gnavet sig gennem træet. Mon ikke der kan findes et par kvadratmeter til sådan en smuk stabel i de fleste danske haver?

Jeg håber, at disse eksempler kan være til inspiration, så vi får lidt mere wildlife ind i de danske haver, der somme tider er lige så golde ørkner, som det, der ofte kendetegner det moderne skov- og jordbrug. Der skal ikke så meget til. Lad det rode lidt, find et hjørne til det læs grenaffald, der ellers skulle være kørt på genbrugspladsen og du vil inden længe kunne opleve et vælde af smådyr i din have. Til gavn for biodiversiteten. God fornøjelse.



Mettes Have © 2009–2013.